Vraget borgmester smækker med døren: ”Partiet har ikke behandlet mig godt”

Ole Bjørstorp (S) har ikke tænkt sig at overdrage borgmesterposten til den nye spidskandidat i Ishøj, inden næste års valg. Han udelukker heller ikke at stille op som borgmester for et andet parti.

Selvom Ishøjs socialdemokratiske borgmester gennem 20 år, Ole Bjørstorp (S), er blevet vraget som spidskandidat for sit eget parti ved næste års kommunalvalg, så er han ikke en færdig mand i kommunalpolitik.

Bykongen Bjørstorp siger til TV 2 Lorry, at han regner med at være at finde på stemmesedlen i Ishøj Kommune ved næste års valg.

Han udelukker sågar ikke, at det bliver for et andet parti end Socialdemokratiet, som han ellers har repræsenteret som kommunalpolitiker i snart 40 år.

Dermed ligner tirsdagens nederlag til Ole Bjørstorp i kampen om titlen som borgmesterkandidat i Socialdemokratiet, hvor et flertal pegede på rivalen Merete Amdisen, begyndelsen på et bittert brud mellem bykongen og partiet, som har siddet tungt på magten i Ishøj Kommune siden grundlæggelsen i 1970.

quote Partiet har sådan set ikke behandlet mig særlig godt

Ole Bjørstorp

- Jeg er fuldstændig afklaret med nederlaget. Der har været så meget ballade i partiet, at det nærmest er en lettelse nu ikke længere at skulle stå i spidsen, siger Ole Bjørstorp til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Partiet har sådan set ikke behandlet mig særlig godt, så jeg bliver siddende som borgmester hele valgperioden. Borgerne har valgt mig som borgmester – ikke Merete Amdisen, og det er vælgerne, jeg arbejder for.

Adspurgt til, hvad han mener, når han siger, at partiet ikke har behandlet ham særligt godt, svarer Bjørstorp, at der generelt har været for lidt opbakning til ham som borgmester i den seneste tid.

- Og det bryder jeg mig ikke om, siger han.

Normalt har det ellers været kutyme i kommunalpolitik, at en afgående bykonge overdrager posten til partiets udvalgte arvtager inden kommunalvalget, så arvtageren – i dette tilfælde Merete Amdisen – kan nå at opbygge sig erfaring samt et navn som borgmesterkandidat.

Ole Bjørstorp (tv) tabte et kampvalg om at blive Socialdemokratiets borgmesterkandidat til Merete Amdisen (th). Siden brød borgmesteren ud af partiet og stiftede Ishøjlisten.
Ole Bjørstorp (tv) tabte et kampvalg om at blive Socialdemokratiets borgmesterkandidat til Merete Amdisen (th). Siden brød borgmesteren ud af partiet og stiftede Ishøjlisten.
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Men ikke i Ishøj. 

Det lader nemlig ikke til, at Ole Bjørstorp har den store tiltro til sin socialdemokratiske tronarving. I en kommune, der normalt er et stensikkert home run for Socialdemokratiet, sår Bjørstorp tvivl om Amdisen som den næste borgmester.

- Jeg ved ikke, om Merete Amdisen bliver en god borgmester, eller om hun overhovedet bliver borgmester. Der kan ske meget inden valget næste år. Nogle kan gå ud af partiet og tilslutte sig et andet, siger Ole Bjørstorp.

Vil du overveje at stifte en borgerliste og stille op som borgmesterkandidat derigennem?

- Det har jeg ikke tænkt over. Borgerlister er der ingen fremtid i, men det er der i gængse partier.

Overvejer du at skifte parti og stille op som borgmester for et andet parti end Socialdemokratiet?

- Det udelukker jeg ikke, men nu sover vi lige på det, og så tager vi bestik af situationen i morgen, siger Bjørstorp.

Fravalget af Ole Bjørstorp og valget af Merete Amdisen er en foreløbig kulmination på et voldsomt, internt magtopgør, der har splittet den socialdemokratiske byrådsgruppe i det seneste års tid, hvor Ole Bjørstorp også er kommet i modvind efter Ekstra Bladets afsløringer af ulovlig brug af tjenestebil.

Siden har en intern fløjkrig og et magtopgør hærget Socialdemokratiet i Ishøj, med Ole Bjørstorp i det ene hjørne og Merete Amdisen i det andet hjørne.

Den splittelse reflekteres i tirsdagens resultat af afstemningen om partiets næste borgmesterkandidat.

Her var de 243 stemmeberettigede medlemmer af partiforeningen nemlig langt fra enige om, hvem der skal lede partiet i fremtiden.

Mens lidt over halvdelen pegede på Amdisen, støttede en fjerdedel fortsat op omkring Bjørstorp, mens hver femte pegede på en helt tredje kandidat.

Ole Bjørstorp har været borgmester siden 2001 og er blandt de 20 længst siddende borgmestre i TV 2 Lorrys sendeområde siden 1970.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik