Man hører det, før man ser det.
Den umiskendelige summen fra en tatoveringsmaskine lægger sig som en dyne af støj over Nørrebro Station.
Man skulle ikke tro det, men dér, lige ved S-toget, pølsemanden og det ulovlige loppemarked, sidder en mand i en havestol og bliver tatoveret på brystet.
Tattoo-biksen er ny i gadebilledet og er nærmere et træskur end en egentlig butik, placeret på den del af torvet, der tidligere var tildelt duerne.
Det ligner et af de graffitimalede skure, der kunne stå på et street food-marked og lange overfyldte pitabrød over disken.
Men dette træskur sælger kaffe, tøj og tatoveringer, står der i håndskrift på et skilt.
Manden med tatoveringsmaskinen i hånden hedder Jean-Michel Amtoft. Han er 26 år gammel, og han har passet biksen, siden den åbnede for fire måneder siden.
- Jeg synes, det er fedt, at man sidder i en havestol, når mine venner bliver tatoveret hernede. Jeg har egentlig en rigtig tattoo-briks derhjemme, men jeg synes, at havestolene passer bedre ind i området, og jeg kan godt lide, at det er en del af stedet, siger han til TV 2 Kosmopol.
Lige nu er det kun hans venner, han tatoverer - cirka en-to personer om ugen. Han mangler nemlig et hygiejnekursus, før han lovligt kan tatovere kunder, forklarer han.
Men når han har samlet nok penge sammen til sådan et kursus, er hans ambition at kunne tatovere alle, der har lyst, i havestolene.
- Jeg har tatoveret i ni år, og jeg har tatoveret hele min egen krop, siger Jean-Michel Amtoft.
- Det er i alt blevet til godt 600-700 tatoveringer på venner og mig selv gennem årene.
Mød Jean-Michel Amtoft i videoen nedenfor.
Et samlingssted
Det er foreningen Be Free, der har sponsoreret træskuret - eller serveringshuset, som Dina Lindgreen, leder af Be Free, kalder det.
Foreningen arbejder for at skabe rummelige fællesskaber for unge mellem 15 og 25 år. De har holdt til i Roskilde siden 2013 og på Ydre Nørrebro siden 2019 og hjælper både unge fra ressourcestærke familier og unge, der af den ene eller anden årsag mistrives og trænger til at føle sig set af nogle voksne, der vil dem det bedste.
- Vi bruger meget hiphop-kulturen, gadeidræt og mad som måder at skabe fællesskab på, siger Dina Lindgreen til TV 2 Kosmopol.
Jean-Michel Amtoft har hun kendt i fire år efterhånden. Han er egentlig blevet for gammel til at være en del af foreningens målgruppe, men det betyder ikke så meget, siger hun.
Sådanne relationer er ikke noget, man bare smider væk.
Tanken med serveringshuset er at skabe et samlingssted, en form for ungefolkekøkken, hvor alle kan komme forbi. Både dem, der har lyst til en kop kaffe, og dem der har brug for en god snak.
- Jeg kender Jean-Michel godt og ved, at han er en enormt inkluderende person, så jeg tilbød ham at holde det åbent. Og det, syntes han, bare var en super fed mulighed, siger Dina Lindgreen.
- Og når jeg nu er dernede, er det tydeligt, at han har fået skabt et rum, hvor der netop er plads til mangfoldighed.
Samtidig er det et rum, hvor han får mulighed for at prøve nogle ting af. Så kan det være, at noget af det lykkes, mens andet ikke gør, fortæller hun.
Arven fra far
Jean-Michel Amtoft bruger træskuret som et springbræt til at starte sin egen tatoveringsvirksomhed, fortæller han.
Han beskriver sin tatoveringsstil som "aggressiv".
- Den er ikke pæn. Den er meget sigende, men den er ikke pæn, siger han.
Der er én tatovering, han ikke selv har lavet på sin krop. Det er hans første.
Jean-Michel Amtoft var ti år gammel, da hans far markerede hans hånd med sort blæk.
- Jeg er vokset op i et rimelig hårdt bandemiljø. Da jeg så var 13 år, ringede jeg til kommunen og sagde, at det gider jeg ikke være en del af længere. Så kom jeg på bosted, og jeg har ikke rigtig set min familie siden, fortæller Jean-Michel Amtoft.
Spørg Os - Afstemning
_
I stedet har mennesker som Dina Lindgreen, hans parkour-venner og graffiti-venner ageret familie, siger han.
- Jeg er kommet nogle rare steder, i nogle miljøer, hvor jeg er blevet samlet op.
Tatoveringsgrejet har han liggende i en flettet kurv på en hylde inde i træskuret. Maskinerne var hans fars, han var også tatovør. Nogle af delene har Jean-Michel Amtoft selv skiftet ud.
Selvom han er selvlært, har flere af Jean-Michel Amtofts parkour-venner, som også tatoverer, oplært ham i, hvordan man gør - og også hvordan man opretholder en god hygiejne, forklarer han.
- Det er faktisk super simpelt. Jeg tager mit spækbræt og pakker det fuldstændig ind i plastik. Så vasker jeg mine hænder og arme, tager gummihandsker på, og så tager jeg min kasse med ud til havemøblerne, fortæller Jean-Michel Amtoft.
På havebordet sætter han det plastikomsvøbte spækbræt, og så er det kun det areal, han bruger, når han tatoverer.
- Sådan har jeg faktisk altid gjort. Da jeg voksede op, boede vi utrolig beskidt, det var jo et totalt slum, virkelig, virkelig ulækkert, så min far ville også gøre noget lignende, når han tatoverede, siger han.
- Så havde han et lille, steriliseret område inde i det store kaos af ulækkerhed.
Så vidt Jean-Michel Amtoft ved, er der kun én, han har tatoveret, som efterfølgende har fået en infektion.
- Og det var én, som var hjemløs, så det ved jeg ikke om tæller, siger han.
- Men nu må vi se, når jeg skal have det steriliseringsbevis.
Alt det praktiske
Men må man overhovedet have en tatoveringsbutik kørende udendørs midt på et torv?
Jean-Michel Amtoft medgiver, at han ikke kender alle reglerne på området, men han tager det, som det kommer. Første skridt på vejen er hygiejnekurset, og så må han se, hvad der sker, siger han.
Lidt mindre optimistisk forholder Dina Lindgreen sig.
- Når han har fået beviset, vil jeg gå ind i, om det overhovedet er muligt for ham at tatovere kunder derude, siger hun.
- Jeg tager det meget skridt for skridt. Jeg har ikke lyst til at være én, der bare siger nej. Men jeg ved også, at noget bliver for besværligt.
Det er en balance mellem at støtte de unge i deres drømme og være realistisk omkring, hvad der rent praktisk - og lovligt - kan lade sig gøre, forklarer hun.
Men det er netop det, at Be Free-foreningen skal hjælpe de unge med at navigere i.
For nogle gange kan det være de praktiske foranstaltninger, der bremser kreativiteten i de unge, og der kan foreningen guide dem til, hvordan de får de rette tilladelser.
Eller hvordan de kan dyrke kreativiteten på en anden måde, hvis det viser sig slet ikke at være muligt.
