25-årige Kasper føler sig alene: ”Ensomhed gør ondt. Ikke som et sår, men som at være ked af det”

Tirsdag blev Trine Bryld-prisen og dermed 500.000 kroner doneret til mødestedet Ventilen. Kasper er én af de mennesker, der har glæde af stedet.

- Ensomhed gør ondt. Ikke som et sår, men som at være ked af det.

25-årige Kasper Holst har svært ved at sætte ord på den følelse af ensomhed, der for godt et år siden fik hans verden til at ramle sammen.

Det skete i en sådan grad, at han måtte sygemelde sig fra sit studie og starte i et intensivt forløb med en pyskolog.

 
 

- Ensomheden kom som et overvæld af følelser. Som en form for stress. Og jeg havde ikke nogen at dele det med. Jeg kunne bare ikke klare det mere, fortæller Kasper Holst.

- Og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme ud af det.

quote Ensomheden kom som et overvæld af følelser. Som en form for stress. Og jeg havde ikke nogen at dele det med.

Kasper Holst

Ventilen gjorde forskellen

Efter nogle uger anbefalede psykologen ham at tage hen til et sted ved navn Ventilen på Nørrebro.

Et mødested, hvor dem, der føler sig ensomme eller udenfor, kan møde andre unge, der har det på samme måde. Og hvor frivillige, der selv er unge, sørger for at danne rammen om et trygt fællesskab.

quote Det her sted er jeg fri. Jeg skal ikke have mit 'happy face' på. og det betyder meget for mig.

Kasper Holst

- For mig har Ventilen været et sted, hvor man kunne øve sig i at være sammen med andre mennesker. Vi spiller brætspil, laver mad sammen og laver kreative ting. Vi hygger. Og har det sjovt, fortæller han og tilføjer:

- Hernede handler det bare om at være sammen.

 
 

I Ventilen skal jeg ikke have mit 'happy face' på

Ventilen ligger i mange forskellige byer i hele Danmark, og det er forskelligt fra sted til sted, hvornår aktiviteterne finder sted. På Nørrebro, hvor Kasper Holst er kommet, er der åbent hver mandag, onsdag og søndag.

Men man kan komme og gå, som man har lyst.

 
 

Kasper Holst har dog besluttet sig for at komme hver gang.

- Jeg har lavet den aftale med mig selv, at jeg skal komme hver gang. For at tvinge mig selv ud og sige: "Jeg skal være social og sammen med mennesker i dag. Selv om jeg måske er lidt nede", fortæller han.

- Det her sted er jeg fri. Jeg skal ikke have mit 'happy face' på, og det betyder meget for mig.

Hvad er Ventilen?

Ventilen er en frivillig organisation, der har til formål at forebygge og afhjælpe ensomhed blandt unge.

 

De driver tilbud landet over for unge, der føler sig ensomme, og skaber viden og debat om ensomhed blandt unge.

 

Ventilen er en landsdækkende organisation og har pt 23 lokale tilbud i 20 byer.

 

 

Kilde: Ventilen

Ventilen modtager pris

For Kasper Holst har Ventilen gjort en kæmpe forskel. Stedet har nemlig hjulpet ham til at finde et fællesskab, der deler hans interesser, og som han også kan ses med uden for Ventilen.

Men Kasper Holst er ikke ene om at føle sig ensom.

Faktisk føler op mod 12 procent af danske unge mellem 16 og 29 år sig ofte eller altid ensomme, oplyser Ventilen selv på sin hjemmeside. 

quote Jeg stiller mig frem i dag for at vise, at ensomhed er en del af det at være menneske.

Kasper Holst

En følelse, der kan få alvorlige konsekvenser og i sidste instans medføre selvskade, angst, depression og selvmordstanker.

Ensomhed blandt unge

Alle unge kan blive ramt af langvarig ensomhed. Faktisk føler 10 til 12 procent af de unge i Danmark, mellem 16 og 29 år, sig ofte eller altid ensomme.

 

Ensomhed er en følelse, der opstår, når et menneske ikke får opfyldt sit sociale behov. Det er dermed forskelligt fra person til person, hvornår ensomheden tager fat.

 

Unge, der ofte føler sig isolerede, savner nogen at være sammen med eller føler sig holdt udenfor. De oplever desuden langt oftere end deres jævnaldrende angst, hovedpine, mavepine, problemer med at sove og svært med at koncentrere sig . Derfor har mange af disse unge også svært ved at fastholde uddannelse eller job.

 

 

Kilde: Ventilen​​​

En problematik, Ventilen netop arbejder for at komme til livs.

Og for det arbejde modtog de i tirsdags, under et arrangement i spillestedet Vega, Tine Bryld-prisen sammen med 500.000 kroner.

- Vi har valgt Ventilen Danmark, fordi de laver et enestående arbejde for at forebygge og afhjælpe ensomhed blandt ensomme unge i Danmark - et problem, der desværre er stigende, siger Gunvor Wibroe, formand for prisen, til Fyens Stiftstidende.

Tine Bryld-prisen er navngivet efter socialrådgiveren af samme navn, der i mange år rådgav danskerne i radioprogrammet Tværs på P3.

Prisen gives til et projekt, der kæmper for socialt udsatte eller marginaliserede unge.

Bliv ved med at kæmpe

Tilbage i Ventilen på Nørrebro kæmper Kasper Holst stadig af og til med at føle sig ensom.

 
 

Men han er ikke i tvivl om, hvad andre der har det på samme måde, bør gøre:

- Jeg stiller mig frem i dag for at vise, at ensomhed er en del af det at være menneske. Og hvis der er andre, der har det på samme måde, er det okay, fastslår han og fortsætter:

- Hvis du sidder derhjemme og er ensom, er mit råd at blive ved med at kæmpe. Selv om det kan være op ad bakke engang imellem.

Ensomhed er et tabu

At Kasper Holst i dag stiller sig op og taler åbent om sin ensomhed har krævet stor overvindelse. Og det er tydeligt, at det stadig ikke er nemt for Kasper Holst at stå frem.

- Ensomhed er svært at stå frem med, fordi det ses meget negativt. Vi lever i en verden, hvor vi skal være sammen. Eller hvor det i hvert fald skal ligne, at man er sammen. Så når man står alene, så kan det føles meget forkert, fortæller han.

- Det bliver et tabu at tale om, at man ikke er glad. Og det er ærgeligt. For vi er så meget mere end de her glade mennesker.

Hvad kan du gøre?

Tal med dine forældre, din gode ven/veninde eller nogen, du stoler på.

 

Saml mod til at gøre noget ved det.

 

Tag kontakt i dit netværk til et menneske, der virker rar. Eller find en organisation med et tilbud, du synes om.

 

 

Kilde: Ventilen

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik