Børnelæge og tv-vært overspiser og kaster op: Nu vil han ikke skjule det længere

Mange mænd opdager ikke, at de har en spiseforstyrrelse, fordi de ikke har nogen at spejle sig i. Lambang Arianto er en af dem, der nu har besluttet sig for at stå frem. Selv om det tog ham 20 år at blive klar til det.


Svaghed.

Det var hans værste frygt ved at stå frem og fortælle om sin spiseforstyrrelse.

At folk skulle opfatte ham som svag eller som en, der ”ikke kan styre sig”.

De fleste kender formentlig Lambang Arianto som den glade – til tider grænsende til overstadige – og udadvendte tv-vært.

quote Det, der har gjort det svært for mig at styre min spiseforstyrrelse, er den mængde skam, jeg føler over det.

Lambang Arianto

Han er børnelæge og familiefar.

Og så lider han af tvangsoverspisning og bulimi. 

Noget, han har skjult i tyve år og først nu har besluttet sig for at stå frem med.

- Det, der har gjort det svært for mig at styre min spiseforstyrrelse, er den mængde skam, jeg føler over det. Og som kommer af, at jeg vil være perfekt, fortæller han til TV 2 Kosmopol:

- Da jeg var yngre, skulle jeg være den perfekte dreng. Og nu den perfekte mand, der er stærk og kan klare sig selv.

Tvangsoverspisning (BED)

Tvangsoverspisning er en spiseforstyrrelse, der er karakteriseret ved tilbagevendende episoder med tvangsmæssige overspisninger, der på engelsk betegnes som “binges”.

Tvangsoverspisning kaldes også BED, hvilket oprindeligt kommer af den engelske betegnelse 'Binge Eating Disorder'. En overspisningsepisode kendetegnes ved, at personen indtager en stor mængde mad inden for et kort tidsrum samtidig med, at vedkommende oplever at miste kontrollen over sig selv. Overspisninger er typisk efterfulgt af negative følelser som skam, skyld, væmmelse og lavt selvværd.

Personer med tvangsoverspisning har ikke systematisk kompenserende adfærd som eksempelvis opkastninger, brug af afføringsmiddel og tvangsmotionering. Derfor er eller bliver mange med BED overvægtige. Her adskiller spiseforstyrrelsen sig derfor fra bulimi, hvor den kompenserende adfærd typisk regulerer vægten.

Debutalderen for BED ligger typisk omkring de sene teenageår og op til starten af tyverne. Personer med BED har dog ofte kæmpet med slankekure og overvægt siden barndommen, der har udviklet sig til hyppige overspisningsepisoder i teenage- eller ungdomsårene. Ofte har den berørte forsøgt at bekæmpe overvægten i mange år, før hun eller han søger behandling.

Kan du genkende symptomerne? Så ring til Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskades uvildige rådgivning på 7010 1818.

Kilde: Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade

Tynd som de andre drenge

Afhængigheden af mad startede relativt uskyldigt, da Lambang Arianto i folkeskolealderen drømte om at være lige så stor som sin bror. 

Derfor trænede han så at sige sin evne til at spise, indtil han kunne få ”enormt store” mængder ned. Det var her, han fik smag for ”mad, der smager godt”.

Målet om at blive større end sin bror lykkedes da også. Selvsagt med en del ekstra kilo til følge, som var svære for ham at komme af med igen.

Kiloenes betydning voksede i årenes løb, og i gymnasietiden blev de i særdeleshed problematiske for ham.

- Jeg begyndte at tænke over, hvordan jeg skulle se ud for at passe ind. Og det betød, at jeg skulle være tynd som de andre drenge, fortæller han om mødet med det kropsideal, der stadig sidder i ham i dag.

Det var der, han begyndte at kaste de store mængder mad, han spiste, op.

De mængder mad, Lambang Arianto spiser, varierer fra dag til dag. På en særlig slem dag kan han spise mængder, der svarer til dette på et enkelt måltid.
De mængder mad, Lambang Arianto spiser, varierer fra dag til dag. På en særlig slem dag kan han spise mængder, der svarer til dette på et enkelt måltid.

- Jeg var klog nok til at se, at det ikke var den rigtige måde at tabe sig på. Men jeg kunne ikke give slip på maden. Så det blev min eneste måde at tabe mig på, forklarer han.

Tvangsoverspisningen og bulimien fortsatte og blev – med hans egne ord – en del af ham.

I dag er Lambang Arianto 39 år og bliver dagligt mindet om sin spiseforstyrrelse. 

Nogle dage er værre end andre. På de dage overspiser han og kaster op flere gange om dagen. Nogle dage faktisk flere gange i løbet af ét måltid.

- Jeg oplever et virkelig stort ubehag, når jeg har spist. Jeg sveder, og min mave er fyldt til bristepunktet, siger han.

Hans stemme bliver tiltagende grødet:

- Og efter jeg har stukket en finger i halsen, føler jeg den største skam i verden.

Oplever du tegn på en spiseforstyrrelse?

Så ring til Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskades uvildige rådgivning på 7010 1818.

Et samfundsproblem

Faktisk er skammen formentlig kernen i det hele.

Det er den, som har fået ham til at skjule sin sygdom i 20 år. Fået ham til at lyve for sine nærmeste for at få lov til at spise i ly for årvågne blikke. Og måske endda fået ham til at spise endnu mere for at dulme selvsamme følelse.

Og det var da også opgøret med netop skammen, der for nylig fik ham til at lægge en video på sin Instagram-profil, hvor han for første gang fortæller om sin lidelse.

quote Det handler om et opgør med, hvad maskulinitet er.

Lambang Arianto

- I kender mig som den glade, overskudsagtige og smilende Lambang. Og det er jeg også rigtig meget af tiden. Men siden gymnasiet har jeg gemt på en hemmelighed, indleder han videoen, hvor han også sætter ord på sin frygt for, at folk nu vil se anderledes på ham og dømme ham.

Især fordi han er en mand, forklarer han.

- Det var en kæmpe lettelse at stå frem. Men også svært, for nu har jeg blottet mig selv og gjort mig sårbar. Og det, tror jeg, er noget, mange mænd har svært ved, understreger han:

- Og jeg tror, det er vigtigt, at man ser det som et samfundsproblem, at os mænd skal være stærke og ikke kan tale om en spiseforstyrrelse. Det handler om et opgør med, hvad maskulinitet er.

Kan ikke spejle sig i andre mænd

Hos Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade genkender de ”helt klart” tendensen til, at det kan være sværere for mænd at søge hjælp og tale om en spiseforstyrrelse.

På trods af at tvangsoverspisning (Binge Eating Disorder) er den spiseforstyrrelse, der er klart mest udbredt hos mænd – godt en fjerdel af alle tilfælde er mænd – så er der langt flere kvinder, der søger hjælp, end andelen bude tilkendegive.

- Det er et kendt fænomen, at der er færre mænd, der henvender sig til rådgivningslinjer generelt. Men især når det kommer til spiseforstyrrelser. Det er en lidelse, man gerne associerer med kvinder. Især anoreksi og bulimi forbinder mange med tynde kvinder, forklarer Sabine Elm Klinker, der er vicedirektør i foreningen og leder af videnscentret og behandlingsteamet.

Den spiseforstyrrelse, flest mænd lider af

Det anslås, at mellem 40.000 og 50.000 danskere i alderen 15 til 45 år lider af tvangsoverspisning. Ud af dem er der cirka 25 procent mænd og 75 procent kvinder. BED er dermed den spiseforstyrrelse, som flest mænd lider af. På trods af den store andel af mænd, er det imidlertid langt oftere kvinder, der søger behandling for BED.

Til sammenligning er der cirka 30.000 danskere, der lider af bulimi. Bulimi kan ramme begge køn, men er 10 gange hyppigere hos kvinder end mænd. Det anslås, at cirka to procent af den kvindelige befolkning har bulimi. Det svarer til cirka 21.000 danske kvinder mellem 15 og 45 år.

Kilde: Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade

- Og de stereotyper bliver en forhindring for, at mænd søger hjælp. Og for at de taler ærligt om det, eller sågar stiller sig frem i medierne med deres historier.

Og det faktisk paradoksalt, understreger hun. Mange mænd opdager nemlig ikke, at de faktisk lider af en spiseforstyrrelse. Og hvis de gør, kan de nemt opleve at føle sig alene i det, fordi de ikke kan spejle sig i andre mænd med samme problem. 

Trine Svarrer er behandlingsansvarlig i Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade og rådgiver folk med spiseforstyrrelser til daglig.

Hun oplever, at det fællestræk, der ofte går igen, når hun taler med mænd, er, at de ser en spiseforstyrrelse som en ”personlig fiasko”, som de selv har ansvar for at overkomme.

- Når jeg taler med mænd i behandling, føler de sig ofte meget alene, fordi de føler, at de skal klare sig selv. De har langt vanskeligere ved at dele deres indre kamp og sårbarhed, fordi de føler, de selv har ansvaret. De er ofte gode til at rumme andres følelser og beskytte andre, men har sværere ved det, når det kommer til dem selv, siger hun. 

Et af de tiltag, foreningen har gjort for at få flere mænd til at søge hjælp, er blandt andet at tilbyde gruppeterapi, som kun er for mænd. Og det er noget, der hjælper i en vis udstrækning.

- Når vi udbyder behandlingsforløb, der er forbeholdt mænd, oplever vi typisk, at flere henvender sig. Men det er bestemt ikke, fordi vi bliver stormet, understreger Sabine Elm Klinker.

Trine Svarrer tror især, behandlingens appel skyldes, at den er et rum, der er fri for det, hun kalder ”kønsspecifikke og kulturelle forventninger”.

- Det handler om skammen over og frygten for, hvem man er i andres – og måske især kvinders – øjne. Det er skamfuldt ikke at have styr på sin spisning og på sin krop. Og der er en kønsspecifik forventning om, at mænd klarer sig selv, siger hun:

- Mange af de mænd, jeg taler med, fortæller, at de aldrig ville sige de her ting, hvis der var kvinder med i gruppen.

Lambang Airanto har, siden han stod frem, modtaget enormt mange beskeder fra folk, der støtter ham og takker ham for at dele sin historie. Han håber, det kan tjene som inspiration for andre til at tale om deres problemer.
Lambang Airanto har, siden han stod frem, modtaget enormt mange beskeder fra folk, der støtter ham og takker ham for at dele sin historie. Han håber, det kan tjene som inspiration for andre til at tale om deres problemer.

Til gengæld, tilføjer Trine Svarrer, vil mange af de mænd, der gør brug af foreningens behandlingstilbud, gerne gøre sig fri af de her maskulinitetsforestillinger, de føler, de har været underlagt. 

Desuden fortæller Sabine Elm Klinker, at der trods alt har været en beskeden stigning i henvendelser fra mænd i løbet af de sidste år.

- Vi oplever, at der er flere, der stiller sig frem, og at flere søger hjælp via vores tilbud. Men det er desværre meget små tal. Fra meget, meget få mænd til lidt flere. Vi så stadig gerne, at flere mænd finder frem til det, understreger hun.

Mænd og spiseforstyrrelser

Undersøgelser viser, at mange mænd med spiseforstyrrelser har vanskeligt ved at søge hjælp, og når de gør det, føler de sig ofte ikke inkluderet i de typisk rene kvindemiljøer, de placeres i.

I foreningens gruppebehandlingsforløb for mennesker med tvangsoverspisning var langt de fleste deltagere kvinder, selvom cirka en fjerdedel af de berørte er mænd.

Derfor valgte Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade i efteråret 2021, som et forsøg, at tilbyde to behandlingsgrupper kun for mænd med spiseforstyrrelser. Foreningen oplevede, at mændene havde stor gavn af at møde ligesindede kønsfæller, og at de efterlyser et tiltrængt opgør med de stereotype forestillinger om maskulinitet.

Gennem gruppeforløbet fik mændene indblik i, at de gennem deres liv har været vant til at klare sig selv, og derfor har de ofte følt sig meget alene – ikke fordi de har manglet familie og venner, men fordi de har haft vanskeligt ved at fortælle om deres indre kampe og sårbarhed.

Paradoksalt nok, har mange af dem også været gode til at rumme andres følelser og har ofte fået rollen som hjælperen og beskytteren, når venner og familie har haft problemer.

I modsætning til de kvinder, foreningen har haft i gruppebehandling, var mændene optaget af, hvordan stærke og dominerende kønsstereotype opfattelser - såsom at ”mænd græder ikke”, og ”store, stærke mænd viser ikke sårbarhed og har ikke brug for andres hjælp” - har påvirket dem.

Mændene gav udtryk for, at stereotyperne i høj grad har tynget dem, og de efterlyste et opgør med maskulinitetsforestillingerne, som blandt andet har medført, at de først sent har opsøgt hjælp til deres spiseforstyrrelse. Flere fortalte, at de først i forbindelse med behandlingen blev klar over, at mænd, ligesom kvinder, kan lide af spiseforstyrrelser.

Mændene sagde også, at de satte stor pris på at være i en gruppe kun for mænd. Fraværet af kvinder betød, at det blev muligt for dem at ryste kønsstereotyperne af sig. De var alle enige om, at det ikke havde kunnet ladet sig gøre, hvis der havde været kvinder i gruppen.

Kilde: Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade

Opgør med perfekthedskultur

Lambang Arianto har oplevet enormt stor støtte, efter han har været åben om sin spiseforstyrrelse. Han har modtaget adskillige beskeder fra folk, der takker ham og deler deres egne historier.

Men én ting undrer ham. Nemlig at der ikke er nogen mænd blandt de mange beskeder.

Og han håber, at han måske kan inspirere flere til at være ærlige.

- Jeg håber, jeg kan gøre op med den her perfekthedskultur. Og vise folk, at jeg som mand også kan have de her sårbare sider, fortæller han:

- Jeg håber, at flere mænd vil stå frem og tale om deres problemer. Det behøver ikke kun være spiseforstyrrelser. Bare for at vise andre mænd at det er okay at være følsom og sårbar. Selvom jeg ved, hvor svært det er. Det tog mig tyve år! 

Du kan møde Lambang Arianto i videoen øverst i artiklen.




Vis mere
Visionsskitse 2

Kæmpe tunnelprojekt vokser:
Nu er der også store planer for Bispeengbuen og Ladegårdsåen

Kort_Irma_loca

Få overblikket:
Det skal der ske med din Irma

Vis mere