Oversigt

Seneste nyt

20-årig anholdt for at forberede drab i København

Københavns Politi har anholdt en 20-årig dansk mand, som mistænkes for at have hjulpet med at planlægge drab i København.

Det oplyser politiet onsdag.

- Vi anholdt i morges en 20-årig dansk mand, som bliver fremstillet i Dommervagten ved Københavns Byret klokken cirka 12.30.

- Han er sigtet for medvirken til drabsforsøg ved at have hjulpet to mænd med at forberede et drab på en eller flere ukendte personer i København, skriver Københavns Politi på X.

De to mænd, han skal have samarbejdet med, er en 31-årig svensker og en 19-årig polak, som bor i Sverige. De blev begge anholdt 10. juli på et hotel på Amager, og derfor blev drabsplanerne ikke udført.

Svenskeren og polakken har siddet varetægtsfængslet siden.

- Den 31-årige og den 19-årige har indtil nu været sigtet for våbenbesiddelse - deres sigtelse bliver nu udvidet til også at omfatte drabsforsøg, oplyser Københavns Politi.

Anklageren vil i retsmødet onsdag begære lukkede døre. Politiet vil af den grund ikke komme med yderligere oplysninger i sagen.