Oversigt

Seneste nyt

Der er ikke flertal for at fjerne støtte til Ungdomshuset

Der er ikke flertal blandt partierne i Københavns Kommune til at fjerne den kommunale støtte til Ungdomshuset.

Det står klart efter en rundringning til partierne, som TV 2 Kosmopol har foretaget. 

Det var i første omgang Dansk Folkeparti, der ønskede at fjerne støtten til Ungdomshuset, da de mindre end 24 timer efter Ritt Bjerregaards død inviterede til fest for at fejre dødsfaldet. 

"Så er vi kvit, Ritt", kaldte de begivenheden på Facebook, hvor Ungdomshuset blandt andet skrev: 

"Slæb kadaveret forbi Ungeren og send en væmmelig tanke efter tidligere overborgmester Ritt Bjerregaard. Nu har vi fået både ret og fred!".

En udmelding, der faldt mange politikere på Københavns Rådhus for brystet. 

- Det er helt groteskt og uhørt, at man vil feste, fordi der er en, der er død, sagde Finn Rudaizky (DF) til TV 2 Kosmopol.

Foruden Dansk Folkeparti har Venstre og Konservative tilkendegivet, at de ønsker at fjerne støtten til Ungdomshuset på grund af begivenheden. 

Samtidig vil Alternativet, Socialdemokratiet og Enhedslisten bevare støtten.

- Vi kommer ikke til at trække støtten. Vi bliver nødt til at slå koldt vandt i blodet. Nu har vi sendt det signal, vi gerne vil sende til de unge, og nu skal vi også gå dialogens vej, som Ritt havde gjort, siger Laura Rosenvinge fra Socialdemokratiet til TV 2 Kosmopol

Enhedslisten fortæller, at de ikke ønsker at trække støtten, da Ungdomshuset ikke har overtrådt nogen regler. 

- Forvaltningen fortæller, at der ikke er foregået noget ulovligt eller imod kommunens regler, og fonden er indstillet på at gå i videre dialog, så vi har derfor vurderet, at der ikke er grundlag for at fjerne støtten, siger Frederik W. Kronborg (EL) til TV 2 Kosmopol.

Københavns borgerrepræsentation skal drøfte Ungdomshusets fremtid på et møde torsdag aften.

Kommunen støtter Ungdomshuset med 1,4 millioner årligt.