Sandra behandlede tre med alkoholforgiftning på én nat: ”Vi skal ændre unges alkoholforbrug”

Sandra Talbi Nassif er læge på Hillerød Hospital. Hun vil gerne være med til at starte en debat for at få ændret unges massive forbrug af alkohol.

- Jeg var på nattevagt lørdag til søndag i akutmodtagelsen på Hillerød Hospital. Jeg så tre alkoholforgiftningspatienter under 25. Jeg siger det lige igen:

- Vi har et kæmpe problem med drukkulturen herhjemme, siden unge har behov for at drikke så ekstremt, at de bliver fundet bevidstløse.

Sådan lyder et tweet fra 29-årige Sandra Talbi Nassif.

Hun er læge på akutmodtagelsen på Hillerød Hospital, hvor hun i sin turnus har tre til fire vagter om måneden.

En af dem var altså i weekenden, hvor hun behandlede tre unge med alkoholforgiftning samme nat.

Det er langt fra noget særsyn.

- Dem er der mange af. Og når de vågner igen om morgenen, så synes de som oftest, det er sjovt og siger: Årh, godt, det ikke var værre. Men det er slemt. Så hvorfor gør de det mod sig selv?, siger Sandra Talbi Nassif til TV 2 Lorry.

For hende og kollegaerne på Hillerød Hospital fylder den seneste tids sager om unge mennesker, der forsvinder efter en bytur meget. Derfor taler de også her på akutmodtagelsen også sammen om, hvad de kan gøre for at få ændret alkoholkulturen blandt unge.

- Det er vanvittigt, at vi hele tiden hører om nogle, der forsvinder efter en bytur. Vi bliver simpelthen nødt til at få ændret unges alkoholforbrug, og jeg håber også, der kommer noget politisk velvilje til at se på, om man kan gøre mere, så vi kan undgå det her, siger Sandra Talbi Nassif til TV 2 Lorry.

I weekenden forsvandt en 16-årig efter en bytur i Helsingør. Mandag fandt politiet liget af en ung mand, de formoder er den 16-årige.

Samme weekend forsvandt en 22-årig efter en bytur i København. Han er endnu ikke fundet.

Tirsdag præsenterer regeringen en ny sundhedsreform, hvor flere spekulerer i, at regeringen vil foreslå at hæve grænsen for køb af alkohol til 18 år. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik