Bekymret landstræner: "Børns trivsel skal i fokus på årets fodboldskoler"

DBU og UNICEF har indgået et nyt samarbejde, som skal højne børns trivsel. Det begynder på årets fodboldskoler.

Flere undersøgelser peger på, at mange børn ikke trives.

Derfor har UNICEF og DBU nu indgået et samarbejde for at styrke børns rettigheder i børnefodbolden i Danmark.

- Vi ved fra forskningen, at der er rigtig mange børn i Danmark, som kæmper med at føle sig udenfor og oplevelsen af ikke at passe ind. De kæmper med ensomhed. Og de kæmper med at føle sig anderledes.

- Det her partnerskab er i virkeligheden startskuddet til et samarbejde med DBU, hvor vi skal forsøge at komme det med at føle sig udenfor til livs, siger Susanne Dahl, som er generalsekretær i UNICEF Danmark, til TV 2 Kosmopol.

quote Jeg er meget nysgerrig på, hvordan vi kan gøre det endnu bedre. Og hvordan vi i fodbolden kan bidrage til den dagsorden om at gøre Danmark til et bedre sted at være barn

Kasper Hjulmand, landstræner

Landstræner Kasper Hjulmand håber at det nye samarbejde med UNICEF kan skabe bedre trivsel for danske børn
Landstræner Kasper Hjulmand håber at det nye samarbejde med UNICEF kan skabe bedre trivsel for danske børn
Foto: Morten Bisgaard Christensen / TV 2 Kosmopol

Børns trivsel både på, men også udenfor banen, er også noget som optager landstræner for det danske herrelandshold i fodbold, Kasper Hjulmand.

- Vi har en stor gruppe børn, som er udenfor. Jeg er meget nysgerrig på, hvordan vi kan gøre det endnu bedre. Og hvordan vi i fodbolden kan bidrage til den dagsorden om at gøre Danmark til et bedre sted at være barn, forklarer Kasper Hjulmand.

Han er især bekymret for børns skærmforbrug, som kan gå ud over deres trivsel.

- Jeg tror, at den virtuelle verden, de sociale medier og skærmene har en stor negativ indvirken på vores børn. Jeg tror selv, at vi er midt i et socialt eksperiment, hvor vi ikke rigtig ved, hvad resultatet af det er, siger Kasper Hjulmand.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Trænerne på årets DBU Fodboldskoler vil blandt andet modtage denne folder
Trænerne på årets DBU Fodboldskoler vil blandt andet modtage denne folder
Foto: Mette Ejlersen/TV 2 Kosmopol


Trænerne skal klædes bedre på

Som fodboldtræner kan det være en udfordring at stå med ansvaret for, at børn har det sjovt, føler sig hørt, og samtidig udvikler sine fodboldfærdigheder. I samarbejdet får DBU derfor hjælp fra UNICEF til at understøtte trænerne på årets DBU Fodboldskoler i sommerferien.

Her deltager over 25.000 børn og cirka 3.000 trænere.

- Vores opgave i UNICEF er at klæde de her trænere på til at kunne arbejde med børnene på en mere inkluderende måde, når de møder børnene for første gang, siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.

Trænerne får hjælp til det gennem workshops, podcasts, explainervideoer og informationsmateriale til trænerne. Materialet står UNICEF for og ifølge DBU er det en stor hjælp.

- Vi har jo ikke det sorte bælte i DBU i børns rettigheder. Men vi har rigtig mange børn, som bruger fodboldens fællesskab, som det største de har. Og det er vi jo rigtig glade for. Men vi skal jo på den lange bane så sørge for, at endnu flere børn vælger fodbolden til, siger Peter Møller, som er fodbolddirektør i DBU.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Sådan gør de

Trænerne modtager fra UNICEF en børneguide, en explainer-video, en podcast og en casesamling med dilemma-cases og praktiske tilgange. Hvor dilemmaer såsom disse præsenteres:

  • Hvordan kan du fra starten af ugen sætte rammerne, så alle børn sikres et godt fællesskab, de føler sig trygge i?

  • På dit hold er der stor forskel på ambition, niveau og fremtoning – hvordan håndterer du det, så alle får en god oplevelse.

Målet er at styrke kompetencerne hos voksne og frivillige på DBU Fodboldskolen ved inklusion af elementer indenfor tre områder:

  • Rettighedsbaseret børnesyn

  • Sunde og udviklende fællesskaber

  • Tryg deltagelse for alle

Her kan læse mere om UNICEFs guide til frivillige og trænere.

Landsholdsstjerner bidrager med velgørenhed

Når sommerens fodboldskoler er slut, er det meningen, at samarbejdet fortsætter.

– Vi sår frø, som vi gerne skal se vokse i DBU Børnefodbold og som skal bredes ud, uddybes og integreres yderligere, siger Susanne Dahl, generalsekretær, UNICEF Danmark.

quote Hvis vi i DBU kan bidrage gennem fodbolden med at gøre børnene gladere, få en større tilfredsstillelse ved at være en del af et fællesskab, som vi er så gode til i Danmark, så synes jeg, at vi skal påtage os den opgave.

Peter Møller, fodbolddirektør i DBU

Pengene til kampagnen skal komme fra velgørenhed. Tidligere har Herre- og Kvindelandsholdet bortauktioneret deres spillertrøjer til UNICEFs arbejde for børnene i Ukraine.

I forbindelse med det nye samarbejde om danske børns trivsel vil de lave lignende auktioner. Derudover får publikum også mulighed for at støtte projektet, når de køber billetter til landskampene.

- Hvis vi i DBU kan bidrage gennem fodbolden med at gøre børnene gladere, få en større tilfredsstillelse ved at være en del af et fællesskab, som vi er så gode til i Danmark, så synes jeg, at vi skal påtage os den opgave. Og nu starter vi i det små med samarbejdet med UNICEF, men jeg håber, at det er noget, som kan vokse sig stort, siger Peter Møller, fodbolddirektør i DBU.

(Artiklen fortsætter efter galleriet.)

Fodboldens fællesskab kan hjælpe børn til bedre trivsel

Ifølge landstræneren giver det god mening at netop fodbold kan være med til at højne børnenes trivsel.

- Hvis det bliver gjort på den rigtige måde, så synes jeg at fodbolden kan være med til at give rammerne for, at børn kan komme ind og opleve det at være i fysiske fællesskaber. Hvor der ikke er nogen forstyrrelser af alle mulige andre karakterer, men hvor man kan være sammen. Man kan tale med hinanden. Kommunikere med hinanden. Man kan forstå et hold og man lærer at tabe og vinde. Og man lærer at opføre sig ordentlig, siger Kasper Hjulmand.

Og det håber han kan ske ved at hjælpe trænerne bedre på vej i det nye samarbejde:

- Jeg tror, at hvis vi kan klæde dem bare en lille smule bedre på til at skabe rammerne for et godt børnemiljø, så kan vi hjælpe dem. Og det er det, som vi skal forsøge at gøre ved at få dem til at forstå, hvilke rammer der skal laves, siger Kasper Hjulmand.

I sommerferien bliver der holdt 230 DBU Fodboldskoler i hele landet og der er stadig ledige pladser nogle af stederne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik