Cecilie hjælper stofmisbrugere med at stikke sig korrekt

I Fixelancen sørger frivillige for at forhindre dødsfald efter overdoser.

Artiklen er første gang udgivet i januar 2023 , men vi synes, den sagtens kan tåle at blive læst igen. God fornøjelse. 

- En gul nål, siger du? 

Cecilie Skibstrup leder efter den rette størrelse nål til den ene af de to stofbrugere, som hun netop har sat sig sammen med i Fixelancen, et fixerum på hjul.

Her må du medbringe dine egne stoffer, som du kan indtage under opsyn. Du kan få udleveret det rette udstyr, og du kan skaffe dig af med affaldet i stedet for at smide det på gaden. 

- Nå, en orange, der var den, siger hun og spørger, om der også er brug for et plaster. 

Hun er sygeplejerskestuderende og bruger hverdagen i praktik på et hospital, men når hun har fri, hjælper hun de københavnske stofbrugere med at fixe så sikkert som muligt. 

Hendes opgave er at sørge for rene nåle, at der bliver stukket korrekt og at være klar til at give modgift og behandling mod en eventuel overdosis. 

- Jeg har været her et lille år, og det er ikke gået galt endnu. De er ekstremt gode til det. Meget bedre end os inde på hospitalet, siger hun.

- Jeg har en kæmpe kærlighed til stofscenen og menneskene. Jeg synes, menneskene bliver nedprioriteret og set som objekter, og det, synes jeg, er ekstremt synd, siger hun.

I Fixelancen har de behandlet en overdosis, som var ved at gå helt galt. Hør hvad der skete i videoen her:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.


"Jeg tør nyde det til grænsen"

I Fixelancen er der blevet gjort klar til at stikke. 

Denne gang er det en blanding af kokain og heroin, der skal injiceres, men før projektet begynder, har Cecilie Skibstrup allerede nået at tale med brugerne om deres opvækst, og hvordan det kan være en udfordring at lave penge, som det bliver kaldt.

- Jeg er der også for at snakke og hygge. Det giver både dem og mig noget, forklarer hun.

- Selvfølgelig er sproget helt anderledes end mange andre steder, så det skal man tage højde for. Hvis det er en presset dag, så trækker man sig, men jeg har ikke oplevet noget ubehageligt, siger hun.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Foran og indeni Fixelancen er der udstyr, som man gratis kan få og bruge.
Foran og indeni Fixelancen er der udstyr, som man gratis kan få og bruge.
Foto: Maite Goth/TV 2 Kosmopol

For brugerne af Fixelancen gør det en forskel at blive lyttet til og hjulpet.

- Det giver en sikkerhed. Det gør, at man tør nyde det til grænsen, fordi der er professionelle folk lige rundt om en, siger en bruger lidt efter, den første kokainrus har lagt sig.

- Jeg vil gerne vågne i morgen, så jeg har ikke lyst til at få en overdosis, siger han.

Men er det så ikke bedre, at de penge der bliver brugt på fixerum i stedet bliver brugt på at få dig ud af afhængighed?

- Det nytter ikke noget at fjerne rummene, fordi uh ha ... så ville gaderne se forfærdelige ud, siger han.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Det er ikke tilladt at ryge inde i Fixelancen, men foran står et bord og to stole til rådighed.
Det er ikke tilladt at ryge inde i Fixelancen, men foran står et bord og to stole til rådighed.
Foto: Maite Goth/TV 2 Kosmopol

Ro og omsorg i fixerum

I København er der to permanente fixerum på Vesterbro - udover Fixelancen. 

I 2021 blev der i de to permanente fixerum registreret 124 overdoser, hvor alle overlevede. Det viser den seneste opsamling fra Sundhedsministeriet. 

Socialborgmesteren i Københavns Kommune vil arbejde for, at der skal være et stofindtagelsesrum på Sundholm, et område som blandt andet huser et herbergcenter og en natcafé.

- Vi har set, hvordan stofindtagelsesrummene på Vesterbro har gjort en kæmpe forskel, og som jeg har talt med Amager Vest Lokaludvalg om, at der også behov for et stofindtagelsesrum på Sundholm, siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL).

Fixelancen

Fixelancen er et mobilt fixerum og det første fixerum i Danmark.

Den 12. september 2011 rullede Fixelancen for første gang på gaden, som et civilt udlydighedsprojekt.

Efter en lovændring i 2012 åbnede to fixerum i København.

Fixelancen har været ude af drift, men har siden 2019 været tilbage og er i dag støttet af private fonde.

I Fixelancen er der udlevering af Antidote - næsespray, der kan stoppe overdosis.

Kilde: Fixerum.dk

Fixerum fik fornyet politisk opmærksomhed på den første dag i 2023, hvor det lød sådan her i statsministerens nytårstale:

- Jeg vil hellere have, at de mest udsatte mennesker med stofmisbrug kan finde ro og omsorg i et fixerum, end at de skal sidde på gaden med os andre som tilskuere, sagde Mette Frederiksen (S).

Sundhedsministeriet fortæller, at det er kommunerne, der skal søge om at få fixerum, og at de endnu ikke har afvist en ansøgning.





Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik