Arbejdsforhold i nattelivet ”skriger til himlen”: Asa var én af dem, der fik nok

Unge med for meget ansvar, ingen spilleregler for vagter og arbejdstid, dårlige ledere og ikke mindst alkohol på jobbet er nogle af de problemer, der er for ansatte i bar- og nattelivsbranchen ifølge fagforening.

Først var det mediebranchen, der klagede over sexistiske arbejdsforhold, så delte ansatte i restaurationsbranchen deres vidnesbyrd om ubehageligt arbejdsmiljø – og nu er det måske nattelivsbranchens tur.

Siden sidste weekend har der på Instagram floreret historier om dårlige arbejdsforhold på natklubben Jolene Bar i Kødbyen, og flere har skrevet, de støtter op om medarbejderne på natklubben.

12 tidligere medarbejdere har skrevet et samlet brev, hvor de beskriver et utrygt arbejdsmiljø med overfusninger og pludselige fyringer fra indehaveren. Politiken har været i kontakt med de 12 underskrivere af brevet, som fortæller, at de har sagt deres job op efter en særlig slem episode sidste weekend. Derudover har yderligere 10 medarbejdere sagt deres job op som følge deraf, ifølge Politikens oplysninger. 

En af dem er amerikanske Asa Harrison, der siden april har arbejdet på Jolene Bar.

Han fortæller til TV 2 Kosmopol, at han og fire andre medarbejdere havde en konflikt med indehaveren af natklubben i forbindelse med lukningen forrige fredag aften. Indehaveren råbte ad ham og smed de ansatte på porten med ord om, at de aldrig skulle komme igen, fortæller Asa Harrison til TV 2 Kosmopol. 

En besked, han opfattede som en afskedigelse:

- Jeg fik et panikanfald ude på gaden. Jeg var i chok og rystet over, hvordan han havde behandlet os, fortæller Asa Harrison.

Ifølge hans oplevelse havde det utrygge arbejdsmiljø stået på i omkring fem måneder:

- Der var et giftigt arbejdsmiljø med mange ubehagelige sammenstød med indehaveren.

I brevet beskriver de tidligere medarbejdere et arbejdsmiljø med miskommunikation, forsinkelser med udbetaling af løn, forsinkelse af kontrakter og verbale overfusninger.

Afblæste tilkaldt politi

Asa Harrison havde allerede i slutningen af november lovet sig selv at forlade arbejdspladsen efter en anden grov hændelse, fortæller han.

- Der var en situation med en gæst, der udviklede sig, hvor vi blev nødt til at trykke på vores ’panikknap’ og tilkalde politiet for at sikre vores egen og gæsternes sikkerhed.

Gæsten var blevet smidt ud af barens security-folk, men var efterfølgende begyndt at kaste med et jerngitter uden foran baren, og derfor trykkede barpersonalet på en særlig knap, der tilkalder politiet i den slags situationer.

Men politiet ringede først til indehaveren, der sagde til dem, at de ikke skulle komme, ifølge Asa Harrison.

- Det var en forfærdelig situation, for realiteten er jo, at der kunne være gået galt. En gæst eller en ansat kunne være kommet til skade.

Denne hændelse er også beskrevet i de ansattes brev, ligesom at Politiken, der har alt med de 12 medunderskrivere, også har skrevet om episoden.

Politiet endte med at komme en halv time efter, fordi flere gæster også havde ringet, ifølge Asa Harrison. 

Efter den aften besluttede Asa Harrington sig for, at han ville forlade Jolene Bar i begyndelsen af det nye år. Han nåede dog ikke at fortælle om sine planer til chefen.

Nattearbejde på barer er jo ikke for sarte sjæle. Skal man ikke kunne tage lidt af hvert i den branche?

- Jo, man skal tage sig af fulde gæster og løse svære situationer i løbet af aftenen. Men hans opførsel skal man ikke tolerere. Det skal være et sikkert sted for alle medarbejdere.

TV 2 Kosmopol har forsøgt at forelægge kritikken for indehaveren af Jolene Bar, Kristian Gøtrik, der ikke er vendt tilbage.

Han har dog i et skriftligt svar til Politiken opfordret til ”ikke at foretage unødig rygtespredning, idet den slags kan være både injurierende og bagvaskelse”, ligesom han heller ikke genkender, at han skulle have afskediget medarbejderne fredag aften, men i stedet skriver: 

"En medarbejder kaster en dåse på mig morgenen til lørdag. Jeg bortviser ham. Herefter vælger tre øvrige medarbejdere at forlade stedet med ordlyden "I quit". Med andre ord så er ingen personer på noget tidspunkt blevet opsagt. Medarbejderne har selv sagt op mundtligt. En række andre medarbejdere har som en konsekvens af deres misopfattelse af ovenstående forløb valgt at opsige deres timeansættelser."

Derudover skriver han til Politiken, at han ikke vil udtale sig om den pågældende aften med politiet.

3F: Der mangler spilleregler

Brevet fra de 12 tidligere ansatte slutter med ordene:

”Vi ser frem til at sætte lys under arbejdsforholdene i service/nattelivsbranchen. Vi vil sikre os, at den her slags behandling og måde at opføre sig på ikke bliver tolereret nogen steder”

Og det kan der være god grund til. Spørger man formand for 3F København, John Ekebjærg-Jakobsen, så er der mange udfordringer med forholdene i bar- og nattelivsbranchen generelt:

quote Typisk er de ledere, der arbejder de her steder, ikke særlig kvalificerede til at være ledere

John Ekebjærg-Jakobsen

- Der er rigtig mange steder, hvor der ikke er en overenskomst, og dermed ingen spilleregler for tilrettelæggelse af vagter og arbejdstid og -forhold. Det skriger til himlen, når vi ser unge mennesker, der får rigtig meget ansvar, og ansatte der har svingende timetal, så de får svært ved at få økonomien til at hænge sammen, siger han til TV 2 Kosmopol.

Derudover peger han også på, at det er en branche, der er præget af dårlige chefer:

- Typisk er de ledere, der arbejder de her steder, ikke særlig kvalificerede til at være ledere. De har ikke nogen lederuddannelse, og det er i højere grad en lykkeridderbranche, hvor det handler om overlevelse, siger han.

Og så er der det med alkoholen. For i netop nattelivsbranchen er det ikke usædvanligt, at ansatte bag baren også får sig en drink i arbejdstiden.

- Det kan godt være, at det er en del af miljøet, men det er også det, der kan skabe problemer, for det forstærker et dårligt arbejdsmiljø, siger 3F-formanden og understreger, at det ifølge fagforeningen er fuldstændig uacceptabelt, at ansatte eller ledelse er berusede på jobbet:

- Der er forskel på, om man er frivillig på Roskilde Festival eller er på en arbejdsplads.

3F forsøger med kampagner og SU-medlemskaber at organisere ansatte i nattelivsbranchen, for at få fat på de mange unge, der ofte kun arbejder midlertidigt i den branche og derfor er sværere at organisere. 

Vil gerne værne om stedet

Det har været fantastisk at se, hvor mange, der har støttet op om ham og hans kollegers oplevelser på Instagram, fortæller Asa Harrison.

En af dem er Daniel Bruhn Jensen, der tidligere har været tilknyttet Jolene Bar som fast DJ i otte år fra 2012-2020.

quote Der er rigtig mange steder, hvor der ikke er en overenskomst, og dermed ingen spilleregler

John Ekebjærg-Jakobsen, 3F København

Daniel Bruhn Jensen synes, det er vigtigt, at de tidligere ansatte står frem med deres oplevelser, men forstår også, at det kan være svært, fordi det sætter et sted, som rigtig mange mennesker er glade for, i et dårligt lys:

- Jeg tror, en stor del af det at have svært ved at fortælle om det, er, at det miljø, vi har om elektronisk musik, er så sårbart og småt i København, så man vil gerne værne om et af de få steder, vi har, siger Daniel Bruhn Jensen.

For Asa Harrison har Jolene Bar også haft stor betydning. Han kalder kollegaerne, dj’s og gæsterne på Jolene Bar for et community – et fællesskab for tilhængere af elektronisk musik og en natklubs-ideologi, et såkaldt ’safer space’, der forsøger at gøre op med diskrimination. I nattelivet er safer space-betegnelsen et udtryk for et regelsæt, der bekæmper had, racisme, homofobi, kropsudskamning med mere. 

Godt at tale åbent om forhold

Ifølge Asa Harrison har de mange opslag på Instagram startet samtaler på andre arbejdspladser i nattelivet, hvor man taler om arbejdsmiljøet.

At tale åbent om dårlige arbejdsforhold kan have stor effekt, siger formand for 3F København John Ekebjærg-Jakobsen.

- København er så levende en by, og der er et stort gennemtræk af mennesker, så der vil altid være nogen, der står klar til at tage et job, hvor forholdene er dårlige. Men så længe ansatte eller medier tager fat i de her problematikker, så bliver det lettere at gennemskue, hvad der er godt og skidt, siger han.

Asa Harrison er heller ikke blevet afskrækket af nattelivsbranchen. Faktisk er han allerede på vej mod et nyt job.

For udover den store støtte til Asa Harrison og hans kolleger på de sociale medier, så har han også mærket den fra barmiljøet i København.

- Flere fra andre barer i København har sagt, at de vil hjælpe os med at få et nyt job med det samme, hvis vi har brug for det, siger han og fortæller, at han allerede har en jobsamtale på en anden bar.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik