30 unge udvalgt til ét år langt eksperiment

Hannah Elmstrøm Lauritsen og Magnus Huber Hansen er to ud af i alt 30 unge fra hele landet, som er nøje udvalgt til at være de første til at rykke ind i Nordhus, Nordhavns nye kulturhus.

De har fået ét år.

Et år til at skabe alletiders nye sted for de sultne, de musikinteresserede, naboerne, københavnere og alle andre nysgerrige, som måtte have lyst til at lægge vejen forbi. 

Og når året er gået, skal de samle deres pakkenelliker, drage videre ud i livet og overlade pladsen og værelserne til andre unge med drømme og visioner for fremtiden.

- Jeg tror, at det her med, at vi alle sammen har lyst til at skabe noget, har lyst til at tage initiativ og har lyst til, at ting bliver til noget, dét tror jeg er et fællestræk, siger 21-årige Hannah Elmstrøm Lauritsen. 

TV 2 Kosmopol har mødt Hannah Elmstrøm Lauritsen i et virvar af håndværkere, byggestøv og 29 andre beboere i Nordhavns nye kulturhus, Nordhus - en seks etager høj rødstensejendom på Århusgade 124 i Nordhavn.

21-årige Hannah Elmstrøm Lauritsen fra Silkeborg er en af de 30 nye beboere i Nordhavns nye kulturhus, Nordhus. De unge er udvalgt blandt 200 ansøgere fra hele landet.
21-årige Hannah Elmstrøm Lauritsen fra Silkeborg er en af de 30 nye beboere i Nordhavns nye kulturhus, Nordhus. De unge er udvalgt blandt 200 ansøgere fra hele landet.
Foto: Morten Bisgaard Christensen / TV 2 Kosmopol

quote Det her med, at vi alle sammen har lyst til at skabe noget, og har lyst til at tage initiativ, og har lyst til at ting bliver til noget, dét tror jeg er et fællestræk.

Hannah Elmstrøm Lauritsen, Kulturskaber, Nordhus

Håber på afklaring

I flere år har Hannah gået og gjort sig tanker om, hvordan man får en fod indenfor i kulturbranchen. 

Et år i Nordhus er derfor meget velkomment.

- Jeg håber på, at jeg kan finde ud af, hvad det egentlig kræver at arbejde i kulturbranchen. Og hvad kræver det at arbejde i musikbranchen. Hvad for nogle ting skal der til? Hvordan kan jeg få et arbejde med det?, spørger hun, inden hun griber guitaren og med enkle riffs fylder værelset med vellyd. 

Får ansvar for det hele

Tanken er, at de 30 unge skal bo på de øverste etager i huset, samtidig med at de driver en ny form for kulturhus på de nederste etager.

De får ansvaret for det hele. 

De skal tage beslutninger om indkøb af råvarer og arrangere alt lige fra koncerter, restaurant og cafevirksomhed til foredrag og fællesspisninger. 

De skal overholde budgetter og i det hele taget forvalte økonomien. 

Alt sammen erfaring, de kan bringe med sig videre i livet. 

quote Jeg tror, at der er begrænset, hvor innovativ man kan være, og hvor meget nyt man kan skabe, hvis man arbejder her fast over en længere periode.

Magnus Huber Hansen, Kulturskaber, Nordhus - om udsigten til at skulle flytte ud af Nordhus igen om et år.

Ophold på lånt tid skærper indsatsen

De unge i huset har det glimrende med, at deres ophold i kulturhuset er på lånt tid.

- Hvis vi konstant skal være nyskabende her i huset, så er det vigtigt, at vi får et nyt hold. Og så har vi ligesom det her år til at skabe et så godt kulturhus som muligt og lære de her ting.

- Jeg tror, at det er begrænset, hvor innovativ man kan være, og hvor meget nyt man kan skabe, hvis man arbejder her fast over en længere periode, siger en anden af de nye beboere i Nordhus, 19-årige Magnus Huber Hansen fra Nordsjælland. 

19-årige Magnus Huber Hansen fra Nordsjælland mener, at de unge bliver skærpede af udsigten til kun at have et enkelt år i Nordhus.
19-årige Magnus Huber Hansen fra Nordsjælland mener, at de unge bliver skærpede af udsigten til kun at have et enkelt år i Nordhus.
Foto: Morten Bisgaard Christensen/TV 2 Kosmopol

Bygger bro mellem ung og voksen

Det er Felicia Nørgaard og hendes mand, ejendomsinvestor Rasmus Nørgaard, som har fået ideen til Nordhus, ligesom de har stiftet den erhvervsdrivende fond bag projektet.

Ideen er, at de unge får løn for at arbejde i Nordhus, og lønnen kan de så bruge på at betale husleje i Nordhus. 

Ethvert overskud fra driften af Nordhus ryger tilbage i fonden.

- Min mand og jeg har sat Nordhus i verden for at være en platform for unge mennesker til at bygge bro mellem ung og voksen, siger stifter og direktør i Nordhus, Felicia Nørgaard. 

Nordhus er stifter og direktør Felicia Nørgaards hjertebarn - realiseringen af en flere år gammel drøm.
Nordhus er stifter og direktør Felicia Nørgaards hjertebarn - realiseringen af en flere år gammel drøm.
Foto: Morten Bisgaard Christensen / TV 2 Kosmopol

Med realiseringen af Nordhus kan hun se en flere år gammel drøm blive til virkelighed.

- Nordhavn får glæde af al den idérigdom, der er hos de unge. Der er en masse læring og fællesskab ved faktisk at kunne prøve ting af. Og efter et års tid er der andre steder i Danmark, som kan få glæde af de ting, de har lært her. Så på den måde er det ligesom at sprede nogle ringe i vandet, siger hun.

Nordhavns nye kulturhus, Nordhus (den høje røde ejendom bagerst i billedet) på Århusgade 124.
Nordhavns nye kulturhus, Nordhus (den høje røde ejendom bagerst i billedet) på Århusgade 124.
Foto: Morten Bisgaard Christensen/TV 2 Kosmopol
Jacob Mark Thumpnail
Serie

Anbefalet

Udvalgte indslag fra TV 2 Kosmopol. 

 Se serien her

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik