Efter regeringens kovending: Håb om læreruddannelse i Nordsjælland lever stadig

Regeringen dropper at udflytte velfærdsuddannelser ud til mindre byer. Læreruddannelse i Hillerød bliver formentlig stadig en realitet.

- Vi regner med, at læreruddannelsen i Hillerød bliver til noget.

Sådan lyder det fra rektoren ved Københavns Professionshøjskole, Stefan Hermann, efter den nye SVM-regering har droppet kravet om at flytte velfærdsuddannelserne ud til mindre byer.

Tilbage i 2021 indgik den tidligere regering ellers en aftale om, at flere unge skulle studere uden for København, Aarhus, Odense og Aalborg.

Ambitionen var blandt andet, at 60 procent af optaget på de store velfærdsuddannelser skulle ligge i mindre byer.

I forbindelse med aftalens udmøntning i foråret 2022 blevet uddannelsesinstitutionerne pålagt at flytte 800 studiepladser på de fire store velfærdsuddannelser væk fra de store byer og samtidig oprette 1.000 nye studiepladser på de fire uddannelser i de mindre byer – en aftale, som undrede rektor Stefan Hermann.

Mærkeligt at skulle skære

- Jeg synes, det var mærkeligt, at vi skulle skære ned i København, men vi har det synspunkt, at vi forventer, at vi laver en læreruddannelse i Hillerød, og vi gør, hvad vi kan, for at det bliver bæredygtig, siger Stefan Hermann.

I regeringsgrundlaget for den nye SVM-regering står der nemlig i en sætning, at regeringen vil ”videreføre aftalen om udflytning af uddannelser, men justere den sådan, at uddannelserne til sygeplejerske, pædagog, lærer og socialrådgiver ikke er omfattet af udflytningen”.

(Artiklen fortsætter efter billedet).

Rektor Stefan Hermann glæder sig til, at skulle mere i dialog med Uddannelses- og Forskningsministeriet, der endnu ikke har godkendt den nye læreruddannelse i Hillerød.
Rektor Stefan Hermann glæder sig til, at skulle mere i dialog med Uddannelses- og Forskningsministeriet, der endnu ikke har godkendt den nye læreruddannelse i Hillerød.

Ifølge DR betyder det konkret, at uddannelsesinstitutionerne selv må bestemme, hvor de vil placere de i alt 1.800 studiepladser, der ellers skulle have ligget væk fra de store byer.

Rektor for Københavns Professions Højskole, Stefan Hermann, ønsker dog at gøre det klart, hvad der skal ske med læreruddannelsen, som han har tænkt sig at føre ud i livet.

- Det, der ligger først for, er læreruddannelsen i Hillerød. Ansøgningsfristen for kvote 2 er i marts. Det er derfor vigtigt at skabe klarhed om uddannelsen, og vi regner med, at regeringen lever op til deres del af aftalen, siger Stefan Hermann, der ser frem til en dialog med regeringen.

Hvad betyder den her aftale konkret for jer?

- Det ved vi ikke helt endnu. Dels skal vi have noget mere dialog med ministeriet om, hvad det konkret skal indebære. Vi skal tale med dem om, hvad det betyder for Københavns Professionshøjskole, siger Stefan Hermann og understreger, at de meget gerne vil lave et uddannelsessted i Hillerød.

På Københavns Professionshøjskoles hjemmeside står der, at Uddannelses- og Forskningsministeriet endnu ikke formelt godkendt den nye læreruddannelse i Hillerød, da valgkampen og regeringsforhandlingerne har udskudt godkendelsesprocessen.

Løser ikke problemet

Selvom Stefan Hermann glæder sig til den øgede dialog med ministeriet omkring læreruddannelsen i Hillerød, mener han ikke, at flere uddannelsessteder løser det problem, han mener er overskyggende.

- Vi har for få studerende og ikke uddannelsessteder. Det er det, der er det største problem. Det er det, man skal løse først. Hovedproblemet er ikke, at vi mangler butikker, vi mangler kunder, siger han og fortsætter:

- Udflytningen skaber ikke flere studerende. Det spreder dem, siger han.

Stefan Hermann påpeger dog, at den nye læreruddannelse i Hillerød giver mening. Ifølge ham er der nemlig et stort behov for flere uddannede lærere i Nordsjælland.

- Det kan give mening at få et tilbud, der kommer tættere på. Tilbuddet i Hillerød kan forhåbentligt hjælpe. Grundproblemet er dog, at antallet af ansøgere falder alle steder – både i og uden for byen, siger han.

Ifølge Stefan Hermann bør regeringen lave en helhedsplan, der bygger på tre elementer.

For det første mener han, at arbejdsmarkedets parter og staten skal få gjort jobs inden for velfærdssektoren mere attraktive. Det kan f.eks. være gennem højere løn og flere udviklingsmuligheder.

Dernæst påpeger han, at professionsuddannelserne skal gøres lige så attraktive som universitetsuddannelserne, og så mener han også, at gymnasiet skal beskæftige sig mere med områder som sundhed og pædagogik. 

Ifølge DR er det kun for de fire store velfærdsuddannelser, at regeringen nu vil droppe kravet om udflytning. De andre videregående uddannelser skal stadig leve op til kravene.

Med i den oprindelige aftale er Socialdemokratiet, Venstre, DF, SF, Konservative, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik