Kofoeds Skole på Amager modtager arbejder-pris

HK Hovedstaden uddeler hvert år prisen 'Årets Anker'. Prisen går til påskønnelse af personer eller organisationer, der gør noget særligt for arbejderbevægelsen og dens medlemmer.

Kofoeds Skole modtager i år prisen 'Årets Anker'. Det er HK Hovedstaden, som står bag uddelingen af prisen, der gives til organisationer eller personer, der gør noget særligt for arbejderbevægelsen og dens medlemmer - og herunder også de menneskelige relationer.

Det gør de ifølge HK hovedstaden på Kofoeds Skole.

I 1940'erne gik en ung og arbejdsløs Anker Jørgensen rundt på Christianshavn. Han så Kofoeds Skole, lod sig registrere som elev og tilmeldte sig straks engelskundervisning. 

Det viste sig at være givtigt for resten af hans karriere, og i dag bliver ringen sluttet, når Kofoeds Skole modtager prisen 'Årets Anker', for deres arbejde med at hjælpe socialt udsatte mennesker og arbejdsledige til at få et bedre liv gennem selvhjælp.

Med prisen følger en pengesum på 30.000 kroner, og dem ser forstander på Kofoeds Skole, Robert Olsen, som en stor anerkendelse af skolens arbejde med samfundets svageste grupper.

- Vi er rigtigt glade og taknemmelige for at modtage 'Årets Anker'. Det er noget særligt for os eftersom Anker Jørgensen har gået på skolen i en arbejdsløshedsperiode. Vi er meget stolte, siger Robert Olsen i en pressemeddelelse.

På årligt basis benytter over 4.000 mennesker med flere end 100 nationaliteter skolens tilbud, som også indbefatter rådgivning for udsatte borgere, undervisning for arbejdsledige, erhvervstræning i værksteder og herbergstilbud til unge hjemløse.

Anker Jørgensen besøgte Kofoeds Skole igen i 1986. Denne gang for at holde et foredrag. Her gik talen om skolens betydning for det virke, han senere fik:

- Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde troet, jeg skulle bruge engelsk til, men jeg må da indrømme, at jeg senere har fået kolossal meget brug for det. Der (på Kofoeds Skole, red.) fik jeg fundament for det engelsk, jeg senere har bygget ud, så det er nogenlunde hæderligt, så det kunne bruges. Og det blev jo brugt, da jeg senere talte med, ja forhandlede med, mange af de store, b.la. Willy Brandt, Helmut Schmidt, Harold Wilson, præsident Gerald Ford og senere Carter – ja for resten og Reagan, Thatcher og mange flere.

 

Fakta om Kofoeds Skole

  • Kofoeds Skole findes i København, Aarhus, Aalborg og i Nuuk.
  • Skolen har været med til at oprette omrking 25 søsterskoler i Østeuropa.
  • Hver dag bruger 600 elever Kofoeds Skole
  • Kofoeds Skole blev oprettet i 1928 af kordegn Hans Christian Kofoed og hans kone Astrid med et ønske om at hjælpe Københavns mange unge arbejdsløse mænd.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik