Endnu en kommune lurer på fire dages arbejdsuge – virksomhed når meget mere nu

Høje-Taastrup slutter sig til rækken af kommuner, der overvejer at indføre fire dages arbejdsuger. I Hellerup sendte virksomhed medarbejderne på deltid med fuld løn – og øgede produktiviteten.

Endnu en kommune drøfter nu muligheden for at indføre arbejdsuger på fire dage i stedet for de gængse fem.

Mens Københavns Kommune for nylig besluttede at udarbejde en model for fire dages arbejdsuger med mulig virkning fra det kommende nytår, så efterspørger flere partier i Høje-Taastrup Kommune samme løsning.

Ved onsdagens byrådsmøde havde SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet – der ganske vist repræsenterer et mindretal – stillet forslag om, at kommunens administration på samme måde som København går i gang med at se på, hvordan en kortere arbejdsuge konkret kan rulles ud.

- Vi mener det meget seriøst, og når vi ikke har lavet forslaget mere konkret end som så, så er det fordi, den mere konkrete udrulning skal være et anliggende mellem ledelse og medarbejdere, siger Peter H. Faarbæk (S), der har været med til at udarbejde forslaget, til TV 2 Kosmopol.

quote Det vil blive en win-win-win-situation

Pernille Grade Abildgaard

Mens der ikke blev taget en endelig beslutning på onsdagens møde, er den fungerende borgmester, Kurt Scheelsbeck (K) – der vikarierer for den kræftsyge Michael Ziegler (K) – ikke helt afvisende over for idéen.

- Men jeg vil bede vores administration om at undersøge nærmere, hvad fordele og ulemper ved det her kan være, siger han og tilføjer, at det vigtigste for ham er, at ordningen ikke må kunne ende med at betyde forringet service for kommunens borgere.

Medarbejdere fik fuld løn for deltid – og produktionen steg

Fire dages arbejdsuger er vejen frem.

I hvert fald hvis man spørger Pernille Grade Abildgaard, der driver et netværk med flere end 20 private danske virksomheder, der har indført fire dages arbejdsuge. Og så har hun også skrevet et par bøger om samme emne.

- Det vil blive en win-win-win-situation. Vi ser, at man i fire dages arbejdsuge-modellerne får øget produktivitet, som går hånd i hånd med øget arbejdsglæde, og som samtidig får sygefraværet til at falde. Og det kommer alle til gode, siger Pernille Grade Abildgaard.

Det oplevede man også hos den private virksomhed Vest Administrationen, der holder til i Hellerup og laver boligadministrationsopgaver.

For seks måneder siden indførte virksomheden en kortere arbejdsuge for dens 36 medarbejdere. Her arbejder de nu mellem 30 og 32 timer fra mandag til torsdag til samme løn, som de fik, da de arbejdede fem dage og 37 timer ugentligt.

Ifølge Andreas Søndergaard Kirkegaard, der er en af firmaets ejendomsadministratorer, har det været en stor succes blandt medarbejderne.

- Da vi indførte det, var der nogle, der var lidt bekymrede for, om vi kunne nå lige så meget på en dag mindre.

Men kan I når lige så meget?

- Vi når mere end før. Meget mere faktisk. Det skyldes, at vi er meget mere veloplagte, når vi møder ind på arbejde, og vi er meget mere effektive, når vi arbejder, forklarer Andreas Søndergaard Kirkegaard.

Længere arbejdsdage, kortere arbejdsuge

Samme løsning kan man dog ikke udføre i kommunalt regi. 

Den nuværende lovgivning tillader nemlig ikke, at kommuner kan aflønne for det, der svarer til en fuldtidsarbejdsuge på 37 timer for 30 timers arbejde.

Derfor vil en eventuel fire dages arbejdsuge i Høje-Taastrup Kommune fortsat rumme 37 timers arbejde, hvilket vil betyde længere arbejdsdage.

Derfor understreger forslagsstillerne også, at ordningen – såfremt den kan blive en realitet – skal være på frivillig basis.

- Hvis man vælger det til, er det nok også fordi, man mener at have overskuddet til det. Og jeg tror, at det vil betyde, at folk vil møde mere veludhvilede ind på arbejde, siger Peter H. Faarbæk (S).

Gode erfaringer fra andre kommuner

Onsdag aften besluttede Byrådet i Høje-Taastrup Kommune at sende medlemsforslaget fra SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet videre til administrationen.

Herefter vil det kommunale embedsværk udarbejde et mere detaljeret oplæg, som så kan blive behandlet - og eventuelt vedtaget - i Økonomiudvalget.

I Københavns Kommune var der ved drøftelsen tidligere på måneden meget bred enighed blandt politikerne om, at arbejdsuger på fire dage er vejen frem. Til gengæld var der uenighed om, hvornår ordningen skulle træde i kraft. Det ventes dog, at flertallet i København vil prioritere de kortere arbejdsuger ved efterårets budgetforhandlinger.

Flere kommuner har i løbet af især de seneste tre år indført kortere arbejdsuger og højere grad af fleksibilitet for udvalgte medarbejdergrupper.

Blandt andet har Solrød Kommune indført en lignende ordning for administrative medarbejdere, det samme har Egedal Kommune for både administrative medarbejdere og for teknisk servicemedarbejdere.

Odsherred Kommune var blandt de første af slagsen med forsøgsordningen, der siden er blevet permanent, og her har medarbejderne selv meldt om faldende sygefravær og færre rekrutteringsproblemer.

I Esbjerg Kommune har de 520 ansatte i jobcenteret siden 2020 kunnet vælge en arbejdsuge på fire dage – en ordning, der ifølge en rapport fra forsknings- og analysecentret VIVE har været en succes blandt medarbejderne.

Spørger man Thomas Bredgaard, der er arbejdsmarkedsprofessor ved Aalborg Universitet, så vil flere kommuner formentlig slutte sig til den stadig voksende liste over offentlige arbejdspladser, hvor kortere arbejdsuger er en mulighed.

Det skyldes ifølge eksperten, at kommunerne ofte har svært ved at konkurrere på lønnen, så i stedet må man konkurrere på arbejdsforholdene.

- Og jeg tror faktisk, at kortere arbejdsuger vil være et væsentligt konkurrenceparameter for kommuner i fremtiden, har Thomas Bredgaard tidligere udtalt til TV 2 Kosmopol.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik