Copenhagen Pride dropper benzin- og dieseldrevne køretøjer

Det er slut med store lastvogne, der fragter feststemte pride-deltagere gennem byen, hvis de kører på benzin eller diesel.

Copenhagen Prides årlige parade, der finder sted i august, bliver i år verdens første Pride-parade, der går helt over til helt elektriske køretøjer. 

Det skriver arrangørerne på hjemmesiden. 

Udover de mange gående så er store køretøjer med lad, der fragter dansende pride-deltagere rundt på ruten, en fast bestanddel af Pride-paraden.

Og den fuldt ud elektrisk-kørte parade er bare et skridt i retningen af at gøre den regnbuefarvede festival en hel del grønnere, lyder det fra Copenhagen Prides forperson, Lars Henriksen:

- Den helt elektriske parade er blot et af de skridt, vi tager. Vores barer har brugt genanvendelige kopper siden 2021, vi har allerede forbudt salg og brug af plastikglitter og konfetti, og i år har vi flyttet produktionen af vores støttearmbånd til en fabrik i Europa for at mindske transportpåvirkningen.

Firmaer og organisationer, som ofte er dem, der tilmelder sig med vogne til paraden, kan få hjælp til at finde elektriske køretøjer, oplyser Copenhagen Pride. 

Bliver grønnere før tid

Faktisk var det først meningen, at paraden skulle overgå til kun elektriske køretøjer i 2024, men med hjælp fra paradens mange partnere, er det blevet muligt at overgå til elektriske køretøjer et år før målsætningen, skriver Copenhagen Pride på deres hjemmeside. 

Det bliver dog dyrere at leje en elektrisk paradevogn. 

Får nonprofitorganisationer rabat på elbilerne?

- I samarbejde med vores interne agentur Pride Up har vi absorberet nogle af de øgede omkostninger for at hjælpe nonprofitorganisationer med at deltage i paraden, lyder det fra Copenhagen Pride.

Paraden – som i år finder sted lørdag den 19. august – starter ved Frederiksberg Rådhus og går til Københavns Rådhus via Pile Allé, Frederiksberg Allé, Vesterbrogade, Hammerichsgade og Vester Voldgade. Mere end 100 grupper vil deltage, og hundredtusinder vil deltage til fods eller som tilskuere.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik