Advarer gruppe af cyklister: "Der er hvert år folk, der bliver kørt ned"

Utrygheden på cykelstierne fylder meget hos københavnerne, der har givet politiet besked på at lange flere bøder ud for at ændre kulturen. Ét af fokusområderne er cyklister uden lys.

- Når man cykler rundt på en cykelsti i København i sit sorte vintertøj, på sin sorte cykel uden lys, er det altså svært på en regnvåd novemberdag for en bilist at se, at der overhovedet er nogen, siger Jesper Hemmingsen.

Han er specialkonsulent for Rådet for Sikker Trafik, hvor de ser en tendens til, at trafikanterne i Danmark har lidt mere fokus på sig selv og ikke det kollektive hele, når det kommer til deres ageren i trafikken - også på cykelstierne.

quote Vi ser desværre, at der hvert år er folk, der bliver kørt ned, simpelthen fordi de ikke har lys på

Jesper Hemmingsen, specialkonsulent, Rådet for Sikker Trafik

Udover at det er farligt, sender det ifølge Jesper Hemmingsen et dårligt signal til ens medtrafikanter, når man bryder færdselsloven. 

- Trafik fungerer jo kun, fordi at klart de fleste af os – heldigvis – stopper, når det er rødt, kører når det er grønt, viser hensyn og holder tilbage ved højre vigepligt. Hvis alle bare kørte, som de havde lyst, ville det være det rene kaos herude, siger han.

Københavnerne fortæller, hvad politiet skal have fokus på

Over halvdelene af ramte og alvorligt tilskadekomne i trafikken i København er cyklister, og derfor er cykelkulturen et stort fokus hos politiet i øjeblikket.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Politi på cykelstien thumps
Foto: Bull House Media

Politiet holder blandt andet øje med cyklister, der kører uden lys i mørket. I en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik svarer 44 procent, at de ville cykle videre i mørket, selv om de havde glemt lygter.

- Vi ser desværre, at der hvert år er folk, der bliver kørt ned, simpelthen fordi de ikke har lys på. Og det er ikke, fordi bilisten af ond mening tænker, at cyklisterne selv er ude om det, hvis de ikke havde lys på. Det er simpelthen, fordi vi overser hinanden, fortæller Jesper Hemmingsen.

Politidirektør hos Københavns Politi, Anne Tønnes, forklarer, at de københavnske cyklister på mange måder minder om cyklister andre steder.

quote Hvis der er folk, der ikke har lys for og bag, så bliver de anbefalet at gå ind og købe nogle lygter

Jimmi, betjent, Københavns Politi

Men kombinationen af mange cykler på cykelstien og en cykelvenlig by betyder, at politiet har sin sag for, når det kommer til at få cyklisterne til at overholde færdselsloven.

- Vi er bare mange cyklister i København, og hovedstaden har slået sig op på, at man gerne vil indrette byen til, at der er mange cyklister. Der skal vi som politi følge med og lytte til borgerne. Hvordan kan vi gøre det bedst muligt? lyder det fra politidirektøren. 

Derfor har Københavns Politi etableret et såkaldt borgerråd, hvor københavnerne kan være med til at bestemme, hvad politiet skal fokusere på. Ved det seneste borgerråd, stod det klart, at utrygheden på cykelstierne fylder utroligt meget.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen.)

Hvad er et borgerråd?

  • Borgerrådet er et sted, hvor københavnerne - og dem der færdes i byen ofte - kan give deres besyv om, hvad de mener, politiet skal have fokus på. Man kan give sin mening til kende om aktuelle emner på https://mitkbhpoliti.dk/da-DK/.

  • Det første tema er ’Sikkerhed for cyklister’, der skal hjælpe politiet til at blive klogere på, hvad de kan gøre for at øge sikkerheden på cykelstierne i hovedstaden.

  • Københavns Politi gennemfører løbende færdselskontroller, særligt hastighedskontroller, men også kontrol af cyklisters adfærd, herunder uopmærksomhed.  

Bilister har svært ved at se mørke cyklister

Jimmi og Malte er nogle af de nærbetjente, der holder øje med, om cykeltrafikanterne overholder færdselsloven.

Det gør de eksempelvis på den stærkt trafikerede Nørrebrogade. Men det er ikke kun bøder, de langer ud. Det er også et godt råd.

- Det kan godt være, vi står og giver bøder til folk, men derfor kan vi jo godt have en god dialog. Og hvis der er folk, der ikke har lys for og bag, så bliver de anbefalet at gå ind og købe nogle lygter, så de kan komme sikkert videre. Det handler om sikkerhed, siger Jimmi.

Politi på cykelstien
Serie

Politi på cykelstien

København er kendt som en af verdens bedste cykelbyer – men berygtet for sin cykelkultur. Over halvdelen af alle dræbte og tilskadekomne i trafikken i København er cyklister. Derfor sætter Københavns Politi nu ind overfor den farlige cykelkultur. 

 Se serien her

quote Håber, at jeg kan stå her med min gode kollega og drikke en café latte, og så har alle lys på og holder tilbage for det røde lys

Jimmi, betjent, Københavns Politi

Hos Rådet for Sikker Trafik minder man cyklisterne om, at det kan gå gruelig galt, hvis ikke man har lys på, fordi bilisterne kan have svært ved at se en. Også selvom man cykler under gadelygternes skær i København.

- Der er også andre bilister, man skal holde øje med, og deres lygter blænder en lille smule. Hvis der så kommer en mørk trafikant kørende, jamen så er det svært at se hinanden.

- Tænk lige på, hvordan det er at lave et højresving som bilist, og der lige pludselig kommer en cyklist helt ud af mørket, lyder det fra Jesper Hemmingsen.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

En cyklist bliver prajet ind til siden for at få tjekket sine lygter, der ikke virker. Vedkommende slap ikke for en bøde.
En cyklist bliver prajet ind til siden for at få tjekket sine lygter, der ikke virker. Vedkommende slap ikke for en bøde.
Foto: Bull House Media

Målet er at drikke en cafe latte

På Nørrebrogade får Jimmi stoppet en cyklist, som tilsyneladende ikke har lys på sin cykel. Men da betjenten kigger efter, kan han se, at han er vidne til en ny type cykellygte.

- Jeg stoppede en cyklist, som ikke havde lys på - troede jeg. Men så var det sådan en smart og topmoderne cykel, hvor lygterne sad i stellet. Så man kan sige, at lyset var der, og det var lovligt, men jeg synes, det var svært at se. Man skal i hvert fald kigge godt efter. 

- En god gammeldags lygte, det er nu bare bedst, hvis du spørger mig.

Moderne eller ej håber Jimmi, at han og kollegaernes tilstedeværelse giver stof til eftertanke. Uanset om man selv har fået en bøde, eller man har set en medcyklist få en bøde.

- I bund og grund handler det om, at vi kommer ud som politifolk og er synlige, skriver nogle bøder og har den gode dialog samtidig. Så håber jeg en dag, at jeg kan stå her med min gode kollega og drikke en café latte, og så har alle lys på og holder tilbage for det røde lys, slutter han.

Du kan se andet afsnit i serien om cykelkulturen herunder.

En mørk eftermiddag på Nørrebrogade giver nærbetjentene cyklisterne mulighed for at få gang i cykellygterne. Men det lykkes bestemt ikke hver gang.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik