Enhedslisten får flertal til mere bæredygtigt byggeri i København

Det er afgørende, at byggesektoren bliver trukket i en mere klimabevidst retning, mener teknik- og miljøborgmesteren.

Økonomiudvalget i Københavns Kommune har genbehandlet planerne om, hvordan genbrug og genanvendelse af byggematerialer skal indgå som et element, når kommunen udvælger samarbejdspartnere på byggeopgaver.

Her har Enhedslisten fået succes med tre ændringsforslag, de havde stillet i sagen.

- Det er glædeligt, at Enhedslisten er lykkedes med at trække kommunen i en mere ambitiøs retning, end der først var lagt op til. Det er afgørende, at vi trækker byggesektoren i en mere klimabevidst retning ved at have skærpet fokus på cirkulær økonomi, så vi sammen kan skabe en grønnere fremtid, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) til TV 2 Lorry.

Helt konkret har Enhedslisten fået flertal for, at der i fremtidige budgetnotater skal indarbejdes information om, hvorvidt en høj genanvendelse vil fordyre kommende byggeprojekter.

Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen, Enhedslisten.
Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen, Enhedslisten.
Foto: TV 2 Kosmopol

På den måde kan politikerne både se, om projekterne overhovedet bliver dyrere, hvis man genanvender materialer, og de får mulighed for i så fald at sætte penge af til at prioritere genanvendelse.

- Når genanvendelse af byggematerialer nu bliver en del af projektbeskrivelsen af kommunale byggeprojekter, kan vi se, om det reelt får en fordyrende effekt. Mange entreprenører oplever det ikke sådan, og derfor skal vi heller ikke være bange for at kaste os ud i det.

- De kommende erfaringer kan forhåbentlig være med til at forhøje genanvendelsesprocenten i fremtiden i både kommunale og private byggeprojekter, lyder det fra Ninna Hedeager Olsen.

Uambitiøst udspil

Baggrunden for den første behandling var et medlemsforslag Enhedslisten stillede tilbage i september 2018.

Her foreslog man, at det ved udbud af kommunale byggeopgaver skulle indgå som et krav, at 20 procent af materialet kom fra genanvendelse og genbrug, samt at procentsatsen blev øget til 50 procent frem mod 2025.

Det blev afvist af Økonomiforvaltningen, som i stedet foreslog, at kommunen nøjedes med i 2019 og 2020 at udvælge et antal relevante byggeprojekter, hvor genanvendelse af byggematerialer skulle være et fokusområde.

Enhedslistens Karina Vestergård Madsen er i forvejen medlem af Økonomiudvalget og medlem af Socialudvalget.
Enhedslistens Karina Vestergård Madsen er i forvejen medlem af Økonomiudvalget og medlem af Socialudvalget.
Foto: Københavns Kommune

Økonomiudvalget sendte de oprindelige planer til resten af Borgerrepræsentationen i midten af august.

Her blev det dog besluttet, at forslaget skulle genbehandles, efter at Enhedslistens på det tidspunkt stedfortrædende teknik- og miljøborgmester, Karina Vestergård Madsen, kaldte ambitionsniveau hos Økonomiforvaltningen for skuffende.

- Med klodens tilstand taget i betragtning er der ikke tid til at fedtspille med vores indsatser i forhold til at komme klimaforandringerne i møde og sænke overforbruget. Derfor er jeg i høj grad skuffet over det udspil, som Økonomiforvaltningen er kommet med, fordi det ligger milevidt for de grønne intentioner, vi har med vores forslag, sagde Karina Vestergård Madsen.

Byggeri er en klimasynder

Københavns Kommune skriver i en pressemeddelelse, at der de seneste to år er sat anlægsprojekter i gang for knapt 6,9 milliarder kroner i København, og at der i 2019 er der budgetteret med byggeri for langt over 3,2 milliarder kroner.

Ifølge en rapport fra Teknologisk Institut kan omkring 40 procent af samfundets bidrag til den globale opvarmning relateres til byggeriet, og sektoren står samtidig for 30 procent af vores affaldsproduktion.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik