Her bliver dit metalaffald knust af kæmpe kværn - og sendt ud i hele Europa
Alt fra biler til kabler, strygebræt og køleskabe kan genanvendes i vore sorterings-system for metal. I Roskilde starter rejsen mod smelteværkerne.
Der kører tons-tunge lastbiler ind ad porten og hen på lastbil-vægten i en uendelig strøm på Stena Recycling i Roskilde.
Det er altsammen metal-skrot i meget forskellige størrelser, der læsses af her. To 30 meter høje kraner ryster og sorterer de mange, forvredne metalstykker, hele biler, ståltråd, dåser, skibsskruer og alt muligt andet. Trods larmen og de enorme, blandede metal-bunker, er der en nøje planlagt arbejdsgang:
- Vi har Brian holdende herovre i kranen. Han tager alt det, der er for tykt til at køre igennem kværnen eller det, der er forkert, som vi ikke skal have her på pladsen. Det sorterer han fra. Alt det gode metal lægger han over til Søren, der griber det og lægger det op på båndet, og så kører det ellers igennem kværnen, siger Klaus Blaabjerg Dollerup, produktionschef på Stena Recycling A/S i Roskilde.
Den kværn, Klaus Blaabjerg Dollerup taler om, er så stor, at den fylder en hel bygning. En slags overdimensioneret persillehakker knuser vores allesammens metalaffald, før det sorteres ud i flere forskellige fraktioner på pladsen.
I TV 2 Lorrys serie "Hvem ta´r skraldet?" kan du se, hvad der sker med dit affald, når du har sorteret og afleveret det.
Mængder af metal på STENA Recycling i Roskilde
- Der ryger 90 tons metal ind i kværnen - i timen
- På et år modtager STENA 120.000 tons metal skrot bare i Roskilde.
- De modtager 80 procent af alt metal på Sjælland.
- 50.000 tons kommer fra genbrugspladser.
Leverer genanvendeligt metal til hele Europa
For enden af bygningen kører flere strømme af sorteret metal ud. En af dem er magnetisk jern, som er let at skille fra med en stor magnet med det samme.
- Vi modtager cirka 120.000 tons metal årligt fra kommuner, industri, autoophuggere og fra metalprodukthandlere. Det kommer ind og bliver læsset af, og det ryger gennem vores sorteringsanlæg og bliver delt ud. Cirka 70 procent af det, der kommer igennem, er magnetisk jern, og det kører direkte videre til stålværkerne, siger Klaus Blaabjerg Dollerup.
Og den lange transportvej er ikke et problem i genanvendelsesprocessen, mener professor Thomas Fruergaard Astrup fra DTU Miljø:
- Det virker som udgangspunkt ganske godt. Vi kan jo spørge os selv, om alle byer skulle have deres eget smelteværk, ikke? Det giver jo ikke mening. Så vi må acceptere, at det skal flyttes nogle steder hen. Til de anlæg, der har brug for det. Det er jo også et marked, som er europæisk. Og det må vi jo spille med i, ikke, siger han.
Vil have mindre metalaffald
10 procent af det Stena Recycling modtager, er messing, bly, zink, aluminium og rustfrit jern. De fraktioner køres til et moderne værk i Halmstad, hvor der med store sier, vand, magneter og kværne kan sorteres helt fint. Det ender som rene bunker af de forskellige metaller og kan sælges videre til industrien.
Men hvad med de helt små fine metalspåner, der kan gemme sig i nuller og snavs?
- De sidste 20 procent er affald, og det er faktisk der, vi lægger vores udvikling. Der har vi fokus på, hvordan vi kan udvikle, og hvordan vi kan forædle og minimere vores metal-affaldsmængde, siger Klaus Blaabjerg Dollerup, produktionschef på Stena Recycling A/S i Roskilde.
Han står foran en bunke, der mest ligner uld blandet med fine metalstumper. Han nulrer en lille bunke mellem fingrene. Den rummer også værdifulde råstoffer og er også noget, der kan genanvendes. Det sorteres på et værk i Grenå, som også hører til Stena koncernen.
Om ti år er vi bedre
Selv om Stena Recycling er effektive og arbejder med at spare på klodes ressourcer, så arbejder de også sammen med industrien og dens designere:
- Vi samarbejder med en række virksomheder omkring udvikling af deres produkter. Vi hjælper med hvordan det produkt, de gerne vil udvikle, kan genanvendes, når det er færdigt med at være brugt.
Et af FNs verdensmål er, at vi skal genbruge og genanvende meget mere af vores affald. Og Klaus Blaabjerg Dollerup er sikker på, at genanvendelse bliver endnu mere sofistikeret i fremtiden:
- Om ti år er vi meget bedre til at sortere - men det kræver også, at vi som forbrugere bliver bedre til at lave vores kildesortering, og det er på vej, siger han med et smil.
Rigtigt og forkert når det gælder dit metal-affald:
Metal: Ja tak
- Konservesdåser
- Drikkedåser
- Metallåg (fra f.eks. glas)
- Kapsler
- Gryder og pander
- Foliebakker
- Kaffekapsler
- Bestik
- Køkkenknive
- Sakse
- Fyrfadslysholdere
- Stanniol/sølvpapir
- Tomatdåser, glødepærer og græsslåmaskiner
Nej tak
- Metal, der indeholder elektronik (alt, der tilsluttes strøm eller batterier)
- Spraydåser
- Chipsposer
- Frostposer
- Kaffeposer
(Listen er baseret på Hillerød Forsynings sorteringsliste)