Dans giver demente og ældre minderne tilbage

Der blev svinget med hofterne og hjulene i dag, da plejehjembeboere deltog i et stort afdansningsbal. Dansen vækker minder, lyder det fra flere.

Ældre fra otte forskellige plejehjem i Københavns Kommune var i dag til bal på Arbejdermuseet. Det sker i forbindelse med kommunens demensuge, hvor der bliver sat fokus på sygdommen. Flere af deltagerne til ballet har enten fået diagnosen demens eller har blot lidt svært ved at huske.

En af deltagerne er 87-årige Boje Preben Ebstrup fra Johannesgården i Brøndshøj.

- Dansen er mit et og alt. Jeg begyndte til dans, da jeg var 12 år gammel og har danset lige siden, siger han.

Selvom han i dag sidder i kørestol, holder det ham ikke tilbage fra at svinge hjulene til tonerne af Svend Nicolaisens Orkester, der var et populært radioorkester fra 1940'erne til 80'erne. Musikken vækker en masse minder til live:

quote Teorien er, at jo længere man går tilbage, jo bedre husker vi.

Susanne Rishøj, initiativtager til erindringsdans.

- Jeg var 14-15 år under krigen, og der var jeg med min far ude og sprænge jernbaneskinner i luften. Det var jo materiel, fortæller han og tilføjer:

- Men musikken minder mig mest om dejlige, skønne kvinder.

Musik og dans vækker minder

Ifølge initiativtageren bag den såkaldte erindringsdans, Susanne Rishøj, er der flere studier, der viser, at når man hører musik fra fortiden og samtidig bevæger sig til den, så husker man bedre. Også mennesker der lider af demens.

- Teorien er, at jo længere man går tilbage, jo bedre husker vi. Så nogle af de minder, man har fra ens barndom eller ungdom, kan man få frem, hvis man spiller nogle af de melodier, man hørte dengang, forklarer hun.

Det kan Boje Preben Ebstrup nikke genkendende til, og han slår fast, at han i hvert fald ikke kommer til at glemme dagen i dag.

- Det glemmer jeg ikke. Det hænger ved i flere år, siger han.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik