17-årig dreng fængsles i sag om dobbeltdrab - 16-årig løslades

Begge drenge, der er sigtet for knivdrab på to unge i Taastrup, nægter sig skyldige. Den ene er fængslet.

En af to unge drenge på 16 og 17 år, som er sigtet for knivdrab på to teenagere i Taastrup ved København, er blevet varetægtsfængslet.

Det har en dommer i Retten i Glostrup besluttet.

Der er tale om den 17-årige, som er blevet varetægtsfængslet.

Det skal han være i foreløbig fire uger, oplyser advokat Jens Lang Rask til DR.

Imens er den 16-årige dreng blevet løsladt, oplyser hans advokat, Michael Lindquist, til DR.

Oplysningen bekræftes af anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi i et opslag på det sociale medie Twitter.

- Den 17-årige er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Den 16-årige er blevet løsladt af politiet efter afhøring i retten, skriver politiet.

Det fremgår ikke, hvad begrundelsen er for, at den ene er blevet varetægtsfængslet.

Ifølge DR er begge drenge fortsat sigtet for drab og drabsforsøg.

De to sigtede nægter sig skyldige. Den 17-årige nægter sig skyldig på baggrund af at have handlet i nødværge.

Det var kort før klokken 23 mandag, at Københavns Vestegns Politi fik en anmeldelse om det fatale knivstikkeri på Skjeberg Allé i Taastrup.

Tre teenagere blev ramt af knivstik.

En dreng på 17 år og en mand på 18 år blev dræbt. En af dem afgik ved døden på stedet, mens den anden døde på hospitalet.

Det tredje offer er en 17-årig dreng fra Albertslund. Han overlever og er blevet afhørt.

Da de to sigtede blev fremstillet i grundlovsforhøret, skete det bag såkaldt lukkede døre.

De fremmødte journalister og tilhørere kunne til gengæld være til stede i retslokalet, da sigtelserne blev læst op. Blandt tilhørerne var de sigtedes forældre.

Politiet mener, at knivoverfaldet blev begået "i forening". Af sigtelsen fremgår der ikke noget om, at de skal have haft forskellige roller.

Da anklageren læste sigtelsen op, snøftede flere på tilhørerpladserne.

Det kom også frem, at de sigtedes advokater ville have drengenes forklaringer, de har givet til politiet, læst op i retsmødet. Men det foregik altså, uden at offentligheden kunne følge med.

Politiet har tidligere oplyst, at de tre ofre kendte hinanden i forvejen.

Det er uvist, hvordan relationen er mellem ofrene og de sigtede. Men politiet har udtalt, at det ikke mener, at knivstikkeriet var tilfældigt.

Københavns Vestegns Politi oplyser onsdag på Twitter, at efterforskningen fortsætter efter retsmødet.

Af hensyn til grundlovsforhørets lukkede døre, "er det ikke noget, vi kan gå i detaljer omkring", skriver politiet.

Politiet opfordrer fortsat vidner til at kontakte dem, hvis man har oplysninger i forbindelse med sagen.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik