Anonym dyreelsker donerer kæmpe millionbeløb til københavnske chimpanser

Den flotte gave får både mennesker og aber til at glæde sig i Københavns Zoo.

I over 40 år har chimpansernes anlæg været det samme. 

Store glaspartier, højt til loftet og indelukket. 

Men nu er der rigtig godt nyt til både de indespærrede dyr og havens gæster. 

En anonym velgører har nemlig doneret intet mindre end 17 millioner kroner til et tiltrængt udeanlæg hos chimpanserne. 

quote Jeg vil glæde mig til at se dem rode i visne blade, nyde solen og at bade i regnvejr.

Mads Frost Bertelsen, zoologisk direktør

- Vi oplever heldigvis en stor interesse for vores arbejde for at bevare verdens dyr, og man kan sige, at det arbejde er mere relevant end nogensinde. I tilfældet med chimpanserne har det gennem flere år været et stort ønske for os at kunne give dem mere plads at udfolde sig på samt muligheden for at komme udenfor og opleve de forskellige årstider, siger zoologisk direktør Mads Frost Bertelsen i en pressemeddelelse fra Københavns Zoo.

- Jeg vil glæde mig til at se dem rode i visne blade, nyde solen og at bade i regnvejr, hvis de har lyst til det. Alt dette skal det nye anlæg understøtte. Faktisk er det en forudsætning for, at vi kan beholde arten her i ZOO. 

Og derfor har man i den zoologiske have også haft travlt med at realisere drømme. Allerede den 18. marts går man så småt i gang med byggeriet. Går alt efter planen er anlægget klar til efteråret. 

Sammen med dyrepasserteamet omkring chimpanserne har Mads Frost Bertelsen haft en længerevarende og god dialog med den anonyme giver, hvilket nu har resulteret i den store støtte til udeanlægget, der skal bygges sammen med det eksisterende anlæg fra 1983. 

quote Det har været et fokuspunkt længe at give chimpanserne bedre udfoldelsesmuligheder.

Mads Frost Bertelsen, zoologisk direktør

- Det er klart, at vi glæder os til at komme i gang, da det som sagt har været et fokuspunkt længe at give chimpanserne bedre udfoldelsesmuligheder. Tegningerne har ligget klar i skuffen og vi kan nu fejre, at den økonomiske del af projektet kom på plads, lyder det fra Mads Bertelsen.

Faktaboks

- Der bor i øjeblikket ni chimpanser i København ZOO.

- Chimpanser er ikke kræsne og spiser mange forskellige ting. I ZOO får de overvejende grøntsager, da det er sundere for dem end frugt, men også kød er på menuen af og til. 

- I modsætning til gorillaer, der er vegetarer, jager chimpanser også andre dyr og æder dem. 

-Zoologisk Have har i mange år forsket i menneskeabernes gener med særligt fokus på chimpanserne. Chimpanser er menneskets nærmeste nulevende slægtninge, og vi deler ca. 99 % af vores gener med dem. Ligesom mennesker kan chimpanser bruge redskaber. F.eks. strå til at fiske termitter med, tyggede pinde til at suge væske op med og sten til at knække nødder med.

- I adskillige år har ZOO arbejdet hen imod etableringen af et udendørs anlæg, men har manglet de økonomiske midler hertil. 

- Udeanlægget er designet af det danske firma HMJ Design. Byggesum 17 mio. kr.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik