Søndag finder en større propalæstinensisk demonstration sted i København.
Demonstrationen har titlen 'Hele Danmark på Gaden for Palæstina – våbenhvile nu!' og bevæger sig fra Esplanaden til Christiansborg.
Den er arrangeret af 'Stop Annekteringen af Palæstina' i samarbejde med andre organisationer.
Mange borgere er gået på gaden. Eksempelvis har mere end 6000 Facebook-brugere tilkendegivet, at de enten deltager i eller er interesserede i demonstrationen.
Billeder fra demonstrationen viser, at en større folkemængde er samlet.
Omkring klokken 14.40 gik demonstrationen mod Christiansborg, oplyser TV 2 Kosmopols reporter på stedet.
Der bliver blandt andet råbt:
"København siger nej til folkemord"
Ifølge demonstrationens Facebook-begivenhed har demonstranterne fire krav:
- Øjeblikkelig og varig våbenhvile
- Ubegrænset adgang til nødhjælp
- En ende på den ulovlige belejring af Gaza
- Frigivelse af de over 7000 palæstinensiske gidsler i Israel mod frigivelsen af de resterende israelske gidsler i Gaza.
(Se flere billeder og videoer fra demonstrationen under faktaboksen.)
Forstå krigen mellem Israel og Hamas
Den 7. oktober angreb terrororganisationen Hamas flere israelske kibbutzer, byer og en musikfestival nær grænsen til Gaza.
Ifølge israelske myndigheder blev omkring 1200 israelere dræbt, og der blev taget flere end 200 gidsler.
Efterfølgende har Israels militær (IDF) svaret igen med massive bombardementer og en landoffensiv i Gaza, der er kontrolleret af Hamas.
Ligeledes har Israels militær i perioder afskåret befolkningen i Gaza for vand, elektricitet og nægter nødhjælp at krydse grænsen ind til det palæstinensiske område
Angrebene mod Hamas har kostet tusindvis af civile liv. Det samlede dødstal i Gazastriben er ifølge Gazas sundhedsministerium, der er kontrolleret af Hamas, 17.487 personer – heraf tusindvis af børn.
Siden krigen brød ud har propalæstinensiske demonstrationer - næsten dagligt - fyldt i Københavns gader. Her er der blandt andet blevet demonstreret imod Israels angreb i Gaza og drabene på civile
Lignende demonstrationer har fundet sted i mange europæiske storbyer som London, Rom og Berlin, ligesom der i byer som Sydney, Seoul og New York har været demonstrationer for Palæstina.