Fem du skal prøve: Prøv fem vandreture for enhver kondi

I sommerserien "fem du skal prøve" vil fem lokale eksperter guide dig til de bedste og mest unikke smage og oplevelser her i Hovedstadsområdet. I denne guide bliver du introduceret til fem, fede vandreture.

Artiklen er oprindeligt udgivet i juli 2022, men vi synes stadig, at den er læseværdig, derfor har vi genudgivet den. God fornøjelse.

Pandemien covid-19 bragte ikke meget godt med sig, men én ting hittede markant hos danskerne. 

Og det var at trække i gummisko og trave en tur. Meget andet kunne man faktisk heller ikke i nedlukningsdagene. 

Derfor fik rigtig mange af os smag for at høre gruset knase under sålerne, tælle kilometer på telefonens triptæller og mærke naturen og roen. 

En af dem, der for alvor blev ramt af vandre-hypen er Katja Normand fra Brøndby. 

Siden marts 2020 har hun tilbagelagt flere tusind kilometer og testet stort set alle kendte og ukendte vandreruter i Danmark. 

Katja Normand dyrker endda såkaldt ekstremvandring, hvor hun fra Vedbæk gik en Mammutmarch på 100 kilometer på 24 timer.

- Det var det vildeste. De første 40 kilometer går man, fordi det er hyggeligt. Men de sidste 60 kilometer er på viljen. Efter 63 kilometer gik vi kolde, fik diarre og kastede op. Men så fyldte vi os med mad og elektrolytter (salte, som hjælper med at genoprette væskebalancen, red.) og så gik vi videre. Dagen efter faldt alt hud af min lilletå, og det gjorde neglen også, fortæller Katja Normand. 

Katja Normand
Foto: United Production/DR

Og hvis du synes, hun ser lidt bekendt ud, er det fordi Katja Nordmand har deltaget i denne sæson af Alene i Vildmarken på DR. Der lykkedes det hende og veninden Katrine Berg at blive i ødemarken i 18 døgn. 

Nu er Katja Normand gravid, men det stopper hende ikke fra at vandre. Heller ikke når hendes datter er født. 

- Jeg er lige nu i gang med at undersøge, om jeg kan gå noget af Caminoen med en baby. Men ellers skal vi i hvert fald gå noget af Gendarmstien igen. Og Kyststien ved Feddet i Faxe. 

Men som sagt har Katja Normand travet det meste af Hovedstadsområdet og Danmark tyndt, så her kommer hendes fem bud på de flotteste, mest dragende og anderledes vandreture, som du kan kaste dig over denne sommer. 

I anbefalingerne kommer Katja Normand også med en række tips til en bedre vandretur. Blandt andet, at man skal drikke ekstra vand, når det blæser. 

Fem vandreruter du skal prøve

1

Furesøen rundt - 21 km

Foto: Christina Gerion - TV 2 Lorry

- Jeg har gået ruten tre gange. Og den er virkelig flot. De rigtig hurtige kan gå søen rundt på tre til fem timer. Jeg har gået den med en veninde på tre timer og 40 minutter.  Men vi spiste også gående, fortæller Katja Normand. 


- Det er et super smukt skovområde, man vandrer rundt i. Der er gode muligheder for at bade undervejs, og der er bænke til pauser. Og er man ikke så glad for at tisse bag en busk, er der også et ishus med toilet.


- Der er nogle lækre huse ned til vandet og skov og natur, man kan gå og kigge på. Og så er der en smule terræn på ruten, uden det bliver for meget. Og det er stadig på stier, man går på, så jeg vil sige, at de fleste kan gå Furesøen rundt, men man skal være i nogenlunde form. 


Læs mere om ruten her. 

2

Høje-Taastrup Maratonring - 7, 10, 21, 30 og 42 km

Foto: Høje Taastrup Kommune

- Høje Taastrup maratonring er en overset perle. Der er i hvert fald ikke så mange, som kender den. Men jeg vil klart anbefale den, lyder det fra Katja Normand. 


- Maratonringen har i alt seks forskellige ruter. En på syv kilometer, en på 10 kilometer, og to ruter på 21 kilometer. Og så er der to ruter mere på 30 og 42 kilometer. De er afmærkede med forskellige farver alt efter hvilken rute, man vælger. 


- Mange bliver overraskede over, at der er smukt på Vestegnen. Altså ikke os som bor her, men folk udefra. Og denne rute er virkelig smuk. Der er masser af skov, natur og søer. Man kan selvfølgelig høre motorvejen, når man går i nærheden af den, men det er ikke noget, der er generende. 


- Og så er der underholdende at gå ruterne, for på vejen er der forhindringsbaner, legepladser og masser at kigge på. 


- Det er fantastisk at gå på maratonringen, men man skal selv sørge for at have mad og drikke med. Man skal ikke tage for meget vand med, fordi det tynger. Og man gider ikke gå med en tung rygsæk. Derfor er det en god idé at lave en afstikker til en kirkegård eller to. Der er altid en vandpost, hvor man kan fylde sin vanddunk.


- Maratonringen er for alle, vil jeg sige. Ruterne er helt ned til syv kilometer, og de er ret flade og enten grus eller asfalt, så de passer til enhver kondi. 


Læs mere om ruten her. 

3

Troldejagt på Vestegnen - 40-50 km

Foto: Thomas Dambo

- Den næste rute jeg vil anbefale er troldejagt på Vestegnen. Vi har seks af Thomas Dambos fantastiske trolde, og det er genialt at tage turen med børn. 


- Det er en heldagstur på 40-50 km og den er benhård, hvis man går det hele. Men man kan også dele den op i etaper, og så er den god til alle aldre. 


- Det er oplagt at begynde på Absalon Camping i Rødovre. Her ligger Sovende Louis. Så går man videre langs med Vestvolden, og finder Trine Bakketop på grænsen til Hvidovre. 


- Herefter kan man gå ud til Ishøj langs med vandet fra Brøndby, her finder man Oscar under broen. Og derfra går man til Vallensbæk, hvor der er to trolde, Lille Tilde og Thomas på Bjerget. Man slutter af i Taastrup, hvor Teddy Venlig bor. 


- På turen kommer man igennem Kongsholmparken i Albertslund, og der er virkelig smukt. Det er nok Vestegnens smukkeste område med masser af natur, træer, søer og en kæmpe bakke. 


- Nogle af troldene gemmer sig lidt, og derfor skal man lede efter dem. Har man børn med, kan man også cykle rundt, og så er det jo så heldigt, at de havne, man kommer forbi alle har et ishus. 


Se det store troldekort her. 

4

Amarminoen - 27 km

Foto: Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix

- Amarminoen er jo en af de mere kendte ruter, men har man ikke prøvet den, skal man gøre det, lyder anbefalingen fra Katja Normand. 


- Man kommer igennem skønne områder. Der er ikke så meget støj og du får skov, kysten og helt grønne naturområder. Der er lidt for en hver smag derude.


- Jeg har gået den. Undervejs er der også shelterplads, hvor man kan dele turen eller bare lave bål og noget mad.


- Der er jo også mulighed for at bade flere forskellige steder, både fra strand eller havnebassin. Så det er en god ide at have badetøj med, hvis vejret er til det.


- Der er ikke mulighed for at tanke vand på ruten. Og det er heller ikke muligt at komme på toilettet, så det skal man lige have med i tankerne. 


- Ruten begynder med DR-Byens metrostation, og når man kommer frem, kan man tage bussen retur igen. 


- Det er en fantastisk smuk tur på en solskinsdag, men man skal huske solcremen. Man skal også være opmærksom på, hvor vinden kommer fra, man går nemlig langs med kysten, og der kan blæsten var meget hård. Så der kan man både få træk og blive gennemkold, og man opdager det først, når det er for sent, hvilket ikke er godt, når man går så langt.


Læs mere om ruten her. 

5

København til Helsingør - 45 km

Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

- Turen mellem København og Helsingør blev ret så populær for et par år siden, da en fællestur blev arrangeret på Facebook tilbage i 2019. Siden har rigtig mange gået den. 


- Jeg har selv gået den, og man skal nok sætte otte til ti timer af. Det er en smuk, smuk tur langs med kysten, og man kan gå og kigge på nogle af de meget dyre boliger. 


- Der er ishuse på ruten og flere muligheder for at tanke vand. Og så skal man huske at spise godt på turen. 


- Endelig skal man passe på blæsten, når man gå så længe langs med vandet. For man mærker ikke tørst, når det blæser, fordi man hele tiden bliver afkølet. Og så risikerer man at falde om. 


- Det gjorde jeg selv på en tur mellem Helsingør og Gilleleje. Jeg kollapsede og måtte tanke op med masser af sukker, væske og proteinbarer. 


- På ruten er der også masser af toiletter, og så kan man tage Kystbanen retur, hvilket også er ret hyggeligt. 


Læs mere om ruten her. 





Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik