Gode råd fra ejendomsmægleren: Sådan gør du din bolig mere værd

Hvad enten du går med salgstanker nu, i morgen eller om 10 år, så er der en række ting, du kan tage fat på for at gøre din bolig mere værd.

Kalkpletter i bunden af badeforhænget?

- Nej, det ser uhumsk ud.

Og et nyt forhæng koster under 100,- kr.

- Skift det.

Så enkelt og kontant lyder rådene fra Steen Johansen, der er indehaver af LokalBolig i Hvidovre.

Steen Johansen har en række enkle råd, man med fordel kan tænke over inden en fremvisning.

- Det kan godt være, at det netop blot virker som ubetydelige småting, men for nogle købere forstyrrer det ganske enkelt deres blikke. Og det kan få dem til at fjerne fokus fra de væsentlige ting ved boligen, siger Steen Johansen.

Med 16 års erfaring som ejendomsmægler har han stor indsigt i, hvad mulige købere kan falde over af småting, når de er på boligjagt.

- Detaljer kan betyde virkelig meget for det samlede indtryk af din bolig. Det kræver altså ikke det store at få de sidste detaljer på plads, der gør det hele mere indbydende og giver køberne en følelse af at føle sig ekstra velkomne, forklarer han og kommer med en anden lille detalje, som nogen faktisk glemmer i skyndingen.

Steen (tv) viser, hvor Søren (th) skal sætte ind for øge chancerne for at sælge sit hus.
Steen (tv) viser, hvor Søren (th) skal sætte ind for øge chancerne for at sælge sit hus.

For særligt én ting er vigtig ikke at glemme før en fremvisning - og det er især en huskekage til mændene.

- Man skal altid huske at slå wc-brættet ned. Det er kvinderne, der i sidste ende bestemmer, hvor skabet skal stå. Og derfor også i hvilket hus, skabet skal stå i. Alle kvinder hader opslåede toiletbrætter. Det er et videnskabeligt faktum, slår Steen Johansen fast.

Har du har et hus med have, bliver din liste i sagens natur længere. Og selvom det er vinter lige nu, skal haven alligevel have en omgang.

- Med mindre plænen er gået totalt i vinterhi, så slå græs på dagen eller dagen inden fremvisningen. Ind til frosten sætter ind, kan der faktisk stadig komme små græsstrå, der stritter i alle retninger. Det kan godt være, der ikke kommer meget af under klipningen, men det giver haven en helt anden ro, hvis plænen står superskarpt, siger Steen Johansen.

Og som det allersidste skal du have fingeren på kontakten.

- Husk at tænde lysene i alle rum. Selvom fremvisningen foregår ved højlys dag, giver det alligevel noget til rummene, at der er fuldt skrald på alle elpærer her i de mørke måneder. Og husk at åbne alle døre i boligen. Det får køberne til at føle sig ekstra velkomne, slår Steen Johansen fast.

Tjekliste i forbindelse med boligsalg

Haven:

 

Ryd op i haven. Fjern alt, hvad der kan fjernes af haveredskaber, bolde, trehjulede cykler med mere.

 

Slå græs. Også selvom der nærmest ikke er noget at slå. Det kan ses alligevel.

 

Klip kanter af hækken og få toppen til at stå helt lige.

 

Fjern blade, kviste og grene.

 

Lug alt ukrudt væk.

 

Fej grus og sten væk fra fliserne i forhaven. Det er det første, man ser, når man går ind i huset.

 

 

Entré:

 

Fjern det meste fodtøj og overtøj, så skohylder og knager ikke ser proppede ud.

 

Hoveddøren skal være indbydende. Er der mærker, eller skaller malingen af nogen steder, så få den malet. Husk på, at hoveddøren er købers første indtryk af boligen.

 

 

Stue og soveværelser:

 

Fjern billeder af familien. Billeder af personer er faktisk noget, man altid ubevidst kommer til at kigge på, og det fjerner fokus. Du skal naturligvis ikke tage billeder ned fra væggene, så der kommer bare pletter og søm til syne.

 

Husk at stille bøgerne pænt i reolen og helt ud til kanten. Det giver en ro i stuen.

 

Tjek alle vandrette flader. Fjern alt overflødigt, så de næsten er tomme. Blomster, nips, bøger, legetøj, vaser, lysestager etc. Der må gerne stå lidt tilbage, så huset ikke ser klinisk ud, men det skal virkelig ikke være meget.

 

 

Køkken:

 

Poler køkkenvasken op, hvis den er af stål.

 

Rengør glasset i ovnlugen. Den må ikke være plettet af fastbrændt mad.

 

Sørg for at komfuret er skuret helt rent for alle madrester.

 

Vask støv og fedt af emhætten. Køberne kan miste lysten til at lave mad i et køkken, der fremstår uhygiejnisk. Det kan være svært for dem at se ud over.

 

Tøm skraldespanden, så der ikke er den mindste aroma af affald i køkkenet.

 

 

Badeværelse(r):

 

Er der kalk på badeforhænget så skift det. Et nyt koster altså kun omkring 100,- kr i Jysk eller Ikea.

 

Håndvask, spejle og naturligvis også toilettet skal være rene og pæne. Er der brune rande i toilettet, så få dem skuret væk. Giv badeværelserne et forsigtigt lille pift med en duftspray. Men kun et enkelt lille pift. Der må ikke stinke af…ja…øh stinke af parfume…

 

Slå wc-brættet ned – det er altså kvinderne, der har det sidste ord at skulle have sagt.

 

 

Hele boligen:

 

Træk gardiner og persienner helt fra og tør vindueskarmene af. De skal også tømmes for alt overflødigt.

 

Vask dine vinduer. Både indvendigt og udvendigt. Det giver mere lys til boligen og får den til at se mindre snusket og dunkel ud.

 

Sørg for at lufte grundigt ud i god tid og skru op for radiatorerne, så boligen er lun.

 

Husk at tænde lysene i alle rum. Selvom fremvisningen foregår ved højlys dag, giver det alligevel noget til rummene, at der er fuldt skrald på alle elpærer her i de mørke måneder. Og husk at åbne alle døre i boligen. Det giver køberne en ekstra følelse af at være velkomne.

 

Kør bilen ud af garagen og nogle meter væk. Så virker huset mere åbent. Det får også køberne til at slappe af og føle sig mere frie til at gå boligen igennem, når det ikke virker som om, at sælgeren kan være hjemme.

 

 

(Kilde: Steen Johansen, indehaver af LokalBolig Hvidovre)


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik