Vand fra Øresund kan give fjernvarme til tusindvis i kommune

Forsyning Helsingør undersøger muligheden for at etablere en varmepumpe baseret på vand fra Øresund.

Et særligt arbejde er sat i gang hos Forsyning Helsingør. 

De vil nemlig undersøge, om de kan skabe fjernvarme ved hjælp af havvand fra Øresund. 

Det skriver forsyningsselskabet i en pressemeddelelse. 

- Lige nu er vi i gang med at udvikle og modne projektet. Men vi tror på, at det kan blive til virkelighed, siger Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør, i pressemeddelelsen. 

Hvis det lykkes, vil der om tre-fem år være etableret en varmepumpe på Helsingør Renseanlæg, som forventes at kunne levere grøn fjernvarme til mange tusinde husstande i kommunen. 

Arbejdet startes i kølvandet på Forsyning Helsingørs langsigtede planer om at udvide fjernvarmesalget med op til 65 procent frem mod 2030.

- Når vi fremover skal producere fjernvarme til mange flere husstande end i dag, har vi brug for en udvidelse af produktionskapaciteten som supplement til Helsingør Kraftvarmeværk, siger Jens Bertram: 

- En havvands-varmepumpe vil være en god løsning. Både fordi Øresund ud for renseanlægget er særlig velegnet til at hive energi ud af, men også fordi renseanlægget ligger tæt på nogle af de områder, hvor vi planlægger at udbrede fjernvarmen - herunder Helsingør Centrum.

Varme til dig og dine 4.999 nærmeste

Det smarte ved havvandet er, at der allerede er masser af luft og bevægelse i vandet. Man slipper derfor for at installere de store blæsere, man plejer at få brug for ved almindelige varmepumper. 

Øresundsvandet er særligt attraktivt, da gennemstrømningen er stor, og temperaturen på havbunden om vinteren er usædvanligt høj. 

De første forstudier tyder på, at der vil kunne etableres en varmepumpe med en effekt mellem 15 og 20 megawatt. 

Det svarer til varmebehovet i et år for op til 5.000 standard parcelhuse. 

- Det vil være et stort, grønt skridt for Forsyning Helsingør og dermed også for fjernvarmekunderne, siger Jens Bertram. 

Forsyning Helsingør arbejder på at udvikle projektet mere, inden den reelle planlægning af projektet går i gang. 

Først derefter vil der blive taget stilling til en eventuel investering - og efterfølgende kan processen med blandt andet myndighedsbehandling, byggetilladelser og miljøgodkendelser iværksættes. 

Det er ikke første gang, at Danmark skaber varme ved hjælp af havvand. I 2021 var Esbjerg med til at sætte Danmark verdeskortet, da de indkøbte verdens største havvandsvarmepumpe med CO2 som kølemiddel. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik