København vander videre - trods vandingsforbud

Selvom Hofor har bedt deres ejerkommuner om at undlade at vande offentlige arealer, så fortsætter København. De bruger nemlig spildevand i en forsøgsperiode.

En kommunal medarbejder hælder tusindvis af liter vand på de tørstige træer i Valby Parken, dagen efter Hovedstadens Forsyningsselskab, Hofor, bad deres ejerkommuner om at spare på vandet.

En nødvendighed her i tørken, fortæller enhedschef Morten Hjortgaard Christiansen fra Københavns Teknik- og Miljøforvaltning til TV 2 Lorry.

- Ellers ville de tørre ud og dø, og så skulle vi skifte dem. Og det er altså en omkostelig affære at skifte sådan nogle træer her.

Spildevand bliver ikke spildt

Men vandet er slet ikke en belastning for hverken Hofor eller vores allesammens grundvand. Det er nemlig renset, filtreret spildevand fra spildevandsvirksomheden Biofos.

- Normalt ville det bare blive ledt ud i havet. Nu bruger vi det til at vande træer med i stedet for at bruge vores grundvand til formålet, siger Morten Hjortgaard Christiansen.

Almindeligvis ville kommunen bruge overskudsvand fra de lokale søer, men nu har de i en forsøgsperiode indgået et samarbejde med Biofos, som ligger et stenkast fra Valby Parken.

En win-win-win-situation

- Vi har mindsket kørslen, vi har mindsket omkostningerne til vand og vi bruger ikke drikkevand i dagligdagen, så det er en fantastisk god løsning. 

Og det er ikke kun godt for kommunens økonomi og miljø. Ifølge Morten Hjortgaard Christiansen, så viser de første målinger, at træerne tager godt imod genbrugsvandet.

- Det rensede, filtrerede spildevand fra Biofos indeholder lidt kvælstof og lidt fosfor, og det er det, træerne godt kan lide. Så vi sparer egentlig også i et gødningsmæssigt aspekt.

Vi vander til Vorherre tager over

Spildevand er der nok af, fortæller Morten Hjortgaard Christiansen. Dagligt tanker hans medarbejdere op mod 40.000 liter vand, der bliver fordelt mellem Valby Parkens 200 træer og mindst ligeså mange buske.

- Vejrudsigten siger, at i starten af august, der skulle det begynde at se lidt bedre ud. Men vi kører på, indtil vi er sikre på, at Vorherre selv vander ordentligt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik