Container-kovending: Nu kan der bygges masser af ungdomsboliger

Der har været tvivl om, hvordan den nye lovgivning om midlertidige studieboliger skulle tolkes. Men nu kan container-byggeriet endelig begynde.

- Er alle papirerne der, og er ansøgningerne ordentligt udfyldt, ja så kan jeg ikke se, at der kan gå mange uger før, der kommer et ja til byggetilladelsen. Så står ungdomsboligerne der forhåbentligt snart, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell til TV 2 Lorry. 

Og det er en stor nyhed. 

Onsdag meddelte borgmesteren nemlig, at planloven var selvmodsigende, og at man i kommunen tolkede loven, der er vedtaget af Folketinget denne sommer, således at der kun må opføres få midlertidige boliger ad gangen. 

Dermed kunne blandt andet firmaet CPH Village, der har søgt om lov til at opstille 88 2-værelses containerboliger på Refshaleøen, se deres planer ryge i havet. 

Nu starter arbejdet

Forvaltningens melding lød, at man kun måtte bygge lidt over 50 containerboliger i området, hvis ikke kommunen alligevel skulle være nødt til at lave en lokalplan for området og dermed udsætte projektet på ubestemt tid. 

Men det er altså en tolkning, som man nu har droppet, og dermed er containerprojekterne reddet.

- Vi er rigtig, rigtig glade for endelig at kunne komme i gang. Vi vil allerede begynde på fredag, siger medejer af CPH Village Frederik Noltenius Busck til TV 2 Lorry.

- Det her betyder helt konkret, at vi kan få noget volumen på vores produktion, så vores anlægsomkostninger bliver mindre. Og det gør, at vi kan tilbyde en attraktiv husleje for de studerende, forklarer han. 

 
 
Foto: CPH Village

Snart klar til indflytning

Huslejen kommer til at ligge omkring 4.000 kroner om måneden for et 20 kvadratmeter stort containerhjem ved kajen. 

Der vil være både køkken, badeværelse og faste senge med kasser til opbevaring, så alle kvadratmeter udnyttes bedst muligt. 

Containerne er shippingvirksomhedernes aflagte, hvilket gør det både billigt og bæredygtigt, og de isoleres, så boligen lever op til bygningsreglementerne for 2020.

-  Man skal ikke lave noget skrammel men noget flytbar kvalitet. Vi laver nogle gode rammer for de unge, så de kan få et godt liv herude, siger Frederik Noltenius Busck til TV 2 Lorry.

- Det har været positivt at opleve, at Københavns Kommune har tårnhøje ambitioner for, hvad den her containerby skal være og kunne. Vi er jo enige i, at man skal stille krav, så vi kan godt forstå, at tingene tager lidt tid, siger han. 

Allerede til november skulle containerne være klar til indflytning. De må stå i området i maksimalt 10 år og må kun benyttes af studerende. 

Der er også talt om at opstille containerboliger på øde og tomme grunde nær Nordhavn, Godsbaneterrænet, Refshaleøen og Kløverparken. 

 
 
Foto: CPH Village

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik