Søs, Freja og Alvilda skal stå i spidsen for omstridt socialt medie i kommune

Som den første kommune på Sjælland og som den anden i landet skal Helsingør Kommune snart på TikTok. Formålet er at ramme de unge, men satsningen rejser spørgsmål om datasikkerhed - noget som kommunen før er blevet kritiseret for.

Hvordan får man budskaber ud til de unge i dag?

Det spørgsmål mener Helsingør Kommune at have fundet svaret på. 

Inden længe lancerer kommunen nemlig en TikTok-profil som den blot anden kommune i landet, hvor man gennem underholdende og informative videoer vil forsøge at nå ud til kommunens unge.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Hvad er TikTok?

  • TikTok er et socialt medie, hvor brugere kan optage, redigere og dele korte videoer.

  • Mediet blev stiftet af det kinesiske selskab Bytedance og gjort tilgængeligt for hele verden i 2017.

  • Videoerne på TikTok findes i mange forskellige former og omhandler alt mellem politik, musik, dans og underholdning.

  • TikTok-appen har flere gange været den mest downloadede app, senest i 2022 med over 670 millioner downloads.

  • Der er lidt over én milliard brugere på verdensplan - primært unge mellem 16-25 år.

  • Flere lande som Indien og Afghanistan har forbudt TikTok, blandt andet på grund af mistanke om et samarbejde mellem Bytedance og den kinesiske stat.

  • I USA og EU debatteres der lige nu om et eventuelt totalt forbud mod TikTok på grund af bekymringer om brugernes datasikkerhed.

Kilder: Statista, Forbes, Kommunikationsforum, TV 2.

Til opgaven har kommunen hyret tre unge studerende, som skal stå for alt indholdet på profilen, og ifølge en ekspert i sociale medier vil flere kommuner følge trop i fremtiden.

TikTok er dog et omstridt socialt medie, der er forbudt i flere lande, og som har alvorlige anklager om brud på reglerne for behandling af brugerdata bag sig.

"Det er på TikTok, vi unge ser, hvad der sker."

Med lidt over én milliard månedlige TikTok-brugere i verden er der en vis sandsynlighed for, at enten du eller flere af dine nærmeste allerede er på det sociale medie, hvor man kan optage, redigere og dele korte videoer.

TikTok er tidens hurtigst voksende sociale medie og er på rekordtid blevet det foretrukne medie for unge verden over.

Gennem de seneste år har både virksomheder og offentlige instanser som politiet og politikerne lanceret TikTok-profiler for at nå de mange unge brugere, og nu er turen nået til kommunerne.

(Her er eksempler på TikTok-videoer fra Politiet, Lægemiddelstyrelsen og politikerne Rosa Lund (EL) og Alex Vanopslagh (LA). Artiklen fortsætter efter videoerne.)

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.


I spidsen for den nye satsning står Martin Deichmann, som er kommunikationschef i Helsingør Kommune, og ifølge ham var det nødvendigt som kommune at følge med de unge på det sociale medie.

- Vi har cirka 10.000 borgere mellem 16 og 30 år, som vi har svært ved at nå gennem de kanaler, vi normalt bruger, forklarer han til TV 2 Kosmopol og fortsætter:

- Derfor havde vi brug for at tænke nye veje, og her melder TikTok sig, hvor vi vil prøve på at få folk til at opdage, at Helsingør Kommune er et fedt sted at være og et fedt sted at være ung.

(Viborg Kommune var den første kommune i Danmark, som lancerede en officiel TikTok-profil. Artiklen fortsætter efter videoen, som stammer fra kommunens profil.)

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ifølge Astrid Haug, der er digital rådgiver og ekspert i sociale medier, taler Helsingør Kommunes TikTok-lancering ind i en generel tendens.

- Det er blevet enormt attraktivt for virksomheder, kommuner og lignende at være på TikTok, fordi de unge bruger så meget tid på mediet og interagerer meget derinde, forklarer hun til TV 2 Kosmopol og fortsætter:

- Jeg tror, vi kommer til at se flere myndigheder og lignende bruge TikTok, da de på mange andre platforme ikke føler, at de når den unge målgruppe.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Ifølge Astrid Haug kommer vi til at se flere TikTok-lanceringer fra myndigheder og lignende de kommende år.
Ifølge Astrid Haug kommer vi til at se flere TikTok-lanceringer fra myndigheder og lignende de kommende år.
Foto: Leo Mortensen / TV 2 Kosmopol

I Norge er flere kommuner som Bergen, Frøya og Kristiansand allerede kommet på TikTok, hvor de når ud til tusindvis af brugere, og ifølge Martin Deichmann er flere kommuner herhjemme tæt på også at lancere en TikTok-profil.

Og hvis man vil ramme de unge, er det den eneste rigtige vej at gå, mener både Søs Johansen, Freja Bendtsen og Alvilda Busch, der skal stå for kommunens indhold på TikTok.

- Der er ikke så mange fra vores generation, som er på Facebook eller læser dagbladet, fortæller Alvilda Busch til TV 2 Kosmopol.

- Det er på TikTok, vi unge ser, hvad der sker. 

quote Der er ikke så mange fra vores generation, som er på Facebook eller læser dagbladet.

Alvilda Busch, studerende.

Fornyet fokus på datasikkerhed

TikTok er ejet af et kinesisk selskab ved navn ByteDance, som er blevet kritiseret for behandlingen af brugernes data og dets mulige forbindelse til den kinesiske stat.

Derfor debatteres der lige nu på højeste plan i både EU og USA, om hvorvidt TikTok lever op til de gældende love og krav for behandling af brugernes data. 

Diskussionen om datasikkerhed er også blusset op herhjemme, og senest har Frederiksberg Kommune forbudt sine ansatte at have TikTok installeret på deres arbejdstelefoner i frygt for mediets behandling af data. 

I 2021 fik Helsingør Kommune kritik af Datatilsynet for netop behandling af data i sagen om brugen af Chromebooks i kommunens folkeskoler.

Derfor er kommunen forberedt på, at der vil blive holdt ekstra øje med deres behandling af data under den kommende TikTok-lancering.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Martin Deichmann er kommunikationschef i Helsingør Kommune og står i spidsen for kommunens TikTok-lancering.
Martin Deichmann er kommunikationschef i Helsingør Kommune og står i spidsen for kommunens TikTok-lancering.
Foto: Leo Mortensen / TV 2 Kosmopol

Kan man være sikker på, at I har styr på datasikkerheden nu? 

- Det er klart, at fordi vi har haft sådan en sag tidligere, gør det os endnu skarpere, svarer Martin Deichmann og fortsætter:

- Derfor forbereder vi os også grundigt, inden vi skal på TikTok. 

Helsingør Kommune har taget flere sikkerhedsforanstaltninger med henblik på datasikkerheden. Eksempelvis har de indkøbt specifikke telefoner til optagelsen af TikTok-videoerne, så de på den måde ikke bliver koblet til kommunens øvrige IT-systemer. 

TV 2 Kosmopol er også på TikTok

Og du kan finde profilen ved at trykke her.

Indkøbet af telefonerne samt lønnen til de tre unge kvinder, der skal stå for indholdet, kommer til at fylde en del på kommunens kommunikationsbudget.

I udkommer allerede som kommune på Facebook, YouTube og Instagram. Er det ikke spild af skattekroner, at I nu skal på endnu et socialt medie?

- Jeg synes ikke, det er spild af skattekroner, når vi kan se, at der er cirka 10.000 borgere i kommunen, som vi har svært ved at nå gennem de andre kanaler, og som også er berettigede til at følge med i, hvad der sker, fortæller Martin Deichmann. 

Helsingør Kommune forventer at lancere TikTok-profilen inden for de kommende dage. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik