Natklubejere overtager Skindbuksen: "Alt er ved det gamle - næsten"

Det gamle værtshus Skindbuksen har været meget igennem. Nu genåbner det i næste uge med nye forpagtere.

Først forsøgte en ejendomsinvestor, ifølge de tidligere værtshusejere, at presse dem ud.

quote Da muligheden opstod for at drive stedet, slog vi til efter 5-10 minutter.

Benjamin Berg Harts, forpagter af Skindbuksen

Så besluttede et bredt flertal i Københavns Borgerrepræsentation i december 2017 at lave en bevarende lokalplan, så værtshuset kunne bestå.

Ejerne åndede lettede op, men så blev det gamle værtshus alligevel solgt for efterfølgende at blive overladt til nye forpagtere, der skal drive stedet videre.

Nogenlunde sådan lyder værtshuset Skindbuksens tumultariske historie i nyere tid kort fortalt. Men nu fortæller de nye forpagtere, at stedet genåbner torsdag den 22. november klokken 12 - og alt vil være som det plejer - næsten.

- Vi er utrolig stolte af at få lov til at starte Skindbuksen op igen. Da muligheden opstod for at drive stedet, slog vi til efter 5-10 minutter, lyder det fra 43-årige Benjamin Berg Harts, der er uddannet kok, medejer af den københavnske natklub Arch og nu også en af de nye forpagtere af Skindbuksen.

Frygt for at Skindbuksen skulle dø

Benjamin Berg Harts er ikke den eneste nye forpagter af det gamle værtshus. De er en gruppe partnere, der ejer Arch, som har valgt at gå ind i projektet med Skindbuksen.

Fakta om Skindbuksen

​Skindbuksen er etableret i 1728

Det var i sin tid et populært sted blandt droskekuske, der var iført skindovertræksbukser.

Stedet fik derfor i folkemunde navnet Skindbuksen, som blev det officielle navn i 1930.

- Vi har en advokat, der ejer bygningen, som Skindbuksen er en del af, og da han spurgte os, om vi havde lyst til at drive stedet videre, var vi ikke i tvivl, forklarer han.

Da nyheden, om de nye forpagtere, kom frem, opstod der spekulationer og rygter om værtshusets fremtid blandt stamkunder og historieinteresserede københavnere.

De frygtede, at Skindbuksen var ved at lide en stille død.

Men Benjamin Berg Harts afviser, at der er grund til bekymring.

- Jeg har talt med mange af stamkunderne, og de fortæller mig om deres bekymring, når de kan se, at vi går rundt og gør klar til åbningen her på Skindbuksen. Men så forklarer jeg dem, hvad her virkelig foregår. For eksempel forklarer jeg, at "nej, vi er ikke ved at rive noget ned, vi er bare ved at vaske gulvet," siger han og uddyber:

- Vi laver kun overfladiske ændringer. Vi får en ny køkkenchef, og vi får nye folk "på gulvet". Vi hiver nogle erfarne folk ind, der bliver de nye værter, men ellers er der ikke de store ændringer.

Ifølge medforpagteren har de været åbne overfor at genansætte det tidligere personale i værtshuset. Men ingen har haft lyst til genansættelse, lyder det.

Benjamin Berg Harts fortæller, at priserne også vil være nogenlunde de samme. Priserne på øl vil være de samme, gløgg bliver billigere, men vinen vil blive lidt dyrere.

Forpagter: "Natklub og Skindbuksen har intet til fælles"

Benjamin Berg Harts håber, at stamgæsterne vil tage godt imod de nye værter på Skindbuksen, men også at de kan tiltrække et nyt publikum.

quote En natklub og Skindbuksen har intet til fælles.

Benjamin Berg Harts, forpagter af Skindbuksen

- Vi er nødt til at se fremad, for ellers kan vi ikke drive det her sted. Vi er en yngre generation, og vi er nye i faget, og det kan tiltrække nye gæster. Men jeg håber, at alle dem med minderne fortsætter med at være her, siger han.

Han understreger samtidig, at stedet ikke har noget med Arch at gøre, selvom flere af forpagterne ejer natklubben.

- En natklub og Skindbuksen har intet til fælles. Det, der er fantastisk ved Skindbuksen, er, at stedet er så ærligt og fyldt med historie. Det har hjerte og sjæl og kan samle generationer på en helt ny måde.

Forpagterne har aftalt med ejeren, at de i første omgang lejer stedet et halvt år, og derefter skal de forhandle med ejeren om fremtiden.

- Vi har ikke lyst til at drive stedet, hvis der er dårlig stemning over, at det tidligere Skindbuksen lukkede. Men jeg har på fornemmelsen, at stamgæsterne tager godt imod det "nye", der altså så ikke vil være så meget anderledes end det gamle, siger han.

Fra den 22. november vil man kunne få en juleplatte på Skindbuksen, og så vil der være mad à la carte fra det nye år.

Indslag fra dengang et bredt flertal i Københavns Borgerrepræsentation besluttede at lave en bevarende lokalplan for at bevare Skindbuksen som værtshus.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik