Sidste skoledag: Indfører nye regler efter ubehagelige fund i karameller

Skoler i Solrød og Helsingør indfører nye regler for karameller i forbindelse 9.-klasseelevernes sidste undervisningsdag.

Fredag er det atter tid til barberskum, udklædning og karamelkast, når 9. klasserne har sidste skoledag.

Mens dagen var festlig og fornøjelig for de fleste både store og små elever, bød karamelspisningen dog også på alvorlige overraskelser sidste år.

Og for at undgå at glasskår og knappenåle bliver skjult i den søde slikmasse, har skoler i Solrød og Helsingør i år valgt at gå nye veje.

quote Det er tiltag blandt andet i forlængelse af sidste års oplevelser

Helsingør Kommune

Her skal 9.-klasseseleverne således aflevere deres karameller til læreren i dagene op til sidste skoledag, hvor de så bliver udleveret igen.

Helsingør Kommune oplyser, at man på Helsingør Skole har bedt eleverne om at “aflevere karamellerne i ubrudt indpakning.”

Derudover er der i år også forældre til stede på skolen, “der hjælper med at holde styr på løjerne. Så det holder sig til at være netop det - løjer - og ikke andet,” lyder det fra Helsingør Kommunes kommunikationsafdeling.

“Det er tiltag blandt andet i forlængelse af sidste års oplevelser,” lyder det.

Kattemad og glasskår

Nordsjællands Politi modtog sidste år to anmeldelser i forbindelse med karamelkast i Helsingør Kommune.

En elev på Gurrevej Skole i Helsingør fandt således kattemad og glasskår i en karamel, og det blev meldt til politiet. Eleven nåede ikke at indtage karamellerne.

På Hornbæk Skole fandt en elev fra 8. klasse en karamel med en knappenål i, lød det fra anmelderen af forholdet, som tilmed oplyste Nordsjællands Politi, at han havde kendskab til fund af karameller med chili i, karameller, der var frosne, samt karameller med bouillonterning i.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Ny modus

I Solrød Kommune fandt elever på Uglegårdsskolen tegnestifter i karamellerne, og det har i år fået konsekvenser. 

Torsdag skulle 9.-klasseseleverne således aflevere karamellerne på skolekontoret.

“Her bliver poserne tjekket, og hvis der er åbne poser, bliver eleverne spurgt ind til, om der er andet end karameller i poserne. Det er en ny modus som konsekvens af den ene tegnestift sidste år,” lyder det fra kommunikationsafdelingen i Solrød Kommune.

quote Det er en ny modus som konsekvens af den ene tegnestift sidste år

Solrød Kommune

Det har torsdag ikke været muligt at tale med de enkelte skoleledere om behovet for at opbevare karameller for eleverne.

Beklager opfordring

På Sankt Annæ Gymnasiums Grundskole i København blev der sidste fundet lange tegnestifter, og det fik ledelsen til at aflyse sidste skoledag. På Engstrandskolen i Hvidovre var der angiveligt sten i en karamel.

På Nordsjællands Grundskole og Gymnasium i Hørsholm lød meldingen i første omgang, at der blev fundet nåle i karamellerne, men den oplysning viste sig ifølge centerchef i Hørsholm Kommune, Hanna Bohn Vinkel, at være forkert. 

Skoleleder på Rungsted Skole i Hørsholm Kommune, Ulla Wiese Christensen, oplyser dog til TV 2 Kosmopol, at man på en anden skole i kommunen nu også skal indlevere karameller på kontoret i dagene op til sidste skoledag. 

Sidste år kom det frem, at der var flere videoer på eksempelvis TikTok, hvor der blev opfordret til at spice karamellerne op ved at tilføje chili eller hvidløgspulver. Videoerne var produceret af såkaldte mikro-influencere, der er sponsoreret af Carletti, skrev sn.dk.

Carletti, der producerer Big Ben-karameller, beklagede siden, at deres samarbejdspartnere opfordrede til at gøre karamellerne ækle.

“Vi ønsker på ingen måde at skade nogen og er meget kede af at have skabt en utryg stemning pga. vores ubetænksomhed”, lød det fra virksomheden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik