Uværdigt valgkaos på plejehjem: "Ikke en måde at behandle ældre mennesker på"

76-årige Inger Sköld er alt andet end tilfreds med den måde, de ældre skulle brevstemme på plejehjemmet Skanselyet i Hillerød.

Hver mandag eftermiddag danner plejehjemmet Skanselyet i Hillerød rammen om et spil banko, der er arrangeret af en gruppe frivillige, og som for en del af beboerne er et af ugens absolutte højdepunkter. 

Men mandag kom det ugentlige bankospil i alvorlig fare for at blive aflyst, da plejehjemmet samtidig fik besøg af valgtilforordnede, der skulle sørge for at beboerne kunne brevstemme til valget. 

Her lykkedes det efter lidt tovtrækkeri i første omgang de frivillige og de valgtilforordnede at indgå en aftale, der skulle tilgodese de ældre bedst muligt: 

Beboerne afsatte tid til at stemme klokken 14, og så ville ugens bankospil blive flyttet til klokken 15. 

Uværdigt kaos

Men selvom det skulle have sikret en god dag i ordentlige rammer, så endte det hele i et uværdigt kaos, ifølge 76-årige Inger Sköld, der er pårørende til en beboer på Skanselyet og samtidig er en af de frivillige, som er med til arrangere underholdning for beboerne, så de kan få noget positiv adspredelse i deres dagligdag.  

- Da jeg kort før klokken 15 kommer for at hente min mand og gå til banko, har de valgtilforordnede endnu ikke været der. Men vi beslutter os for at starte vores bankospil op, da vi jo ikke bare kan sidde og vente på nogle mennesker, der ikke dukker op, fortæller Inge  Sköld til TV 2 Lorry om oplevelsen, der efterfølgende endte i et - ifølge hende - uværdigt kaos.

Kunne ikke vente med at stemme

- Da vi så sidder med det sidste spil banko, kommer de valgtilforordnede ind i lokalet, og så ville de have, der skulle stemmes lige med det samme. Og det var ikke noget med at vente til efter sidste spil. Det skulle være lige nu. Og så sætter de ellers et bord op, hvor der skal stemmes, siger hun. 

Og den pludselige afbrydelse af spillet var ifølge Inger  Sköld med til at skabe stress og forvirring hos de ældre beboere, hvor en del lider af demens. 

- Først kunne personalet ikke finde de rigtige papirer, beboerne skulle bruge til at stemme, og da de så fandt papirerne, blev der lavet en kø af beboere, der stod så tæt, at det var muligt at se deres stemmeafgivelse, hvis man trådte lidt frem, siger Inge, der stadig er tydeligt irriteret over episoden. 

- Ved du hvad. Det er ikke den måde, man behandler ældre mennesker på.

Hos Hillerød Kommune anderkender de, at valgdagen godt kunne have forløbet mere elegant, men samtidig opstod problemerne hovedsageligt, fordi de valgtilforordnede havde haft meget travlt og derfor blev forsinkede. 

Ærgrer sig over Inges oplevelse

- Det var planen, at beboerne skulle stemme i to hold på de to afdelinger. Men de tilforordnede har været på mange plejehjem og var blevet forsinkede, og derfor var bankospillet gået i gang med beboere fra begge afdelinger, siger pressechef i Hillerød Kommune, Vibe Reetz, til TV 2 Lorry.

Hun kan ikke genkende, at de ældre ikke fik plads til at holde deres stemmeafgivning hemmelig, men hun er ærgerlig over Inges oplevelse af valghandlingen. 

- Der blev stillet et bord op i hjørnet, hvor de ældre blev kørt hen en efter en, så det ikke var meget ulig, hvis det var sket i deres eget hjem. Men situationen opstod, fordi de tilforordnede kom lidt for sent, og det er vi selvfølgelig rigtig ærgerlige over, siger Vibe Reetz. 

  




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik