De har knoklet i årtier: Men danske talenter vil hellere misse OL end at fægte mod en russer

Flere fægtere nægter at kæmpe mod russere. Nu er et vigtigt fægtestævne i København blevet aflyst i protest.

Flere har kæmpet for det i mellem 15 og 20 år.

De har brugt utallige timer i træningslokalet. Rejst rundt i verden til stævner. Alt sammen for at kunne blive udtaget til OL i fægtning. 

Men krigen i Ukraine har sat danske fægtere i et stort dilemma. 

For er de villige til at fægte mod en russer ved et stævne?

Det er der flere, der ikke er - også selvom det i værste fald kan koste dem deres drøm. 

- OL er en religion for dem, det er en livsstil, de har indrettet alt efter. Og så skal de vælge, om de er villige til at sætte det hele over styr, siger Jan Sylvest Jensen, formand for Dansk Fægte-Forbund, til TV 2 Kosmopol. 

Det internationale fægte-forbund, FIE, besluttede på en ekstraordinær kongres den 10. marts at indlemme russere og belarusere igen. De havde været udelukket siden marts sidste år i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.

Afgørelsen gør det muligt for de to landes fægtere at deltage ved EM, VM og ikke mindst OL-kvalifikationen.

Siden har Den Internationale Olympiske Komité (IOC) fulgt samme linje og anbefalet forbundene at lade russiske og belarusiske atleter konkurrere igen individuelt under en række betingelser.

Fægtere i oprør

Beslutningen er ikke faldet i god jord - hverken hos atleter eller forbund.

Mere end 300 fægtere fra Europa, USA, Mexico, Brasilien, Chile og Japan har underskrevet et brev til FIE og IOC med en opfordring om at holde russere og belarusere uden for døren. 

Og nu har beslutningen også fået konsekvenser i Danmark. 

Det russiske comeback har nemlig fået Dansk Fægte-Forbund, DFF, til at aflyse et internationalt stævne, der skulle have været afholdt i København. 

- Vi har en hel masse fægtere, som er meget lidt tilfredse med at kunne risikere at fægte mod russere - særligt når det er på dansk jord. Samtidig er der en række lande, der ikke må komme, hvis der er russere til stede. Der er ikke rigtig nogen, der vil have dem med, udover FIE og OIC, siger Jan Sylvest Jensen til TV 2 Kosmopol. 

Stævnet i København er et såkaldt Satellit World Cup, der er niveauet lige under World Cup, men hvor der er mulighed for at vinde point, som vil tælle ved en eventuel OL-udtagelse. 

100 atleter fra alverdens lande skulle have deltaget. 

- Det er et super vigtigt stævne. Hvis du har en drøm om at komme afsted til OL, så er det en mulighed for at få nogle point, og udfordringen, vi nu sætter vores fægtere i, er, at de nu skal rejse længere væk for at få de point, siger Jan Sylvest Jensen. 

En russificeret sport

Det er ikke kun i Danmark, at stævner bliver aflyst i protest. Jan Sylvest Jensen fortæller, at lignende stævner er blevet droppet i blandt andet Tyskland, Sverige og Finland. 

Er det ikke at blande sport og politik sammen?

- Jo, det er det helt bestemt. Men fægtning er en stor sport i Rusland. Vi er gennemrussificerede for at sige det, som det er, siger han og uddyber: 

- Da Rusland sidste år fejrede annekteringen af Krim og holdt en stor fest på stadion, så jeg kun sportsfolk omkring Putin. Hvis du slår det internationale fægtebudget op fra tidligere år, vil et sted mellem 60 og 85 procent af budgettet være "personal gift from president". Det er penge direkte fra ham. 

I sidste ende er det et spørgsmål om etik, mener han. Og Dansk Fægte-Forbund støtter fægterne lige meget, om de vælger at stille op mod en russer eller ej. 

- Det har ikke noget med sport at gøre. Det handler om al den uretfærdighed, som vores ukrainske venner er blevet mødt af. Jeg tror, det er alle de følelser, du sætter op mod dit eget personlige mål for det, du har drømt om, siger Jan Sylvest Jensen. 

Rusland og Sovjetunionen har vundet medaljer ved OL i fægtning 89 gange og er dermed en af de mest vindende nationer. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik