Børn og gartnere skal passe lokale juletræer år efter år i smart, bæredygtig løsning

På Nørrebro er julen på gaden blevet lidt mere bæredygtig, efter juletræerne nu skal genbruges år efter år.


Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Det er rødgran, det er nordmandsgran, og det er blågran herovre.

Jann Kuusisaari peger rundt på legepladsen i Hans Tavsens Parken på Nørrebro i København.

Her står juletræerne hverken pakket i net eller afskåret på fod – nej, de står i stedet i kasser med hjul under, så de kan genbruges år efter år.

Idéen er gartneren Jann Kuusisaaris egen, og han medgiver, at grantræerne ikke helt ligner de juletræer, der i juletiden bliver sat i de fleste danske hjem.

- Vi fik nogle juletræer lidt billigt, og derfor ser de måske også lidt skæve ud.

Men det gør ingenting, forklarer han.

- Det handler ikke om, at juletræerne skal være så pæne og flotte som muligt, men om at hvert træ har sin fortælling, siger Jann Kuusisaari.

Ægte genbrugsjuletræer

Men træerne har også en fælles fortælling, og den er, at de mange grantræer skal leve længere, end det er tilfældet med langt de fleste juletræer.

- Træerne får lov til at leve og fortsætte med at være her. De bliver ikke til affald.

- I princippet kan de vel holde evigt, siger gartneren.

I juletiden skal træerne ud på gaderne og pynte. Men når julen er slut, kommer træerne tilbage på én af Nørrebros bemandede legepladser, hvor de skal passes af børn og personale resten af året, før de igen kommer på gaden og markerer julen.

En skidegod idé

De mobile juletræer, som altså står i kasser med hjul under, er et pilotprojekt, som er støtte af Nørrebros Lokaludvalg.

Her er man yderst tilfreds med det bæredygtige projekt.

- Det er jo så bæredygtigt, at træet næsten kan flyve selv. Altså, det er genbrug, og det er en skidegod idé, ikke?, siger Jens Willadsen, som er medlem af Nørrebro Lokaludvalg.

Allerede nu kan man se en del af juletræerne pyntet på Nørrebro. Således er der sat juletræer på Blågårdsgade, som endda er blevet pyntet med julepynt af bydelens lokale børn.

- Det er så fint, og det er så dejligt, at det er lokale børn, som er med i det her. Det skaber også den lokale ejerfølelse, og det er virkelig dejligt, siger Dorthe Maanbo, der er formand for Blågårdsgades Handelsforening.

Gartneren og idémanden håber da også, at konceptet kan sprede sig til flere dele af København.

- Jeg synes, de er superflotte. Det kunne simpelthen ikke være bedre, siger Jann Kuusisaari til TV 2 Lorry.

Du har læst en artikel fra TV 2 Kosmopol


Spørg Os - Afstemning

_


Vis mere
visitationszone-noerrebro

Visitationszone genindføres på Nørrebro og i Nordvest

Metrolinje KBH

Se kortet:
Her vil flertal lægge ny metrolinje i København

Vis mere