Politisk forargelse over nej tak til skibsanlæg: "Det er jo virkelig forrykt"

Ganske gratis kunne københavnerne have fået et landstrømsanlæg, som kan mindske forurening fra krydstogtskibe. Nu ender anlægget i Kristiansand.

Tilbage i 2016 blev København tilbudt et såkaldt landstrømanlæg kvit og frit af virksomheden PowerCon, der ønskede, at den danske hovedstad var udstillingsvindue. 

Men kommunen, By & Havn samt Copenhagen Malmö Port, der står bag havnen, takkede nej, kan TV 2 Lorry nu afsløre.

Og dét er noget, som vækker forundring på Københavns Rådhus. 

- Det er jo virkelig forrykt, at der er blevet sagt nej tak til, at vi skulle modtage et landstrømsanlæg, lyder det fra teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen, Enhedslisten. 

Forløbet skal undersøges

Tilbuddet nåede aldrig et politisk niveau, hvorfor flere politikere nu kræver en redegørelse af forløbet. 

- Det havde betydet, at københavnerne kunne få renere luft. Så vi skal selvfølgelig til bunds i, hvad der er sket, siger gruppeformanden for Radikale Venstre, Mette Annelie Rasmussen. 

Også De Konservatives Jakob Næsager, som er medlem af Teknik- og Miljøudvalget, undrer sig:

- Vi har hørt ekstremt mange undskyldninger for, hvorfor det ikke kunne lade sig gøre (at bygge et landstrømsanlæg, red.). Og vi har kæmpet og kæmpet og kæmpet. Nu vil jeg bede om, at vi får at vide, hvordan det kan lade sig gøre, siger han til TV 2 Lorry. 

Ingen parter vil udtale sig om sagen

I år sætter Københavns Havn ny rekord med besøg fra 342 krydstogtskibe hen over sommeren.

Det anslås at hver femte skib kan tilslutte sig et landstrømsanlæg, så dieselgeneratorerne ikke skal sende farlige partikler til vejrs, mens gæsterne er i havn.

PowerCon ville forære københavnerne anlægget gratis, selvom det normalt ville koste omkring 30 millioner kroner.

Hos det kommunale selskab By & Havn, der ejer en stor del af havnen, ønsker man ikke at lade sig interviewe om afvisningen af et miljøvenligt anlæg. 

Man henviser i stedet til selskabet bag havnen, Copenhagen Malmö Port. Heller ikke de vil stille op men sender bolden videre til kommunen, hvor de involverede embedsmænd heller ikke må udtale sig.

Mange krydstogtsskibe kunne få strøm via kabel i stedet for at ose.

Virksomhed: Gammel rapport holder ikke vand

Hos Copenhagen Malmö Port henvises TV 2 Lorry dog også til en rapport fra 2015, der konkluderer, at et landstrømsanlæg ikke vil være rentabelt.

Den køber man bare ikke hos PowerCon, der påpeger, at eksempelvis prisen på anlægget og etableringen ikke er så høj, som man har angivet. 

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen vil nu have opdateret budgetnotatet omgående, så et landstrømsanlæg måske kan komme med i årets forhandlinger på rådhuset. 

Imens glæder man sig i Norge, hvor man nu får det kvit og frit:

- Hvis vores erfaring og vores viden kan bidrage til debatten på en positiv måde, så vil det være godt, siger Stein Kruse, der står i spidsen for verdens største krydstogtselskab Carnival Corporation, til TV 2 Norge. 

 

TV 2 Lorry har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Frank Jensen. Som Københavns overborgmester står han nemlig i spidsen for Økonomiforvaltningen, der på kommunens vegne tog imod tilbuddet om det gratis landstrømsanlæg.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik