Politiet søger vidner til teenagedrab: Flere gerningsmænd menes at stå bag

Politiet opfordrer borgere til at henvende sig, hvis de har oplysninger.

Politiet arbejder intenst på sagen om drabet på to teenagere i Taastrup mandag aften, men vil meget gerne høre fra vidner, der har kendskab til sagen. 

Ingen er endnu anholdt i sagen. 

Det oplyser vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, Peter Malmose, på et pressemøde tirsdag formiddag. 

- Vi har afhørt en række vidner, sikret en del tekniske spor og fortsætter efterforskningen, siger han.

- Vi vil gerne opfordre borgere, der har gjort sig iagttagelser til at henvende sig til os. Det kan være omkring Skjelbjerg Allé eller ved det nærliggende City2. Det kan også være vedrørende hændelser, som har fundet sted tidligere end ved 23-tiden, siger han. 

Politiet modtog mandag aften klokken 22.57 flere anmeldelser om knivstikkerier fra forskellige borgere i området.

Politiet ilede herefter til stedet med mange patruljer. På stedet fandt politiet tre unge mænd, der var blevet stukket med kniv. 

To af mændene - en 17-årig og en 18-årig - var så hårdt såret, at de afgik ved døden. De var begge fra Taastrup. Den tredje - en 17-årig fra Albertslund - overlevede og er ikke i kritisk tilstand. De tre kendte alle hinanden, oplyser politiet. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Foto fra gerningsstedet tirsdag formiddag.
Foto fra gerningsstedet tirsdag formiddag.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ikke tilfældige ofre

Peter Malmose oplyser tirsdag, at politiet ikke vil betegne drabene som tilfældige, og at mindst to gerningsmænd menes at stå bag. 

- Vi betegner det som en samlet hændelse, hvor der har været mere end en gerningsmand om at tilføje skaderne, siger Peter Malmose, der betegner gerningsområdet til at være et "i øvrigt roligt kvarter." 

Skjeberg Allé ligger i et boligområde nær indkøbscenteret City2.

- Vi har flere grunde til at tro, at City2 er relevant, siger Peter Malmose.

Politiet har forskellige grader af kendskab til de implicerede. Der er ingen grund til at tro, at hændelsen er banderelateret, men efterforskningen er fortsat "meget åben" i forhold til bagvedliggende motiver. 

- Der kan være tale om en uoverensstemmelse, som er opstået tæt på tidspunktet for drabene eller noget helt andet, siger Peter Malmose. 

Politiet opfordrer borgere, der har oplysninger i sagen, til at henvende sig til politiet på telefon 114 eller ved den mobile politistation på parkeringspladsen mellem City2 og det nye rådhus. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik