Nu skal Danmarks travleste togskinner skiftes

Banedanmark igangsætter nu en sporfornyelse på Danmarks travleste fjernbanestrækning mellem København og Høje Taastrup. Fornyelsen strækker sig over to år.

Nu skal Danmarks travleste pendler-strækning have en overhaling. 

Det er fjernbanestrækningen mellem Høje Taastrup og København, som også er en del af landets ældste jernbane, der står overfor en sporfornyelse. Det meddeler BaneDanmark i en pressemeddelelse.

Ifølge Klaus Studstrup Jørgensen er fornyelse afgørende for en fremtidig togdrift.

- Strækningen mellem København og Høje Taastrup er en hjørnesten i Hovedstadsområdets infrastruktur. Derfor er denne fornyelse af sporene også en nødvendig indsats, da vi hermed er med til at sikre, at pendlere og andre togpassagerer kan se frem til en mere effektiv og stabil drift. Samtidig er projektet afgørende, når det kommer til at fremtidssikre infrastrukturen og bidrage til tog til tiden på den grønne jernbane, siger han i en pressemeddelelse.

To år med sporarbejde

Det er et større arbejde, der bliver sat i gang. 

Helt konkret indebærer arbejdet på den cirka 20 kilometer lange strækning blandt andet udskiftning af nedslidte skinner, sporskifter og sveller.

Dertil bliver også den såkaldte underbygning forbedret, og afvandingssystemet, som leder vand væk fra spor, sveller og banelegeme, bliver renoveret.

Ifølge Klaus Studstrup Jørgensen har man valgt at dele arbejdet op i to faser for at være til mindst mulig gene for pendlerne.

- Der er allerede tale om meget omfattende arbejde i begge år. Hvis det skulle have været samlet på ét år, så ville strækningen de facto være lukket i meget lange perioder, mens opdelingen over to år giver mulighed for en vis togdrift, mens arbejdet pågår, fortæller han til TV 2 Lorry og fortsætter: 

- Endvidere ville projektet simpelthen overlappe en række andre baneprojekter i Hovedstadsområdet, hvilket også ville gøre, at togtrafikken ikke vil kunne opretholdes på en tilfredsstillende måde. Derfor har vi valgt at opdele sporfornyelsen i to faser.

Første fase starter den 17. april og vil foregå mellem København og Glostrup. Her forventer man at være færdig den 7. november 2021.

Anden og sidste fase er på strækningen mellem Glostrup og Høje Taastrup og vil foregå i 2022.

Pendlere vil løbende blive orienteret

Mens sporerne bliver skiftet ud, bliver pendlere og naboer til jernbanen holdt opdateret om status på projektet.

- Da der er tale om et trafikalt knudepunkt, vil vi under arbejdet løbende holde borgerne orienteret om, hvornår de skal være opmærksomme på ændring i køreplaner. Samtidig har vi af hensyn til samme borgere prioriteret at holde perioderne med EM i fodbold og Roskilde Festival fri for spærringer, siger Klaus Studstrup Jørgensen.

BaneDanmark forsikrer også om, at borgere og pendlere vil blive orienteret i god tid forud for omkørsler, natarbejde og støj.

Allerede nu kan Banedanmark oplyse, at der under den første fase løbende kommer delspærringer, og der bliver totalspærret i weekenden den 23. til 25. juli i år på fjern og s-togsstrækningen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik