Borgmester og politikere kritiserer forvaltning i sag om udledning af spildevand i Øresund

Flere politikere og teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) kritiserer forvaltningen i Københavns Kommune for mangelfuld rådgivning i sag om spildevand i Øresund.

Københavns Kommunes tilladelse til at udlede millioner af liter urenset spildevand i Øresund får nu flere politikere samt teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) til at kritisere embedsværket på Rådhuset.

Det sker, efter Teknik- og Miljøforvaltningen i et notat, som politikerne fik søndag aften, redegjorde for, at tilladelsen er givet på det rigtige grundlag.

Særligt vendingen ”forvaltningen har vurderet, at det ikke er teknisk muligt med en anden transport af spildevandet end i ledningerne til Renseanlæg Lynetten, eller rensning ved Strandvængets Pumpestation” giver anledning til undring og kritik fra politikerne på Københavns Rådhus.

For de seneste dage har TV 2 Lorry fortalt om flere firmaer, som mener at kunne oprense de store mængder spildevand, før de bliver pumpet ud i Øresund.

Men politikerne på Københavns Rådhus har ikke fået præsenteret ét eneste alternativt løsningsforslag fra embedsfolkene i teknik- og miljøforvaltningen.

Embedsfolk med røde ører

Derfor kritiserer flere partier i dag forvaltningen for mangelfuld rådgivning.

Blandt andet Rådhusets største parti, Socialdemokratiet.

- Når jeg hører, hvor kort tid det har taget for TV 2 Lorry at finde private aktører, som har løsninger på det her, så kommer det bag på mig, at forvaltningen kan sige, at der ikke er andre muligheder, siger Teknik- og Miljøudvalgsmedlem Lars Weiss (S) til TV 2 Lorry.

- Som politikere skal vi kunne stole på, at det, vi bliver forelagt, er det rigtige. Det skal det simpelthen være. Så hvis det var mig, der sad i borgmesterens stol, så var der nogle embedsfolk, som ville få meget meget røde ører. Der er nogle procedurer, som ikke virker godt nok i denne her forvaltning, når en borgmester kan være uvidende lige indtil I finder sagen, tilføjer han.

Ninna Hedeager Olsen (tv), Klaus Mygind, Lars Weiss og Finn Rudaizky (th) retter alle kritik af forvaltningen for mangelfuld rådgivning.
Ninna Hedeager Olsen (tv), Klaus Mygind, Lars Weiss og Finn Rudaizky (th) retter alle kritik af forvaltningen for mangelfuld rådgivning.
Foto: TV 2 Kosmopol

Forvaltning står fast på afgørelse

Lørdag bad teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) om en redegørelse fra forvaltningen i sagen, som politikerne i udvalget efterfølgende modtog sent søndag aften.

Her står det klart, at embedsværket fortsat mener, at tilladelsen til udledning af urenset spildevand i Øresund er sket på et rigtigt grundlag.

TV 2 Lorry har forsøgt at forholde Københavns Teknik- og Miljøforvaltning kritikken fra politikerne og samtidig spørge ind til, hvilke alternative løsninger de har undersøgt.

Forvaltningen ønsker dog ikke at kommentere på sagen, men henviser til, at ”orienteringen til politikerne står til troende”.

DF: Uacceptabelt og uholdbart

Men ifølge Dansk Folkepartis medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Finn Rudaizky, er orienteringen ganske enkelt ikke god nok.

- Der er brug for noget mere ekspertise i den forvaltning. Det kan ikke være rimeligt, at vi politikere, som jo ikke skal have specifikt kendskab til teknikken, får forkerte oplysninger – og også i givet fald tager forkerte beslutninger. Det er helt uacceptabelt og helt uholdbart, siger Finn Rudaizky (DF) til TV 2 Lorry, der samtidig retter kritik mod borgmesteren.

- Systemet er sådan, at det er borgmesteren, som har det endelige ansvar. Det er ikke nødvendigvis borgmesteren, som skal have forstand på al ting. Men det er borgmesteren, som skal gennemgå og se de papirer, som sendes til politikerne og kontrollere oplysningerne, siger han.

Hos SF rettes der også kritik mod både forvaltningen og dennes borgmester.

- Det er ikke tilfredsstillende, og jeg synes, at de har undervurderet denne her sag. Både i det forhold, at vi som politikere ikke er blevet orienteret grundigt om det, men også ved, at de siger, at der ikke er alternativer, siger Klaus Mygind til TV 2 Lorry.

290 millioner liter urenset spildevand svarende til 193 fyldte svømmehaller skulle søndag og fem dage frem udledt direkte i Øresund. Den plan er nu stoppet og udskudt. 
290 millioner liter urenset spildevand svarende til 193 fyldte svømmehaller skulle søndag og fem dage frem udledt direkte i Øresund. Den plan er nu stoppet og udskudt. 
Foto: TV 2 Kosmopol

Borgmester beklager

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) er ærgerlig over sagen, men samtidig glæder hun sig over, at den er blevet opdaget.

Samtidig mener hun, at det er et tegn på mistillid, når politikerne beder om ekstern hjælp for at gennemgå forvaltningens arbejde.

- Jeg kommer aldrig til at påstå, at Teknik- og Miljøforvaltningen ikke kan lave sagsbehandlingsfejl. Og det er selvfølgelig fordi vi er kommet i tvivl om, hvorvidt forvaltningen har gjort det godt nok, at det her skal tjekkes igennem eksternt. Så du kan godt sige, at det er manglende tillid til forvaltningens arbejde, siger borgmesteren til TV 2 Lorry.

Men det er vel dit ansvar som øverste instans i forvaltningen i sidste ende, at det her sker?

- Det er helt klart mit ansvar. Hver gang der er noget, vi ikke gør godt nok, så er det mit ansvar at finde ud af, hvordan vi kan gøre det bedre og rette op på det. Det har jeg også tænkt mig at gøre i denne sammenhæng.

Sagen kort

290 millioner liter urenset spildevand svarende til 193 fyldte svømmehaller skulle søndag og fem dage frem udledt direkte i Øresund.

 

Den plan er nu stoppet og udskudt. 

 

Københavns Kommune og Gentofte Kommune har oprindeligt givet tilladelse til, at spildevandsselskaberne Novafoss og Hofor måtte udlede de store mængder spildevand, der normalt løber til rensningsanlægget Lynetten på Refshaleøen.
 

Årsagen til den store udledning er forarbejdet til en udbygning af Svanemølleholmen, i Nordhavn. Nærmere bestemt et nyt domicil med parkeringskælder for AP Pension og Nykredit på Sundkrogsgade.

 

Herunder ligger en vital hovedspildevandsledning kaldet ”Lynetteledningen”, som forbinder Strandvængets Pumpestation på Østerbro med Lynetten Rensningsanlæg på Refshaleøen og håndterer spildevand fra både Frederiksberg, Gentofte og København.

 

Før byggeriet kan blive til virkelighed, skal Lynetteledningen fastgøres, ligesom det skal undersøges, om spildevandsledningen fra 1978 kan klare, at der skal bygges ovenpå den – og mens det sker, kan den ikke bruges.

 

Og derfor skulle de store mængder spildevand, der kun har været igennem et filter for at undgå større genstande som toiletpapir og lignende, en såkaldt mekanisk rensning, i stedet udledes direkte i Øresund fire kilometer fra kysten ved Skovshoved.

Spildevandsselskaberne Novafoss og Hofor har fået tilladelse til at udlede de store mængder spildevand, der normalt løber til rensningsanlægget Lynetten på Refshaleøen.
Spildevandsselskaberne Novafoss og Hofor har fået tilladelse til at udlede de store mængder spildevand, der normalt løber til rensningsanlægget Lynetten på Refshaleøen.
Foto: TV 2 Kosmopol

"En dråbe i havet"

Den planlagte udledning af 290 millioner liter urenset spildevand i Øresund er dog blot en lille dråbe i havet, så at sige.

TV 2 Lorry kunne mandag fortælle, at der mellem 2014 og 2018 er blevet udledt mere end 35 milliarder liter urenset spildevand i Øresund fra København og omegnskommunerne.

De enorme mængder spildevand bliver udledt direkte i havet, når der sker et såkaldt overløb eller bypass, hvor rensningsanlæggene ikke kan håndtere mængden af spildevand.

En rapport fra Cowi fra 2017 anslår, at der selv ved mindre regnskyl sker overløb, som resulterer i udledning af spildevand i Øresund.

Og derfor håber Ninna Hedeager Olsen, at København nu får hjælp fra staten til at forbedre systemet.

- Der skal laves større kloakrør, der skal laves forsinkelsesbassiner, regnvandet skal skilles fra kloakvandet, og det er altså ekstremt store pengebeløb, der skal til. Vi kan gøre noget fra kommunens side, men hvis vi får hjælp fra staten, kan vi gøre meget mere, siger hun til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik