Når det nye Nordsjællands Hospital i Hillerød slår dørene op for patienter i 2024, bliver det med væsentligt færre parkeringspladser end planlagt.
Det står klart, efter det nye Nyt Hospital Nordsjælland og Hillerød Kommune har set sig nødt til at efterkomme Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse fra november sidste år, som ophævede hospitalets dispensation til at inddrage 16.400 kvadratmeter beskyttet natur til en del af parkeringspladserne omkring det nye supersygehus.
I de nye planer er 400 parkeringspladser således sløjfet. Det svarer til hver sjette af de i alt 2.400 parkeringspladser, der oprindeligt skulle være.
Dermed bliver der i alt 2.000 parkeringspladser tilbage til patienter, pårørende og ansatte på det nye hospital.
Til sammenligning har det nuværende Hillerød Hospital i alt 1.700 parkeringspladser. Men hospitalet servicerer til gengæld blot omtrent en tredjedel af de borgere, det nye supersygehus skal favne.
Og kun 300 parkeringspladser mere til et supersygehus med et meget større patienttryk er ikke godt nok, lyder det fra Patientforeningen.
- Jeg synes, det er alt for ringe. Vi kan se, at folk bliver ældre og ældre, og man kan ikke sende patienterne ud på lange gåture for at komme på hospitalet. Der skal være gode og rige parkeringsmuligheder tæt på hospitalet, siger Niels Jørgen Langkilde, der er fungerende formand for Patientforeningen, til TV 2 Lorry.
Elementært i planlægning af godt sygehus
Han pointerer, at Patientforeningen ad flere omgange har udtrykt kritik af, at der ikke er styr på parkeringsforholdene ved Nyt Nordsjællands Hospital.
- Det er helt banalt. Når man nu siger, at man sætter patienten i centrum, så bør det gælde fra patienten kommer til patienten forlader hospitalet. Det er elementært i planlægningen af et godt sygehus, siger Niels Jørgen Langkilde.
Projektchef for Nyt Nordsjællands Hospital, Sune From, mener til gengæld, at der både er parkeringspladser nok og at patienters, pårørendes og ansattes ankomstmønstre kan ændre sig med tiden.
Han oplyser, at to af hinanden uafhængige undersøgelser, som hospitalets rådgivere står bag, viser, at der kun er behov for mellem 1.700 og 1.800 parkeringspladser.
- Det er svært at vurdere, hvor mange parkeringspladser, der er brug for i fremtiden. Men der tegner et billede af, at 1.700-1.800 parkeringspladser er nok, siger Sune From.
Men hvorfor har I ikke tænkt parkering mere ind i byggeriet? For eksempel med en p-pladser i et parkeringshus eller under hospitalet?
- Det er primært et økonomisk spørgsmål. Det er væsentligt dyrere at anlægge parkeringspladser, hvis der skal etableres en egentlig konstruktion til det. Så der har vi valgt at prioritere pengene til hospitalsbygningen.
- Det andet er, at hospitalet er placeret i naturen. Det er rigtig vigtigt for os, at der er frit udsyn til naturen, og det skal vi ikke have plastret til med parkering rundt omkring – det er vi ikke interesseret i, siger Sune From.
Politikere havde helst set flere p-pladser
I Region Hovedstadens politiske følgegruppe for Nyt Nordsjællands Hospital sidder Per Tærsbøl (K) som formand.
Han har tidligere udtrykt, at han var ærgerlig over Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om ophævelse af dispensationen til parkeringspladserne.
- Det er et problem. Ingen diskussion om det. Vi vil jo helst have så mange parkeringspladser som muligt, har han tidligere sagt til TV 2 Lorry.
Alligevel er han nu glad for, at der nu er fundet en løsning på problematikken omkring parkeringsforholdene – om end det betyder, at der bliver færre p-pladser.
- Jeg synes, det er en tilfredsstillende løsning. Det var meningen, at der skulle have været 2.400 – og nu bliver der 2.000 parkeringspladser. Jeg frygtede, at vi fik bøvl med den plan, vi har fået nu. Så derfor glæder det mig, at vi har fundet en løsning, siger han til TV 2 Lorry fredag.
Samtidig henviser han også til undersøgelserne, som peger på et betydeligt lavere parkeringsbehov end antaget hidtil.
- Vi havde regnet med flere, det er rigtigt. Det var det muliges kunst, og der sker noget hele tiden med sådan et hospitalsbyggeri. Vi har jo desværre også skåret ned på sengepladser.
- Nu er det sådan, at byggeriet er forsinket fire år. Så alle ønsker, at det skal være færdigt nu. Det fornemmer jeg hele vejen igennem. Også fra dem, som tidligere har været meget kritiske over for det.
Kan du forstå, at der er nogen, som er bekymret over, om der er p-pladser nok.
- Nej, det kan jeg ikke.
- Jeg synes, man skal klappe i hænderne over, at man endelig er nået dertil, hvor man er i gang. Nu er der ingen, der brokker der sig mere. Vi har også måtte flytte 2.000 frøer, vi har haft geologer med teskeer og alt det er vi færdige med nu. Men man kan blive ved – nu har man truffet denne beslutning og alle har accepteret det, og det er jeg glad for, siger Per Tærsbøl til TV 2 Lorry.
- Slet ikke godt nok
Men trods glæde og tilfredshed hos kommune, region og følgegruppe, har Patientforeningen ikke meget til overs for løsningen om at fjerne parkeringspladserne.
- Det er slet ikke godt nok. Det er det ikke, siger den fungerende formand for Patientforeningen, Niels Jørgen Langkilde.
Foruden færre parkeringspladser ved Nyt Nordsjællands Hospital i Hillerød har regionen og kommune også imødekommet afgørelsen fra Miljø- og Fødevareklagenævnet ved at finde erstatningsnatur på et areal, som er dobbelt så stort som arealet af den mose, der nedlægges for at gøre plads til hospitalet.