Derfor er der massevis af vejarbejde i København frem til 2029

Et mangeårigt efterslæb af vejarbejde er skyld i, at der i øjeblikket graves, bygges og anlægges på livet løs i store dele af København.

Lange køer, talrige afspærringer og støj fra tunge arbejdsmaskiner.

Hvis man bor i København, er vejarbejde og de tilhørende gener en velkendt del af bybilledet.

Lige nu udføres der vejarbejde flere end 850 steder i København, og det skyldes blandt andet et årelangt efterslæb på området. 

Det fremgår af en opgørelse på Københavns Kommunes hjemmeside. 

Jane Snog, der er områdechef for Byvedligehold og Tilsyn i Københavns Kommune, fortæller til TV 2 Lorry, at man fra kommunens side arbejder med et efterslæb af vejarbejdet, der stammer helt tilbage fra 2007.

- Dengang fik kommunen kortlagt standen på vejnettet i København, og her viste der sig at være et efterslæb i forhold til renovering og vedligeholdelse af vejene.

I 2013 blev det så besluttet politisk at sætte ind på området og forbedre vejnettet over en mangeårig periode.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Meget få områder i byen undgår det massive vejarbejde, som kommer til at stå på mange år endnu. Billede: Københavns Kommune.
Meget få områder i byen undgår det massive vejarbejde, som kommer til at stå på mange år endnu. Billede: Københavns Kommune.

Københavns Kommunes hjemmeside kan du finde et kort over vejarbejdet i København, som også viser, hvem der står for vejarbejdet, og hvornår det skal stå færdigt. 

Bump på vejen og lange udsigter

Få år efter betød kommunernes anlægsloft, at man i 2018 fra kommunens side måtte udsætte vejarbejder og sænke hastigheden for vejarbejdernes gennemførelse, og hermed blev efterslæbet udvidet.

I dag er de globale prisstigninger på materialer også med til at sænke tempoet på vejarbejdet, og man må derfor som borger i København væbne sig med tålmodighed.

- Lige nu arbejder vi med en plan for udredningen af efterslæbet, der strækker sig til 2029, og vi vil revurdere planen igen i løbet af efteråret.

Københavns Kommune har i 2022 et budget på godt 700 millioner kroner til udførelse af vejgenopretning, vedligeholdelse og øvrig vejindretning, som forventes at ligge på samme niveau næste år.

Det er dog ikke kun Københavns Kommune, der står bag den massive mængde vejarbejde.

Store virksomheder som eksempelvis HOFOR A/S og TDC er også indehavere af gravetilladelser, der kræves for at udføre vejarbejde, og som der er udstedt 11.000 af fra Københavns Kommune.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik