Oversigt

Seneste nyt

Dansk hammerkaster brager i OL-finalen med femtelængste kast

Hammerkasteren Katrine Koch Jacobsen er kommet til OL i storform.

Søndag eftermiddag strøg hun i finalen ved at klare det direkte finalekrav på 73 meter. På sit tredje kast fløj den fire kilo tunge hammer 73,04 meter.

Det var øjeblikkeligt det tredjelængste kast i den 25-årige danskers gruppe og femtebedst på tværs af de to grupper, så uanset hvad var hun gået videre.

Katrine Koch kan dermed begynde forberedelserne til tirsdagens OL-finale.

Koch er blevet langt mere stabil over de seneste år og holder sig konsekvent i verdenstoppen.

De 73,04 meter var ikke langt fra hendes sæsonbedste, som lyder på 73,51 meter. Så langt kastede hun for mindre end to måneder siden i Finland.

Kochs danske rekord på 74,22 meter ville have svaret til tredjelængste kast i søndagens kvalifikation. Finder hun den distance frem igen, er hun ikke nødvendigvis langt fra medaljeniveau.