4-årig pige kørt ihjel - nu lægger folk blomster og bamser på stedet

En fireårig pige mistede livet efter en påkørsel tirsdag aften på Amager. Flere fra lokalområdet har været forbi ulykkesstedet for at vise sympati.

Tirsdag eftermiddag mistede en fireårig pige livet, da hun blev påkørt af en varevogn i krydset mellem Hessensgade og Holmbladsgade på Amager. 

En meget tragisk hændelse, der dagen derpå har fået flere til at lægge blomster, lys og bamser på stedet, hvor ulykken skete. 

En af dem, der har været forbi ulykkesstedet er Charlotte, der bor tæt på. Hun har ikke selv børn, men arbejder til daglig som pædagog med børn i samme alder i området. 

- Jeg fik mega ondt i maven, da jeg hørte om det. Jeg tænkte straks, om det kunne være et af mine børn fra børnehaven, siger hun. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Det var en varebil, der skulle foretage et venstresving, som ramte pige, oplyser politiet.
Det var en varebil, der skulle foretage et venstresving, som ramte pige, oplyser politiet.
Foto: Lærke Valentin/TV 2 Kosmopol

Hun ønskede derfor at vise sin medfølelse til de berørte ved at lægge en lille ting. 

- Det er for at vise, at jeg tænker på forældrene og er berørt over sagen. Det er jo en fireårig pige, så det er helt forfærdeligt, siger hun til TV 2 Kosmopol.

Engle, lys og bamser 

Flere fra lokalområdet har været forbi og pyntet med julestjerner, mindelys, engle og plyssede bamser. 

Pia Andresen har også taget turen forbi med en fin blomst. For et par år siden var hendes egen datter tæt på at blive ramt af en påvirket fører. Derfor rammer ulykken hende i særlig høj grad:

- Det er så uansvarligt, at man kan sætte sig bag rattet uden at tænke over, at det kan gå galt, siger hun. 

Heldigvis fik hun standset sin datter, inden der skete noget. 

- Det er bare så tragisk, når det er børn. Det er uskyldige små væsner, siger hun.

Den 29-årige mand, der var fører af bilen, blev onsdag formiddag varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør, hvor han er sigtet for uagtsomt manddrab under særligt skærpede omstændigheder.

Manden er også sigtet for at have kørt i påvirket tilstand.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik