Borgmester kæmper videre mod Lynetteholm – vil stoppe ny metrolinje

Enhedslisten vil gerne have en ny metrolinje, men den skal ikke finansieres af Lynetteholm og grundsalg. Virkelighedsfjernt, mener konservativ borgmester.

Det er ingen hemmelighed, at Enhedslisten i mange år har været indædt modstander af anlæggelsen af Lynetteholm - den nye bydel i København, som i fremtiden skal have plads til 35.000 indbyggere og 35.000 arbejdspladser på en kunstig halvø ud mod Øresund i Københavns Havn.

quote Det er kun rimeligt, at staten også er med til at finansiere infrastrukturen i hovedstaden, som de gør i resten af landet

Line Barfod (EL), teknik- og miljøborgmester i København

Og nu fremsætter Enhedslisten, som i dag er det største parti på rådhuset i København og har teknik- og miljøborgmester Line Barfod i spidsen, et forslag i Økonomiudvalget, der handler om at droppe planerne om at føre den nye metrolinje M5 ud til Lynetteholm - fordi partiet altså er imod øbyggeriet. 

I det alternative forslag vil Enhedslisten fortsat bygge M5, men uden stop på Lynetteholm. 

Partiet vil med forslaget desuden gøre op med de sidste 30 års måde at finansiere metro på ved at droppe grundsalg, og i stedet ønsker man, at staten træder til og betaler for infrastrukturen.

- Vi vil gerne have metro og anden kollektiv trafik, men vi vil ikke finansiere det ved at lave Lynetteholm og blive ved med at bygge masser af dyre boliger i København, som folk ikke har råd til. Vi synes i stedet, at det kun er rimeligt, at staten også er med til at finansiere infrastrukturen i hovedstaden, som de gør i resten af landet, siger Line Barfod til TV 2 Kosmopol.

For et par uger siden kom det frem, at forligspartierne bag aftalen om Lynetteholm, ønskede den såkaldte lilla linjeføring for metrolinjen M5. Dengang afviste Enhedslisten at stille op til interview. 

quote De vil gerne have goderne i form af mere metro, men de løber fra regningen

Jakob Næsager (K), børne- og ungdomsborgmester i København

(Artiklen fortsætter efter kortet.)

Den nye linje kommer til at have have 10 stop på vejen fra Københavns Hovedbanegård til Østerport. Nemlig København H, Bryggebroen (ny), DR Byen, Amagerbrogade Syd (ny), Lergravsparken, Prags Boulevard (ny), Refshaleøen (ny), Lynetteholm Syd (ny), Lynetteholm Nord (ny) og Østerport.
Den nye linje kommer til at have have 10 stop på vejen fra Københavns Hovedbanegård til Østerport. Nemlig København H, Bryggebroen (ny), DR Byen, Amagerbrogade Syd (ny), Lergravsparken, Prags Boulevard (ny), Refshaleøen (ny), Lynetteholm Syd (ny), Lynetteholm Nord (ny) og Østerport.
Foto: Grafik: Louise Cassens/TV 2 Kosmopol

K-borgmester: EL er virkelighedsfjerne

Line Barfods konservative borgmesterkollega i København, børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager, som også er med i Økonomiudvalget, har en klar holdning til Enhedslistens forslag.

- Det med at lave en bydel for 35.000 indbyggere uden at lave metro eller S-tog, det gør det jo næsten umuligt at komme til og fra sådan en halvø.

- Det er besluttet i Folketinget for snart to år siden, at Lynetteholm skal etableres, så for mig at se, er det en manglende erkendelse af virkeligheden hos Enhedslisten, siger Jakob Næsager til TV 2 Kosmopol.

Han peger blandt andet på, at der slet ikke er sat penge af til at finansiere metroen i den seneste infrastrukturaftale på Christiansborg - et forlig som Enhedslisten i øvrigt er med i.

- De vil gerne have goderne i form af mere metro, men de løber fra regningen, når de ikke vil være med til at finde indtægterne, fordi de ikke vil have Lynetteholm og sælge byggegrunde, siger Jakob Næsager.

Vi kæmper videre

Den kritik preller imidlertid af på Line Barfod, som står ved det alternative forslag, der dog med al sandsynlighed aldrig vil få den store opbakning fra andre partier, da der i forvejen er et solidt flertal for at etablere M5 til Lynetteholm.

- Vi har hele tiden sagt meget klart, at vi mener, at de to ting skal skilles ad finansieringsmæssigt, og Folketinget kan jo godt vedtage ting, der ikke står i trafikplanen.

Og så skal man aldrig sige aldrig, bedyrer hun.

- Hvis man ser på det gamle projekt med Søringen, hvor man i starten af 70’erne ville placere en kæmpe motorvej gennem København, da havde de allerede fået revet en betragtelig del af husene ned på ruten, der hvor Fredens Park ligger i dag. Men selv om planerne var fremskredne, så lykkedes det at stoppe det projekt. Så det kan lade sig gøre, siger Line Barfod.

- Vi vil blive ved med at rejse modstand mod Lynetteholm, både her på rådhuset og i Folketinget. Og der er også flere andre kommuner, hvor diskussionen stadig kører, fordi nabokommunerne aldrig er blevet spurgt. I Sverige er der også stadig en væsentlig modstand mod det, så vi kæmper videre og bliver ved med at alliere os med andre modstandere af Lynetteholm, siger hun.

Det er planen, at den nye metrolinje til Lynetteholm skal være klar til brug i 2035, og at anlægsarbejdet skal begynde i 2027.

Det arbejde er beregnet til at koste 14,7 milliarder kroner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik