Moderne bofællesskaber hitter i hovedstadsområdet

Bofællesskaber oplever lige nu en renæssance. Den atypiske boligform, der kan virke som et levn fra 70'erne, vinder frem mange steder på Sjælland.

Fløjlsbukser, store fællesspisninger, fælles børneopdragelse, hjemmestrik, bollerum og morgengymnastik.

Sådan kan fordommene om bofællesskaber lyde anno 2018.

Den alternative boligform, hvor man kommer hinanden ved ved at leve i tæt fællesskab, oplever ikke desto mindre en renæssance i disse dage - særligt i hovedstadsområdet.

Det skriver Berlingske.

Her lyder den moderne version dog mere ala økologisk fællesspisning, yogarum, værksted, øvelokale, jordopvarmet swimmingpool og delebiler. 

På Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) har man bemærket, at tendensen atter er på fremmarch.

- Vi kan se, at det bobler rundt omkirng, siger professor Claus Bech-Danielsen til Berlingske og uddyber, at interessen for bofællesskaber kan hænge sammen med den øgede individualisme, som har hersket i mange år i samfundet.

- Frygten for at blive væk bag ligusterhækken og i stedet søge fællesskabet er der rigtigt mange, som dyrker. Det er ofte seniorer, men også børnefamilier, der ser det som en blød måde at starte karrieren som boligeejere, siger han til avisen. 

Et moderne bofællesskab består typisk af mellem ti og 100 individuelle boliger, som har eget køkken, bad og opholdsrum. Dertil kommer et fælleshus med fællesspisning tre til fem dage om ugen, ligesom der er en række fællesfaciliteter og aktiviteter, som kan nydes i kraft af fællesskabet.

Her kommer der nye bofællesskaber i hovedstadsområdet

  • Hedehusene: Bofællesskabet i Nærheden (2019)
  • Græsted: Gribskov Økolandsby
  • Hvalsø: Frikøbing
  • Køge: Fællesbyg Køge Kyst (2019)
  • Farum: Holdepunktet
  • Albertslund: Small Living Albertslund (under opstart)
  • København N: Urbania CPH (2021)
  • København S: (2019)
  • Værløse: Eco-Village Staldhusene (2019)
  • Egedal: Eco-Village Fælleden Stenløse Syd (2020)
  • Lejre: Eco-Village Skråningen (2019)
  • Roskilde: (2020)
Kilde: efter idé af Berlingske/Bofællesskab.dk og projekters hjemmesider

I både Tyskland og Holland har man oplevet en stigning af bofællesskaber - og noget tyder på, at tendensen nærmer sig hovedstadsområdet - eller i hvert fald pendlerafstand til hovedstadsområdet.

Ifølge Rudy Madsen, der er stifter og administrator af foreningen Bofællesskab.dk, er der op mod 300 bofællesskaber og ditto seniorfællesskaber i Danmark.

Lige nu er der desuden omkring 20 nye projekter på vej, hvoraf de fleste ligger på Sjælland. En del af dem er byggefællesskaber, hvor det ofte er en håndfuld københavnerfamilier, der er gået sammen om at etablere et bofællesskab fra bunden. 

- Man får frigjort en masse energi ved at flytte i bofællesskab, da man får tid til andre ting end bare at lave mad og putte. Det skaber nogle gode rammer for børnene, at man har mere tid sammen. Samtidig giver det også noget kontakt til andre voksne i dagligdagen, som det ellers kan være svært at presse ind, siger Rudy Madsen til Berlingske og fortsætter:

- Det er blevet mere organisatorisk med tiden. Man er blevet beder til at skabe rammer, som er langtidsholdbare. Det er også blevet mere økonomisk bæredygtigt, hvor der er tænkt over økonomien og driften fra begyndelsen. Før i tiden tænkte man ikke så meget over det, bare der var lidt mønter i pungen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik