Mand død efter skud i Herlev - sort Skoda forbundet med sagen

I alt to personer blev ramt af skud i Herlev natten til tirsdag. En 25-årig mand er uden for livsfare.

En mand i 20'erne er død efter et skyderi i Herlev natten til tirsdag.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

To personer blev ramt under skyderiet.

En 25-årig mand, der også blev ramt, er uden for livsfare.

Han er ramt af skud i hovedet og bliver aktuelt behandlet på et hospital. Politiet betegner hans tilstand som "stabil".

Politiet modtog anmeldelsen omkring klokken 01.00, og betjente har siden været talstærkt til stede i området ved Hækmosen og Krebsdammen.

Der er ingen melding om anholdte.

Dræbt mand fundet af hundepatrulje

Det var en hundepatrulje, der ved 3-tiden i nat på et grønt område ved Krebsdammen fandt en yngre mand, der var dræbt med skud. Han er tirsdag formiddag identificeret som en mand i 20'erne, og de pårørende er endnu ikke underrettet.

I nærheden på Krebsdammen holdt en sort Skoda Roomster personbil, som politiet forbinder med sagen.

Bilen er stjålet med rette nøgle nær Roskilde den 1. december og Københavns Vestegns Politi søger vidner, der måtte have set bilen siden – for eksempel parkeret et sted – eller op til hændelsen i nat.

- Vi arbejder lige nu intensivt på at klarlægge hændelsesforløbet, og derfor hører vi gerne høre fra vidner, som har bemærket noget omkring Krebsdammen omkring 1-tiden. Vi er også interesseret i oplysninger om den sorte Skoda, som kan være set i Herlev-området efter midnat eller være set et andet sted i løbet af den sidste uges tid,” siger efterforskningschef og politiinspektør Michael Hellensberg, Københavns Vestegns Politi.

Kan meget vel være en sammenhæng

Politiinspektøren tilføjer, at hændelsen bliver efterforsket ud fra, at der meget vel kan være en sammenhæng med de seneste skyderier i Storkøbenhavn. Han understreger dog samtidig, at der efterforskes bredt for at klarlægge det præcise hændelsesforløb og motiverne bag.

Københavns Vestegns Politis undersøgelser i området i løbet af natten og morgentimerne medførte forstyrrelse af morgentrafikken til omkring klokken 6.30, hvor Ring 4 blev åbnet efter en afspærring.

I løbet af dagen vil politiets efterforskning fortsætte i området, og Københavns Vestegns Politi vil i øvrigt have skærpet sit operative fokus i kvarteret.

Flere dage med skyderier i hovedstadsområdet

Flere skyderier har de seneste tre dage ramt hovedstadsområdet på henholdsvis Nørrebro, i Rødovre og i grænselandet mellem Frederiksberg og Nørrebro.

Og efter en dags stilhed, ramte det fjerde skyderi altså nu igen hovedstadsområdet med skyderiet i Herlev.

Politiet har endnu ikke villet fortælle, hvorvidt en bandekrig er ved at udspille sig i København. 

Politiinspektør Rasmus Bernt Skovsgaard fra Københavns Politi oplyser dog, at Københavns Politi har et tæt samarbejde med Københavns Vestegns Politi.

Lørdag aften fortalte Michael Hellensberg, der er linjechef i forbindelse med efterforskningen hos Københavns Vestegns Politi, til Ritzau, at man arbejder med flere hypoteser efter skuddrabet i Rødovre.

Han ville ikke komme nærmere ind på, hvad de er, men "intet er udelukket".

- Vi arbejder med en række forskellige hypoteser, fordi det er for tidligt at sige noget omkring et motiv, så derfor efterforsker vi bredt i øjeblikket, sagde han.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik