Færre i brug og færre i drift: Bycyklen har problemer

Tal viser, at færre bruger hovedstadens bycykler, og hver fjerde har været ude af drift, selvom de burde være tilgængelige.

Der har de seneste år været meget tumult om hovedstadens offentligt støttede bycykler.

Nu viser nye tal, at de ialt 1.850 hvide elcykler har problemer.

Brugstallene for bycyklen er fra 2016 til 2017 faldet med 22 procent.

Værst stod det til i december 2017, hvor der var 35.000 lejede ture, hvilket er langt under halvdelen af december 2016, hvor der ifølge Politiken var over 90.000 ture.

Derudover var kun 75 procent af bycyklerne i gennemsnit tilgængelige sidste år - i oktober var det kun 61 procent.

Det sker på trods af, at operatøren af bycyklen skal sikre, at 88 procent af bycyklerne er tilgængelige. 

Vådeste år siden 1874

Det er By- og Pendlercykel Fonden, der ejer retten til at udbyde og markedsføre bycyklen. Direktøren har flere bud på, hvorfor der er færre, der bruger bycyklen. 

- Vi har skilt os af med de gratister, der tidligere har benyttet bycyklen. I de første år havde vi en ordning, der tillod abonnenterne at køre et ubegrænset antal halve timer gratis som en del af abonnementsprisen. Det var der mange, der benyttede sig af, og koderne blev desværre også delt, så det var ikke en særlig god forretning. Prismodellen er nu ændret, og det er en af grundene til det ændrede brugsmønster i 2017, lyder det Tina Füssel, der er direktør i By- og Pendlercykel Fonden.

Fonden bag den københavnske bycykel tager nu til genmæle - efter den kritik, der er væltet ned over det tohjulele storbyfænomen.

- Derudover var 2017 det vådeste år, siden DMI begyndte at måle tilbage i 1874. Da regn er den faktor, der har størst indflydelse på, at cyklister generelt fravælger deres tohjulede følgesvend, har det selvfølgelig også påvirket vores brugstal, fortæller hun. 

Ifølge direktøren skal det ses i den sammenhæng, at en del af cyklerne ikke længere er på gaderne. Det har man gjort af økonomiske årsager for at sikre mindre slid og mindre vedligehold. 

Politikere vil genoverveje modellen

At færre bruger bycyklen, og at hver fjerde af dem i gennemsnit har været ude af drift sidste år, har fået flere politikere i København til at kritisere ordningen. 

Gruppeformand for Det Konservative Folkeparti i København, Jakob Næsager, foreslår, at man i stedet lader private aktører komme på banen - uden offentlig støtte. Han mener, at den nuværende ordning er "spild af ressourcer".  

- Da bycyklerne blev anskaffet, fik vi på rådhuset at vide, at hver cykel skulle køre mindst otte gange om dagen for, at det kunne løbe rundt. Det er klart, at når rigtig mange cykler ikke er tilgængelige, og rigtig mange bare står stille, så er der ikke god økonomi i det, og så ender regningen hos skatteyderne, lyder det fra politikeren. 

Politikerne mener på baggrund af tallene, at modellen bør genovervejes. 

- Vi skal kigge på, om det her cykelsystem overhovedet har en fremtid, og om det er realistisk, at det kommer op og køre i forhold til den kontrakt, vi har lavet med københavnerne om at have et velfungerende cykelsystem, lyder det fra Mette Annelie Rasmussen, der er gruppeformand for Radikale Venstre i København.  

- Vi har jo hørt, at forklaringen er vejret, og at nogle cykler er taget ud af drift. Det kan jo gøre, at folk synes, det er en dårlig service. Jeg er blevet mere kritisk indstillet overfor, om det her er den bedste og eneste løsning, vi skal have i forhold til delecykler, lyder det fra Fanny Broholm fra Alternativet, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget. 

Fakta om bycyklen

DSB, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune præsenterede bycyklen i 2014. 

Leverandøren af bycyklen - GoBike - gik konkurs sidste år. 

By- og Pendlercykel Fonden overtog herefter GoBikes datterselskab. 

By- og Pendlercykel Fonden er stiftet af DSB, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, og den ejer retten til at udbyde og markedsføre bycyklen. 

De tre samarbejdsparter DSB, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune bidrager samlet med 86,5 millioner kroner til aftalen om bycyklen. Københavns Kommunes andel er 40 millioner kroner. Aftalen om bycyklen omfatter et system, der er i drift i otte år. 

Bikeshare Denmark står for levering, drift og vedligeholdelse af bycykelsystemet.

Tager tid at rydde op efter konkurs

Firmaet bag bycyklerne, GoBike, gik konkurs for cirka et år siden. Virksomheden var presset af gæld og en redningsplan med en række private investorer faldt igennem.

I skifteretten blev det en måneds tid senere afgjort, at By- og Pendlercykel Fonden overtog driftsselskabet og fremover skulle stå for drift og udvikling af bycykelsystemet i hovedstaden.

Direktøren i fonden mener, at det er en del af årsagen til det lavere brugstal, og hun understreger, at økonomien på trods af det er blevet bedre.  

- By- og Pendlercykel Fonden overtog et konkursbo for mindre end et år siden. Der var en grund til, at den tidligere leverandør gik konkurs, og det er ikke noget, man lige retter op på med et fingerknips – det tager tid at rydde op efter den slags. Det er en stor del af fondens år gået med – at sikre bycyklens overlevelse, også på den lange bane, fortæller Tina Füssel. 

Fanny Broholm fra Alternativet vil gerne se nærmere på, om der skal åbnes op for private aktører som for eksempel bycykler fra Donkey Republic.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik