Domstol omstøder afgørelse: Byggeri på Amager Fælled genoptages

Byggeriet på Amager Fælled har stået stille i knap et halvt år. Det vil nu blive genoptaget så hurtigt som muligt, lyder det fra bygherre.

Det meget omdiskuterede byggeri af blandt andet 2.000 boliger på Amager Fælled i København har længe stået stille - faktisk i næsten et halvt år. 

Men nu er det slut. Østre Landsret har afgjort, at byggeriet kan fortsætte.

- Det er en fantastisk nyhed, og vi er utroligt glade. Det har været et langt sejt træk, men det faktuelle grundlag har sejret i sidste ende. Nu kan vi endelig komme videre med at bygge boliger, skole, institutioner og plejehjem, lyder det fra Erling Thygesen, der er direktør i projektselskabet Fælledby, der er bygherre.

Landsret omstøder dom

Byggeriet har stået stille, fordi et retligt opgør er i gang.

Det er Amager Fælleds Venner, der har lagt sag an mod Miljø- og Fødevareklagenævnet og Planklagenævnet.

Borgergruppen mener, at en afgørelse fra klagenævnene, der siger god for byggeriet på Amager Fælled, er i strid med reglerne.

Sagen blev af Københavns Byret tillagt såkaldt opsættende virkning i december 2022. Det betød, at byggeriet skulle indstilles frem til retssagens afgørelse.

Den afgørelse blev dog kæret af blandt andet Fælledby, og nu har Østre Landsret så omstødt afgørelsen.

Så det er altså kun i den såkaldte kæresag, at der nu er kommet en ny afgørelse. 

Selve hovedsagen er derimod slet ikke gået i gang. Den blev tidligere i maj udskudt på ubestemt tid. 

Det skyldes, at landsretten skal tage stilling til, om antallet af parter i sagen skal udvides. Det sker i endnu en sideløbende sag. 

Det er Fælledby, der ønsker at blive part i sagen, men Amager Fælleds Venner mener ikke, at Fælledby kommer med en ny påstand i sagen, hvilket er kravet for at blive part.

- Ja, det er jo ikke slut. Men Fælledby har endnu engang fået grønt lys til byggeriet, lyder det fra Erling Thygesen. 

Vil forsøge sig i Højesteret

Hos Amager Fælleds Venner er man meget overraskede over, at Østre Landsret har ophævet den opsættende virkning. 

- Vi undrer os meget. Byretten sagde jo, at vi havde en rimelig chance for at vinde sagen, og at naturen risikerede at lide uoprettelig skade. Nu siger landsretten noget helt andet, fortæller Knud Erik Hansen, der er talsperson for Amager Fælleds Venner, til TV 2 Kosmopol.

Borgergruppen vil forsøge at få sagen for Højesteret og få den opsættende virkning genindført. Samtidig ærgrer man sig over, at hovedsagen er blevet udskudt, når nu byggeriet kan gå i gang igen. 

- Vi vil meget gerne have den sag afgjort, lyder det fra Knud Erik Hansen. 

Amager Fælleds Venner mener, at Fælledby bør trække i bremsen indtil da.

- Hvorfor kan Fælledby ikke vente? Der er jo stadig en retssag, der ikke er afgjort. Vi mener, at Fælledby spiller hasard med både naturen, der risikerer at lide uoprettelig skade, og det kan også risikere at blive meget dyrt for dem, hvis vi vinder, lyder det fra Knud Erik Hansen. 

Men det er Erling Thygesen meget uenig i. 

- Landsretten har jo netop afgjort, at vi ikke risikerer at gøre uoprettelig skade på naturen, og det koster rigtig mange penge, at byggeriet står stille.  

Amager Fælleds Venner har gennem årene arrangeret flere demonstrationer mod byggeriet, og Knud Erik Hansen fortæller, at man "givetvis" vil give udtryk for utilfredsheden, når aktiviteten på byggepladsen bliver genoptaget. 



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik