Fagfolk i åbent brev til kommunen: Oplever stigende mistrivsel blandt skolebørn

Repræsentanter fra skoleområdet i Hvidovre udtrykker i et åbent brev til kommunalpolitikerne deres bekymring over den mistrivsel, de oplever i byens skoler.

Det står ikke godt til, når det kommer til trivslen blandt skolebørnene i Hvidovre. 

Det sætter en række repræsentanter fra skoleområdet nu fokus på i et åbent brev til kommunalpolitikerne, hvor de beder om deres hjælp til at forsøge at vende den negative udvikling.

De ser en voldsom stigning i antallet af børn med særlige behov, og at flere elever har behov for specialiserede tilbud. 

Ofte skal ressourcerne findes i den almene undervisning, og det går ud over trivslen, fordi rammerne ikke lever op til det, der er behov for. Både hos eleverne og hos personalet.

Morten Bo Larsen, fællestillidsrepræsentant og kredsformand for lærerne i Hvidovre Kommune, peger på, at der er brug for mere end én voksen i klasselokalet, når en klasse har flere elever inden for autismespektret, så der kan blive taget hånd om alle eleverne i klassen. Og ideelt set har den ene voksen specialiseret viden inden for autismeområdet.

- Det, der virker, er at få noget specialiseret viden ind i klasselokalerne. Og der er brug for opmærksomhed omkring, at man ikke kan forvente, at vi skal opretholde de rigtig gode skoler, vi har i Hvidovre, hvis de økonomiske rammer bliver dårligere og dårligere, siger han til TV 2 Kosmopol.

Utidssvarende skoler

Han tilføjer, at de fysiske rammer på byens skoler er en stor udfordring, når man skal rumme en blandet gruppe børn med meget forskellige behov.

- Mange af lokalerne på vores skoler er utidssvarende. De har små, firkantede rum, hvor det er svært at få plads til moderne, inkluderende undervisningsformer. Det fordrer ikke det, der skal til, når man for eksempel har elever inden for autismespektret. Vi har flere steder rammer, der har stået stille i mange år, men en skoleverden, der har rykket sig, siger han.

Sara Benzon (SF), som er medlem af kommunalbestyrelsen i Hvidovre, arbejder selv som folkeskolelærer, og hun genkender de udfordringer, Morten Bo Larsen beskriver. Hun mener dog, at man bør overveje at hente en anden type hjælp ind i klasseværelserne.

- Det er en dyr løsning at få specialister ind, og jeg tror, vi skal ud at kigge på en mellemvej. For eksempel kan man have en mere udadgående PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), en, som er med ude at vejlede, som kan være mere på gulvet, og som kan være en sparringspartner. Og så skal den almene lærer også have noget videreuddannelse, siger hun og tilføjer, at det er en sag, hun vil kæmpe for, når der skal forhandles budget efter sommerferien.

Hvad vil du konkret gøre?

- Jeg kommer til at sidde til budgetforhandlingerne og slå i bordet, når den her sag nævnes, og der er det en gave at have sådan et brev at lægge på bordet. Vi skal udvikle hele mennesker, og de skulle gerne trives og få et godt liv. Det er også en samfundsting, for jo flere vi taber på gulvet, jo mere går det ud over vores samfund, siger Sara Benzon.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik