Op mod 700.000 liter urenset spildevand i timen vil fra omkring klokken 22.00 mandag aften blive udledt i Øresund.
Det bekræfter Arne Kristensen, der er kommunikationskoordinator for vand- og spildevandsselskabet Novafos, over for TV 2 Lorry.
Udledningen skyldes det brud på en spildevandsledning, som tidligere mandag hejste det røde flag på Svanemøllen Stand, hvor både badning og sejlaktiviteter frarådes.
- Vi bliver ikke færdige med at tætne ledningen inden klokken 22.00, så vi går i gang med at udlede spildevand klokken 22.00, men vi ved ikke, hvor længe vi kommer til at gøre det, siger Arne Kristensen og fortsætter:
- Hvor længe vi kommer til at udlede spildevand er svært at sige, men vi vil komme til at udlede det, indtil ledningen er lappet. Vi kommer til at udlede omkring 500-700 kubikmeter spildevand i timen, siger han til TV 2 Lorry.
700 kubikmeter er det samme som 700.000 liter.
Spildevandet vil blive udledt i Øresund ved Skovshoved omkring 1,5 kilometer fra kysten.
- Vi forventer ikke, at det vil få nogle påvirkninger ind på kysten. Men det bliver hele tiden meldt ind til badevandsmodellen, så man er hele tiden klar på at hejse røde flag og lukke strande, hvis det skulle skabe problemer, siger Arne Kristensen.
Opdagede fejlen mandag
Tidligere mandag oplyste Novafos, at bruddet på spildevandsledningen var opstået i forbindelse med, at man var i gang med at flytte en spildevandsledning ud for Svanemøllen Havn for at gøre plads til den kommende Nordhavnstunnel.
Det førte til, at badning og sejlaktiviteter blev frarådet ved havnen, der er et populært udflugtsmål i sommermånederne og også været det de seneste dage, hvor der har været høje temperaturer og solskin.
Novafos blev klar over bruddet natten mellem torsdag og fredag, men opdagede først mandag formiddag, at spildevandet ved en fejl er blevet pumpet til et regnvandssystem.
- Vi kan ikke sige, hvor meget der løbet ud, men den del, der er blevet tilkoblet regnvandssystemet er løbet ud i havnen, oplyste Arne Kristensen.
Novafos kan mandag aften klokken 21.30 ikke oplyse, hvornår ledningen er lappet igen. Men Arne Kristensen oplyser, at man håber, at den er lappet tirsdag morgen.
Daglig udledning af spildevand
Det er langt fra første gang, at der bliver udledt urenset spildevand i Øresund.
Sidste år skabte det enorm furore, da det blev offentligt kendt, at forsyningsselskabet Hofor havde planer om at udlede op mod 290 millioner liter spildevand i Øresund.
Senere blev udledningen dog aflyst.
Sagen tog sin start, da TV 2 Lorry kunne afsløre, at kommunerne København og Gentofte havde givet tilladelse til at lede 290 millioner liter urenset spildevand direkte ud i havet over fem dage i maj 2020 som led i et byggearbejde i Nordhavn.
Efter sagen fik national og international opmærksomhed, valgte parterne bag - kommunerne, forsyningsselskaberne Hofor og Novafos og bygherren AP Pension - at udskyde udledningen til efteråret, hvor badesæsonen er overstået og miljøkonsekvenserne af udledningen er mindre.
Siden viste en aktindsigt, som TV 2 Lorry fik, at de 290 millioner liter spildevand blot var en dråbe i havet i forhold til den store udledning af spildevand, som hovedstadskommunerne leder ud i Øresund hvert år. Over en fireårig periode mellem 2014 og 2018 havde Københavns Kommune alene udledt 35 milliarder liter urenset spildevand. For Gentofte var tallet 10 millarder liter.
Flere eksperter pegede på, at udledning af store mængder spildevand ville være skadeligt for havmiljøet, især om sommeren, hvor næringsstofferne fra lortevandet skaber algevækst.
Afsløringerne fik danske såvel som svenske politikere samt miljøorganisationer og fagpersoner til at kræve handling, så udledningen mindskes.