Trængsel på vejene efter corona: Nu vil Region Hovedstaden have os til at køre sammen

Nu skal en ny kampagne gøre samkørsel lige så populært, som det var før coronapandemien. Det skal afhjælpe trængsel på vejene, og nedsætte CO2-udledningen.

Flere bilpendlere skal køre sammen for at mindske både trængsel på vejene og CO2-udledning. 

Sådan lyder det i en helt ny kampagne, som Region Hovedstaden, virksomheder og flere kommuner står bag.

-Vi skal simpelthen blive bedre til at udnytte bilerne, vi skal blive bedre til at køre sammen så vi nedbringer Co2 udledningen, og trængslen på vejene. Så vi ikke sidder i kø på motorvejene til og fra København, siger Morten Hass, Mobilitetskonsulent, Region Hovedstaden.

Godt 30 arbejdspladser vil i november arbejde med at få deres medarbejdere til at køre sammen – ligesom flere kommuner vil målrette kampagnen til deres borgere.

I 19 ud af 20 biler sidder der bare én

Og det kan der umiddelbart være god grund til. På landsplan sidder der nemlig  i gennemsnit 1,05 personer i hver bil til og fra arbejde. 

Det svarer til, at der blot sidder flere end én person i hver 20. bil. Samtidig er trafikken på vejene steget med 11.5 procent fra andet kvartal i 2020 til andet kvartal i år. På motorvejene er trafikken steget med 13 procent i samme periode.

Der er flere fordele ved samkørslen, blandt andet lidt venlig konkurrence med kollegaerne, og at man kommer tættere på sine kollegaer i ordningen.

- Det er faktisk en hyggelig måde at være sammen med sine kollegaer på. Man får snakket sammen både om morgenen, og når man kører hjem. Også med nogle kollegaer, som man ikke nødvendigvis ville snakke med i løbet af dagen, siger Mikkel Christensen-Dalsgaard, Senior Scientist i virksomheden Gubra, der er en af virksomhederne, som er med i kampagnen.

Mikkel Christensen-Dalsgaard nyder det sociale i samkørslen.
Mikkel Christensen-Dalsgaard nyder det sociale i samkørslen.
Foto: TV2 Lorry

Firmaet var også med, da samme kampagne kørte i foråret.

- Det er en del af CO2-udslippet, vi kan påvirke. Der er en ret stor del af den, der stammer fra medarbejdernes transport til og fra arbejde. En kampagne, som den her, kan være med til adressere noget af det udslip, siger Henrik Blou, Administrerende direktør, Gubra.

Hos Gubra har de en app, der hedder Commute by Gubra, som skal gøre det nemt og simpelt at køre sammen med sine kollegaer. For der er både fokus på det sociale og det praktiske i samkørslen

-Det har gjort, at også uden for kampagneperioderne, er der faktisk en del af vores medarbejdere, som er blevet ved med at køre sammen, siger Henrik Blou, Administrerende direktør, Gubra.

Åbne bildøre

Det er præcist dét, de håber, sker hos Region Hovedstaden. De ser gerne, at samkørslen kan blive en vane i de virksomheder, der deltager i kampagnen.

-Vi håber, at vi får en masse mennesker til at turde at åbne deres bildøre, og se, at det slet ikke er så farligt. Lige så snart, man har prøvet det, så er man faktisk også tilbøjelig til at blive i det. Og man synes faktisk, at det både er godt og sjovt, siger Morten Hass, Mobilitetskonsulent, Region Hovedstaden.

I mindst hver femte bil, skal der sidde mere end én person i 2022
I mindst hver femte bil, skal der sidde mere end én person i 2022
Foto: TV2 Lorry

Det er meget mere end kun det sociale i samkørslen, der gør, at Mikkel Christensen-Dalsgaard gerne vil være med i kampagnen her.

- Det er, at jeg som privatperson, kan gøre en forskel i forhold til klimaet. Det der betyder mest for mig, er at jeg selv kan gøre noget ved den krise, der er i gang lige nu, siger Mikkel Christensen-Dalsgaard, Senior Scientist, Gubra.

Hos samkørselsgruppen startede de faktisk allerede i foråret, da der kørte en lignende kampagne. Og de er sikre på, det her er noget, de bliver ved med, når den slutter om fire uger.

-Jeg tror mange vil se fordelene og faktisk blive ved efter kampagnen er slut. Jeg tror også, at de her kampagner er med til at skubbe folk lidt i gang, og få prøvet det af, og se at det faktisk virker i virkeligheden, siger Mikkel Christensen-Dalsgaard, Senior Scientist, Gubra.

Målet med kampagnen er, at der i mindst hver femte bil sidder mere end én person i 2022.

Region Hovedstaden sender ny kampagne på landevejene

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik