De voksne sagde, at hun skabte sig - som 27-årig fandt hun endelig svaret
Sonja Lovdal fik diagnoserne autisme og ADHD som 27-årig efter at have skammet sig over at være forkert i årevis. Hun er medforfatter på en ny bog, som skal give nutidens unge det spejl, hun selv savnede.
Det er en helt almindelig morgen, og Sonja bliver som så ofte før kørt i skole af sin far.
Men Sonja er panisk, så panisk at hun kravler ned i bunden af bilen.
Hun er bange for at skulle se klassekammeraterne og de større elever i øjnene.
De ville ikke kunne forstå det, og selv hvis de spurgte, ville hun heller ikke havde ordene til at forklare det.
Hvis jeg ikke gør alt i min magt for at komme væk, så dør jeg
Hun ved ikke, hvad der er "galt" med hende, og hun ved heller ikke, hvorfor det er så farligt, at de ikke forstår.
Hun ved bare, at den bedste løsning er at undgå at blive set.
Afstanden til skolen bliver kortere og frygten stiger yderligere.
"Det føles, som om jeg bliver skubbet tættere og tættere på en afgrund fyldt med lava, og jeg er overbevist om, at hvis jeg ikke gør alt i min magt for at komme væk, så dør jeg".
Til sidst kan den lille pige ikke bære det længere, og hun bryder sammen i ren angst.
Sonjas far må også denne morgen give op.
Han vender bilen og de kører endnu engang hjem igen.
Foto: Privatfoto // Sonja Lovdal
Firkant i en verden af runde former
Sonja Lovdal har hele sit liv haft en følelse af at være anderledes og forkert.
- Jeg kunne ikke sætte en finger på, hvad det var, eller hvorfor det var. Jeg følte bare, at alle andre havde fået en manual eller en guide til, hvordan man opfører sig, som jeg bare ikke havde, siger hun til TV 2 Kosmopol.
Hvad er autisme
Autisme, også kaldet autismespektrumforstyrrelser (ASF), er en gruppe af livslange gennemgribende udviklingsforstyrrelser, der præger personens udfoldelse i alle situationer.
Personer med autisme har en anderledes måde at opleve verden på, og måden man indvirker på andre. Det kan give vanskeligheder inden for kommunikation, social interaktion og adfærd.
Autismespektrumforstyrrelser er medfødte og viser sig ofte tidligt i barndommen. Men en del personer får først konstateret autisme som voksne.
Forstyrrelserne betyder, at barnet kan have store problemer med sit sprog og med at kommunikere med sine forældre og andre voksne. Barnet kan ikke tyde andre børns opførsel, når det skal lege sammen med dem, og det har selv en påfaldende og ensom legeadfærd.
Personer med autismespektrumforstyrrelser deler bestemte vanskeligheder, men forstyrrelserne påvirker dem på forskellige måder, og alle på autismespektret lærer og udvikler sig.
Nogle personer med autisme siger, at verden føles uoverskuelig og overvældende, og at det bekymrer dem og gør dem ængstelige. Især kan forståelsen af andre mennesker, og dermed forholdet til dem, være svært at overkomme og holde styr på. Både når man skal deltage i hverdagens familieliv, skole, arbejde og det sociale liv.
Autisme varer hele livet og har derfor en grundlæggende indflydelse på ens identitet.
Kilde: Psykiatrifonden
Med alderen lærte hun i højere grad at skjule, at hun var anderledes. Hun nærstuderede, hvordan alle de andre gjorde, og så prøvede hun at gøre lige sådan, for at passe ind.
Også selvom hun ikke forstod, hvorfor hendes forståelse af verden var mindre korrekt end andres.
Det var ofte bare nemmere at passe ind og gå under radaren.
Hun beskriver det selv som om, at hun følte sig som en firkant, der blev presset ned i en rund form.
Selvom Sonja Lovdal med alderen lærte at passe bedre ind og bukke hjørnerne på sin firkant, forsvandt angsten ikke.
"Det blev sværere at fokusere på succeserne. Jeg mærkede præcis den samme følelse, som jeg fik i bunden af bilen om morgenen: Det var lettere at gemme sig end at tale om det - end at risikere at blive misforstået og stemplet som unormal".
Så hun meldte sig syg fra skole igen og igen.
Og næsten hver eneste dag var hun både udmattet og skamfuld over at have "skabt sig", for det var netop det, de voksne fortalte hende, at hun gjorde, når hun var udadreagerende på sine følelser.
Jeg følte mig virkelig, virkelig meget alene. Jeg troede, jeg var den eneste, der havde det, som jeg havde det
Hendes forældre gjorde alt, hvad de kunne for at hjælpe Sonja, selvom de havde svært ved at forstå hende.
"Mine forældre forstod mig ikke. I hvert fald ikke i det første lange stykke tid. Kan man bebrejde dem? De tænkte nok bare, at min ”ondt i maven” var en dårlig undskyldning for at få lov til at pjække. Jeg ville ønske, at jeg kunne have forklaret det bedre for dem, men jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige. Hvordan skulle jeg få mine forældre til at forstå mig, når jeg ikke engang forstod mig selv?"
I et forsøg på at hjælpe Sonja tog de hende med til alverdens terapeuter, hjælpeinstitutioner og ind og ud af psykologkontorer.
Hvad er ADHD
ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. På dansk hedder diagnosen ´Hyperkinetisk forstyrrelse´ og er en opmærksomheds- og hyperaktivitetsforstyrrelse.
Det er en biologisk forstyrrelse i de dele af hjernen, der styrer opmærksomhed, motorisk aktivitet og impulsivitet.
Det betyder, at personer med ADHD har svært ved at koncentrere sig og holde opmærksomheden, og de udsætter ofte opgaver. Mange er desuden hyperaktive og impulsive.
Personer med ADHD, kan også have svært ved at gå i skole eller have et arbejde, og det kan være svært at indgå i sociale relationer.
ADHD viser sig ofte i fem til seks års alderen. Men nogle får først konstateret lidelsen som voksne. Symptomerne på ADHD kan ændre sig med alderen. Mange voksne oplever blandt andet, at hyperaktiviteten bliver mindre
Symptomerne på ADHD kommer ofte forskelligt til udtryk ved piger og drenge. Piger med ADHD er ofte, men ikke altid, mere stille. De er så ikke hyperaktive men mere uopmærksomme. De har svært ved at koncentrere sig og vil tit sidde og dagdrømme.
Kilde: Psykiatrifonden.
Igen og igen skulle hun udfylde skemaer og tjekke bokse af.
Men lige lidt hjalp det, og Sonja Lovdal havde efterhånden opgivet håbet om, at hun nogensinde ville finde et svar og få ro.
Da var det, at en ny ung skolepsykolog en dag kiggede hendes forældre i øjnene og sagde: ”Nu skal Sonja have ro. Nu skal I ikke tvinge hende i skole mere. Nu skal vi alle sammen lytte til hendes behov.”
Den dag sænkede Sonja skuldrene.
Det var den største lettelse.
Fandt diagnoser på TikTok
Den nye frihed gav Sonja Lovdal overskud til at tage mere hånd om sine egne behov og åbne mere op om sine udfordringer.
I 9. klasse var hun blevet så modig, at hun for første gang åbnede op overfor sine klassekammerater.
Og de gjorde hendes frygt til skamme. Én efter én reagerede klassekammeraterne med forståelse og taknemmelighed over, at hun var åben
Al skylden og skammen forsvandt med ét.
Trods en overvældende positiv modtagelse, følte Sonja Lovdal sig alligevel meget alene med sine udfordringer mange år endnu.
- Jeg følte mig virkelig, virkelig meget alene. Jeg troede, jeg var den eneste, der havde det, som jeg havde det, og jeg troede decideret, at jeg var forkert, siger Sonja Lovdal til TV 2 Kosmopol.
Men det ændrede sig langsomt i løbet af 2020, da Sonja Lovdal var i starten af sine 20'ere.
Jeg kan godt komme op og skændes med folk over, at de har sagt én ting, men har ment noget andet.
Som så mange andre, kedede hun sig under corona-nedlukningen og downloadede derfor den sociale medie-app TikTok.
Mellem alle dansevideoerne, dukkede der ind i mellem også sjove videoer op, som Sonja følte, hun kunne nikke genkendende til.
Desto flere af videoerne, hun likede, desto flere kom der.
Og hun følte sig pludselig set på en måde, som hun ikke havde oplevet før.
Det mest overraskende var dog, at på næsten alle videoerne gik tre hashtags igen.
#ADHD #autisme #neurodivergens.
Det er godt, at vi snakker mere om diagnoser
TikTok blev altså Sonja Lovdals første skridt mod de to diagnoser, hun har i dag.
Det tog nogle års tilløb, men som 27-årig stod hun endelig med svaret.
Hun har ADHD og autisme.
Og visheden om de to diagnoser har gjort en kæmpe forskel i hendes liv.
- Jeg har brugt rigtig lang tid på at skamme mig over, at føle mig forkert og føle mig så anderledes. Og det var først da jeg fik mine diagnoser, at jeg fandt ud af, at jeg slet ikke er anderledes, siger hun til TV 2 Kosmopol.
Det er dog vigtigt for hende at pointere, at hendes diagnoser ikke definerer, hvem hun er:
- En diagnose er jo ikke en personlighed. Det er bare en tilføjelse til, hvem du er, og den måde, din hjerne fungerer på. Men vi er alle sammen forskellige. Det er altid et spektrum. Så der er det også vigtigt, at man forstår, at alle med ADHD er forskellige. Alle med autisme er forskellige. Og det kan være, at der er nogle fælles ting, vi kan spejle os i, men der vil også være helt vildt mange ting, der adskiller sig fra hinanden.
Selv beskriver hun blandt andet nogle af sine austisme-udfordringer således:
- Min autisme gør for eksempel, at jeg har rigtig svært ved at forstå sarkasme, eller når ting bliver sagt mellem linjerne. Jeg tager alting megabogstaveligt. Jeg kan godt komme op og skændes med folk over, at de har sagt én ting, men har ment noget andet.
Hun er bevidst om, at der er nogle, der vil mene, at vi som samfund i dag er for rundhåndede med diagnoser, men den opfattelse, mener hun, i lige så høj grad er opstået, fordi vi er blevet bedre til at tale højt om det:
- Jeg tror, at grunden til, at det føles som om, at der er flere, der får diagnoser lige nu, det er fordi, at vi snakker mere om det. Vi snakker mere om mental sundhed, vi snakker mere om trivsel. Og der er for eksempel også mere snak om, hvordan det er at være kvinde og have ADHD.
Det er ikke meningen, at folk skal have ondt af mig
Og Sonja Lovdal er ikke i tvivl om, at det er vigtigt, at vi taler mere om diagnoser.
- Og fordi vi snakker mere om det, så er der flere, der opdager den her identitet, de har, de her forskellige handicap, de har. Og for rigtig mange, blandt andet mig, så har det jo været en hjælp at finde ud af, at det ligesom er det, der er ”galt” med mig. Fordi jeg har endelig fået sat ord på, hvorfor jeg har haft det, som jeg har:
- Hvad det egentlig er, der sker inde i min hjerne, hvordan det er, mit hoved fungerer. Og der har det bare virkelig været en trøst at få min diagnose.
Det er også derfor hun i de seneste år selv har valgt at være åben og ærlig på sine sociale medier om sine egne udfordringer og diagnoser.
Ligesom de TikTok-profiler, der satte hende selv på sporet af sine diagnoser.
Og for at sætte endnu mere fokus på mentalt helbred blandt unge, står hun nu også bag en helt helt ny bog, sammen med seks andre unge, som hedder "Sådan har jeg det".
Foto: Nynne Frost Andersen/TV 2 Kosmopol
Vigtigt at tale højt om det, der er svært
Sonja Lovdal deler ikke sin historie i en bog for at få medlidenhed.
- Det er ikke meningen, at folk skal have ondt af mig. Det er ikke meningen, at det skal være min triste historie om, hvor svært jeg har haft det. For jeg tror, der er mange, der har haft det svært:
- Det er meningen, at folk skal læse den og kunne spejle sig i den og kunne se sig selv i den. Og måske finde noget trøst i, at de ikke er alene.
Det er de syv forfatteres håb, at bogen kan bliv et sted at starte, hvis man ikke har det godt, men ikke ved hvorfor.
- Hvis det, at jeg deler min historie, kan gøre, at nogle andre føler sig mindre alene, føler sig hørt, føler sig set, får noget trøst, så er det jo bare det hele værd, siger hun til TV 2 Kosmopol
Og så er det den ultimative drøm, at bogen kan være et afsæt til undervisere, omsorgspersoner, forældre og venner til at starte en samtale om at være ung og have det svært.
Opbakning fra Psykiatrifonden
Bogen er skrevet i samarbejde med Psykiatrifonden.
Psykiatrifonden har kigget alt igennem, kommet med rettelser og tjekket, at der ikke var noget, der var skadeligt eller forkert rent faktuelt.
Psykiatrifonden er også med til at sikre, at de historier, der er i bogen, gør, hvad de skal. Og udelukkende er noget, man kan spejle sig i, uden at det bliver en selvdiagnostiseringsbog eller selvhjælpsbog.
Ingen af de syv forfattere, er professionelle fagfolk inden for mental sundhed og har udelukkende haft en personlig interesse i at dele, deres egne perspektiver og oplevelser i forhold til mentalt helbred.
I efterordet som er skrevet af Psykiatrifonden, står der nogle helt konkrete råd og tips til, hvordan man kan søge hjælp, hvordan man kan blive bedre til at snakke om det, hvordan man kan blive bedre til at lytte til andre, der snakker højt om det.
Bogen handler dog ikke kun om, at have det svært, hvilket også er grunden til at de er landet på titlen "Sådan har jeg det" i stedet for eksempelvis "Derfor har jeg det svært".
- Jeg synes også, vi skal snakke mere om håb, og hvordan vi kan få det bedre, eller hvordan vi kan lytte mere til os selv og vores egne behov, siger Sonja Lovdal.
Sådan har vi gjort
Videoen og artiklen er lavet ud fra interview med Sonja Lovdal og ud fra hendes nye bog "Sådan har jeg det". Bogen er skrevet i samarbejde med seks andre personer, som hver deler deres historie om at have det svært.
